onsdag den 29. december 2010

Bekendelser

Sex & erotik?

Et af de elementer der ikke er blevet et tabu at tale om er helt klart sex!
Men hvad er det der altid har facineret os så meget ved sex? Sex har jo altid fyldt enormt meget i vores verden. For hundrede år siden handlede diskutionen bare om hvorvidt sex skulle være et offentligt emne eller et privat. Men facinationen har altid været der. Og når man tænker over det, så er det jo egentligt ret mærkeligt. Sex er en ligeså naturlig del af livet som at skulle på toilet, trække vejret og indtage mad. Alligevel er sex en del af det forbudte.
Er det mon de følelser der er forbundet til sex? Og er der egentligt følelser bundet til sex i dag?

I know what you did last summer!
- Det er sku ingenting i forhold til hvad jeg har lavet i weekenden..

Engangsknald er blevet en normal ting at tale om og praktisere i dag. Eller hylster sex som jeg vælger at kalde det. Sex udelukkende baseret på egoisme og en eller anden form for selviscenesættelse.
Og er det egentligt så skidt? Hvis begge parter er indforstået med at det KUN er sex og ikke andet?
Der er ingen der bliver såret ( Hvis man går ud fra at begge er singler ) og begge får dækket et fysisk behov som vi alle har?
Hvis man smider alle kortene på bordet så er der jo relativt mange der gør det. Det er så nok alligevel et af de emner der ikke snakkes om med alle vennerne. For hvem vil have titlen "skank", "slutty" eller "luder" printet på sig? Nu er jeg ikke en pige - og ja vi fyre har det jo nok lidt lettere når det kommer til det emne - men det er alligevel ikke fedt at man bliver presset til det punkt hvor man overvejer at lyve for en ny kæreste, omkring sine tidligere "erobringer". Ingen vil jo høre at man har kastet rundt med 10-20-30 kvinder før hende..
Og det kan vel et eller andet sted kun være en fordel for den nye kæreste? Et eller andet sted må man da have lært et par tricks eller 3, der kun kan gavne personen?
Men hvis jeg vender den om er det selvfølgelig os klart at man ikke føler sig så speciel mere hvis man bare er én ud af 50.
Men når alt kommer til at så tror jeg alligevel at jeg ´synes godt om´ princippet med hylster sex - så længe ingen bliver såret. Det kan selvfølgelig være at min holdning er en afspejling af mit ellers så kedelige single liv - som iøvrigt ikke blir krydret med engangsknald.!..
Så er det jo klart at jeg synes om det - så ved jeg at muligheden ihvertfald er der..

Men hvor ofte skal man egentligt have sex for at få dækket sit naturlige behov? Og hvor ofte skal man have sex for at få dækket det almindelige behov?
Og hvad er forskellen?
Det er jo ekstremt individuelt hvor meget man har lyst til sex. Der er så mange aspekter der tæller med her. Har man en fast kæreste? Er man lige blevet single? etc. etc.
For mig personligt betyder sex en stor del. Uanset om jeg er i et forhold eller ej. Og synes faktisk at mit behov er større når jeg har en kæreste. Her ville det ikke gøre mig noget at have sex en 5-10 gange i ugen - og tror det bunder i en form for bekræftelse jeg vil have. En bekræftelse af at jeg er åh så fantastisk på alle måder. Anderledes trist er det når jeg er single. Nu er det jo ikke sådan at jeg ikke har lyst til sex, og ikke har sex når jeg er single.. Jeg er sku ikke bedre en alle andre. Men mine forventninger til hvor ofte jeg skal have sex er helt anderledes nedskruet. Kan faktisk gå flere måneder uden jeg har en decideret lyst til det. Og arbejder trods alt sammen med 20 kvinder hver dag..

Når det kommer til sex er jeg nok lige så udforskende som jeg er i det virkelige liv ( ironi indsættes i passende mængde! )
Men har den holdning at jeg gerne vil have det bedste ud af det. Det vil vi vel alle? Og jeg synes det er svært at få det bedste ud af sex hvis man ikke er eksperimenterende - for hvordan lærer man ellers hvad man kan li?
Nu skulle jeg lige til at skrive at "alt skal prøves mindst én gang" sådan har jeg det nu ikke helt. Der er mange ting jeg aldrig kunne drømme om at prøve (trækors og dyr fungere bare ikke for mig)
Men synes alligevel at jeg er klar til at prøve det meste - og har prøvet en del. Og på nogle punkter tror jeg faktisk at det kunne være lettere med hylster sex her. Fungere lortet ikke så er det bare ærgerligt. Desuden tør man nok os kræve helt andre ting af vedkommende, end hvis det er kæresten.
Tror mange render rundt med nogle ting de gerne ville prøve - som de bare ikke tør fortælle deres kæreste. Tænker ikke på analsex eller andet ligeså (efterhånden normalt) men de lidt mere kinky ting.Hvad vil kæresten ikke tro om dig?
Men det kommer selvfølgelig an på hvilket forhold man har til sex - og til kæresten.

Nu fylder sex jo som sagt en stor del af mit liv - hovedsageligt fordi jeg nok gerne vil bekræftes. Uanset om det er i et forhold med kæresten - eller som single. Men hvorfor er bekræftelsen man får (Læs mig) af sex bedre end al mulig anden bekræftelse? Det at blive rost for et veludført arbejde, eller at der er mange der gerne vil tale og tilbringe tid med en er jo også en bekræftelse af at man er okay.

For mit vedkommende handler det nok om kropsfiksering. Jeg har brugt endeløse timer på at blogge om hvor pisse rasende jeg kan blive over samfundets holdning til kroppe, image, karakterer etc etc. men alligevel er jeg så pisse opslugt i det selv.!. For 2-3 år siden vejede jeg 15 kilo mere end jeg gør i dag. Jeg løb, styrketrænede og kørte en stram madplan og havde hvis jeg selv skal sige det, en kanon krop..
Og jeg havde det sku bedre med mig selv dengang. Andres mening om mig betød mindre, fordi jeg et eller andet sted godt kunne mærke at der blev set mere på mig. Jeg var mere afslappet og havde aldrig en desperation gemt i baghovedet. Jeg havde det faktisk super. I dag er jeg så nået til det punkt at jeg ikke orker det lige nu. Arbejdet fylder alt for meget. Men bare det at en bedre krop var lig med en bedre psyke fortæller jo alting. Jeg er ligeså fanget i samfundets spind omkring image og kropsfiksering. Og tror at det er derfor at bekræftelsen i sex fylder mere for mig end bekræftelsen i et veludført arbejde.
Her får jeg på et eller andet punkt en følelse af at jeg er attraktiv nok. At der er en der tænder på min stil og min krop.
Og ja - det betyder åbenbart meget for mig.. Og det er fandeme trist!

Tror jeg er i underskud af fysisk berøring. Ikke bare sex ( men ja-ja, okay, også det ), men også bare den helt almindelige, helt uskyldige slags. Der er vist noget med at spædbørn der ikke får nok kropskontakt bliver mærkelige i hovedet, måske er det hvad der sker med mig lige nu.
  • Jeg vågner flere gange om natten med de vildeste og mest underlige drømme om folk jeg snakker med nu - og folk jeg ikke har set i mange år.
  • Jeg bliver fuldstændig paf hvis veninder røre mig fx bare på armen, som en venlig gestus. Og skal næsten hindre mig selv i at råbe "MERE, MEEERE!!"
Gad vide hvor mange der har det på samme måde?
Det er jo ikke fordi det her er en helt ny ting - jeg har bare aldrig rigtig overvejet det før jeg hørte det med spædbørnene. Og hvad gør man lige ved det? Ynkeligt og klamt at opsøge massør, ikke på grund af ømme muskler, men fordi jeg har brug for at nogen rører ved mig... Ad.. Ser allerede overskrifterne for mig: "Små-pervers omsorgsmedhjælper udnytter intetanende klinikassistent!"
Har prøvet at kigge min telefonbog igennem, men der er sku ikke nogen jeg er nusse-okay med som kan hjælpe her og nu.. Hvilket sku da er en fejl. Og hvordan skulle man lige bringe det op? Uden frygt for at blive misforstået. Det er jo ikke bare sådan noget man smækker op på facebook.

Ved godt det mest holdbare ville være at finde en kvinde der kan holde ud at være sammen med mig. Men det kommer jo tydeligvis ikke til at ske lige nu.. Måske det der med at betale sig fra det ikke er nogen dårlig ide..

Et glimt

Jeg tror jeg rider den fede ambivalens-bølge igennem livet! Jeg er fyldt til randen med modstridende følelser og modstridende holdninger til - alting..
Det betyder selvfølgelig at jeg har let ved at forstå folk og deres ideologi, fordi jeg let kan se tingene fra deres perspektiv - men samtidigt aner jeg ikke hvor jeg har mig selv henne..

Prøv at se! Selv det at være ambivalens - har jeg en ambivalens følelse til..

Nu hedder min blog jo "Through my eyes" og jeg vil derfor ikke undskylde på forhånd, for et nok temmelig rodet indlæg.
Det afspejler bare mine fucked up tanker lige i tiden..

Jeg bruger virkelig meget af min tid på at spekulere over hvem jeg er - og hvorfor jeg er som jeg er. Ikke fordi jeg nødvendigvis er en idiot. Jeg tænker bare over hvilke resultater der har gjort mig til den jeg er. Hvad der har skabt ´min person´.

Jeg er sikker på at jeg udefra virker som en okay fyr med fod på det meste. En betænksom fyr der vil noget med livet.
Dem der kender mig bedre ved nok godt til en vis grad at ikke altid er sådan - at jeg ikke altid ved hvad jeg vil. At jeg langtfra har styr på alting.
Og sådan er det vel egentligt med alle mennesker. Vi skjuler vores sande jeg for omverdenen, og lukker kun de aller aller nærmeste helt ind.
95% af os græder ikke til begravelser - og det er jo ikke fordi at folk ikke er kede af det. Vi magter måske bare ikke at vise det. Det er et tabu at vise de negative følelser.
Hvis vi får besøg af nogle vi ikke har set i et stykke tid, og de starter ud med at spørge om hvordan det går - så siger vi jo altid at det går godt? Der er aldrig nogen der bryder grædende sammen og fortæller at de faktisk er kede af det..
Det var kun dengang man var et barn at man sagde tingene ligeud. Man græd hvis man slog sig eller var ked af det.
I dag er samfundet spækket op med alle mulige kulturelle regler og normer, der gør det noget nær umuligt at vise sit sande jeg. Uanset hvordan man har det.

Og det er jo fuldstændigt forkasteligt at det skal være sådan..

Men det er selvfølgelig let at give samfundet skylden for mine følelser og tanker om mig selv kontra verden.
Når jeg sådan sidder og tænker over mit liv - er det med en følelse af at jeg aldrig har gjort nok. Været nok. Eller er nok.

Men hvorfor?

I forhold til samfundets ideal, har jeg vidst opnået mere end rigeligt.
Jeg tror måske det bunder i en virkelig lav selvværdsfølelse.
Men igen så står jeg med den der ´hvorfor-følelse´..
Jeg har tonsvis af uddannelse..
Jeg har opnået flere ting end laangt størstedelen af andre på min alder.
Jeg har reddet flere liv - og har endda haft fornøjelsen af at se nogle af dem efterfølgende, hvilket har givet mig mulighed for at tænke tanken "de går kun der på grund af mig"..
Bruger juleaften med at hjælpe ved Blå kors, og 98% af alle julegaver jeg gav i år, var til fordel for nødhjælps organisationer..

Så hvorfor F...!. står jeg så stadig med en følelse af aldrig at slå til?
Der er sikkert flere der tænker at jeg klynker nu - men hey, min blog - mit problem.
Men det værste er jo at jeg godt ved at jeg klynker.. Der er nok ca. 2-3 milliarder mennesker der sikkert har det meget værre end mig på kloden..
Når det så er sagt - så betyder det jo ikke at jeg ikke skal prøve at få det bedre, bare fordi der er andre end mig der har det værre.

Et af mine største problemer er nok at jeg altid vil prøve at gøre alle glade - og ja lige umiddelbart lyder det nok lidt som et luksusproblem.
Men det stikker alligevel lidt dybere. Grunden til at jeg nok vil gøre alle glade er fordi jeg gerne vil have at alle skal kunne li mig.
Og det er netop her det første problem opstår for mig. Hvis alle ikke er glade for mig eller alle ikke er interesseret i mig. Ved ikke om det bunder i en total lav selvværdsfølelse, der simpelthen kræver at alle skal kunne li mig for at jeg føler jeg er noget værd.
Og det er jo totalt åndsvagt. Man kan ikke gøre alle tilfredse - og hvorfor skulle man også det?

Jeg synes efterhånden at det er oftere og oftere at jeg blir sur på mig selv over min tankegang. Som nævnt har jeg vist et liv hvor der ikke mangler noget. Alligevel render jeg rundt og har ondt af mig.
Og jeg er kommet frem til at det nok er fordi jeg mangler noget alligevel. En tryghed. Da jeg boede i Skive følte jeg mig ikke hjemme. Ikke engang hjemme hos min mor. Her i Herning føler jeg mig ikke hjemme. Og kan faktisk ikke huske at jeg har haft den der tryghedsfølelse nogen som helst steder. Derfor prøver at jeg skabe den alle steder. Derfor skal alle kunne li mig lige meget.

Ja jeg aner det ikke - er ikke psykolog.
Men var et lille glimt af mit liv.
Der kan stadig sendes forslag til hvad fremtidige indlæg skal handle om: Maskin18@hotmail.com
P.S ( Sex og erotik indlægget er på vej )

torsdag den 23. december 2010

Chapter 1

Ville lige sige glædelig jul og godt nytår - og tak til alle læserne.
De fleste indlæg har i gennemsnit haft 3-400 visninger! :D
Og ser derfor endnu mere frem til 2011.
Som noget nyt kan i sende forespørgsler til hvad næste års indlæg skal omhandle, til min mail: maskin18@hotmail.com

Glædelig jul, og et fucking fedt nytår herfra;)

onsdag den 8. december 2010

Religion er folkets opium

Jeg vil starte dette indlæg ud med at sige - der er ikke en skid værdigt ved døden..

Man ser ofte i film og tv disse enormt følelsesladede situationer hvor en far og datter siger farvel til hinanden, han lukker øjnene, går bort og alt er så fredfyldt.
Endnu en illusion som så meget andet.
Jeg tror ikke på at der er noget som helst værdigt eller fredfyldt ved at dø. Jeg tror ikke på at man genopstår som et dyr eller menneske.
Forestillingen om at man kommer i paradis eller lever videre er en kæmpe illusion hvis man spørger mig. En illusion skabt af? Ja en virkelig god forfatter. En god taler, en menneskekender eller os selv.

Mennesket er skabt med en fantastisk evne til at føle frygt. Og jeg siger fantastisk fordi selvsamme evne nok er en af forklaringerne på hvorfor vi er nået så langt som vi er i dagens verden. Vores frygt for det ukendte har altid skabt et incitament til at "søge videre". Studere alting og finde svar på alt.
Men samtidig tillader vores frygt os ikke at se 100 % objektivt på livet og hvad der sker i det. Tanken om at livet "kun" er en samling impulser og hjerteslag - som når disse ophører så vil ende, ligger så fjernt for de fleste mennesker at vi skaber en forhåbning om at ´det ikke kun var det´.

Karl Marx er manden bag min overskrift. Han mente at religion er opium for folk, fordi det giver øjeblikkelig lindring for den smerte eller håbløshed folk føler uden at fjerne grunden til den. Samtidig giver det drømme og fantasier om et bedre liv i himmelen og fjerner derved fokus på det dårlige og elendige liv her på jorden. Derfor er religion på en og samme tid udtryk for en reel lidelse, og en protest imod denne. Problemet er blot, at der ikke gøres noget for at fjerne årsagen til denne lidelse.


Religion bliver for Marx en slags virkelighedsflugt, hvor man i stedet for at gøre noget ved de dårlige materielle vilkår, søger trøst i religionens illusioner.

Dette er selvfølgelig ideer udsprunget i en tid hvor der var få der havde magten - og så alle andre som blev stampet på. Men kan alligevel godt sætte mig ind i hans tankegang.
Religion - eller en hvilken som helst anden "tro" på en form for liv efter dette, er en måde at flygte fra virkeligheden på. En måde at skærme sig overfor det uforklarlige på.
Tanken om at vi bare ophører med at eksistere og at livet så går videre på jorden i tusinde år efter er svært at bære for de fleste. Tanken om at man hurtigt er glemt igen.
For det er man jo.

Jeg har efterhånden oplevet min del af dødsfald.
Min oldemor og oldefar døde for nogle år siden - og for at være helt ærlig så tænker jeg da ikke på dem 10 gange om året.
Min bedstefar døde, min klassekammerat igennem 10 døde, min ven igennem 5 år døde og faktisk en del flere som jeg har haft nær er døde. Og selvom de alle betød utroligt meget for mig så tænker jeg da ikke på dem hver uge. Der går faktisk nogle gange måneder imellem at jeg skænker dem en tanke. Og det er jo ikke fordi jeg er en skidt person eller er ligeglad. Man bliver bare nød til at leve videre. Og det er jo det vi alle gør? Lever videre. Om 3 generationer er der ingen der skænker min afdøde oldefar en tanke - for alle os som kendte ham er selv borte. Ved du hvem din tip tip tip oldefar er?

Meget af indlægget er nu kommet til at handle om min holdning til om der er "noget" efter døden. Og det var faktisk ikke meningen. Istedet skulle det handle om det at have en værdig død. For er efterhånden kommet i tvivl om der overhovedet kan være noget værdigt ved at dø? Min oldefar og oldemor døde på hospitalet efter en relativ kort periode med sygdom. Min bedstefar faldt om af en blodprop. Én kammerat kørte galt og én døde af at sniffe lightergas. Én døde af alkohol og én af kræft.
Jeg kender ingen der er gået bort med værdighed. Og værdighed for hvem? For de efterladte eller for vedkommende selv? Og hvordan dør man en "værdig død?"
Hvis du døde idag - hvad ville dine efterladte så finde hjemme i din skuffe?

For de flestes vedkommende handler alderdommen fysisk om en tid hvor man er svagere. Man er oftere syg og brækker hoften ved at falde ud af sengen. Vejrtrækningen er dårligere. Og stille men sikkert svigter synet og hørelsen en (For de FLESTES vedkommende). Er man heldig falder man i søvn en aften - og så var det det. Man vågner ikke mere og opdager ingenting. Man når aldrig at tænke tanken "Ku jeg ha gjort noget anderledes? Fortryder jeg noget?" For ALLE uanset hvem man er vil altid fortryde et eller andet der er sket i ens liv.
Det er nok det umiddelbart tætteste jeg kan komme på en værdig død.
Så er der tilgengæld alle de andre tusinde og atter tusinde tilfælde hvor det ikke glider så let. Der er de tilfælde hvor man lever med sygdom i mange år. Man er tvunget til at spise 13 forskellige piller hver evig eneste dag resten af sit liv for at ku fungere. Nogle er indlagt igen og igen med diverse ting. De tilfælde hvor man konstant bliver svagere og svagere - og hvor man selv er klar over det og ved at tiden er ved at rinde ud. Jeg læste forresten den anden dag at deprimerede pensionister var en overset gruppe.!. Selvfølgelig er de deprimerede - jeg gruer selv for den dag jeg bliver 70 og kan tænke: "Kim, hvis du er heldig har du 20 år tilbage at leve i"..

Nu er døden ikke noget jeg tænker på hver dag - og dog har jeg en person meget nær der formentligt ikke overlever i mange år endnu på grund af sygdom. Men det der fik mig til at tænke på alt dette var en oplevelse jeg havde forleden.
Jeg kørte en person ud til sin far, som ikke havde mange dage tilbage at leve i. Da vi kom derud blev vi mødt af synet af en gammel afkræftet mand der knapt orkede at trække vejret. Faren kunne ikke kende vedkommende jeg kørte med, og jeg er i tvivl om hvor meget han overhovedet opfattede af noget som helst. Med alt respekt lignede han mest af alt, en af de jøder man så ofte har set i gamle optagelser, komme gående ud fra en nazilejr. Han var kun skind og ben med udhulede kinder og en tung vejrtrækning. Og et eller andet sted håber jeg ikke at han var i stand til at sanse noget. For så ville han uden tvivl være klar over at han ikke havde lang tid igen.
Efterfølgende var den første tanke der slog mig - at der intet yndefuldt eller værdigt var ved dette. Hende jeg kørte og mig selv var de eneste der sad inde hos ham. En gang imellem var der en hjemmehjælper der kiggede ind - men det var så os det. Der sad jeg så i hans lejlighed og kunne se på billeder fra hans storhedstid da han var ung. Det er lidt det samme med de trafikuheld jeg har været ude til i forbindelse med mit job som brandmand. Der var intet fredsfyldt over de personer der døde der. Blod, olie og afbrændte dæk når det var "bedst".

Det bedste ved døden er ikke alt muligt pjat med at man kommer i paradis - nej jeg tror det bedste ved døden er hvis den tanke om at man skal dø og ikke eksistere mere, kan være med til at man gør alt hvad man overhovedet kan for at få et godt liv.

Lige nu. Og lige her.

fredag den 26. november 2010

Touch of feeling

Oh Me, Oh My
I'm high as a kite
I don't ever want to come back down
You're nowhere to see
Oh My, Oh Me
I've been looking for you all over town


Trouble is...
Trouble is...
Trouble is that you don't care
Oh Me, Oh My
I wonder why
It's like you don't even know me no more
This love's for free
Oh My, Oh Me
And you can have it right here on the floor


Trouble is...
Trouble is...
Trouble is that you don't care


Oh Me, Oh My
I'm such a nice guy
Don't you remember me now?
Oh My, Oh Me
You've got to believe
I'm sorry that I let you down


Trouble is...
Trouble is...
Trouble is that you don't care

søndag den 21. november 2010

Let it snow, let it snow!


Hvad kan man sige? To geniale julefrokoster - først med "Team Håbløs" og dernæst med afløser-holdet fra Bytoften.

tirsdag den 9. november 2010

Poem with no rhyme

She is so fucked up, and freaks me out, she is so messed up.
Im on thé edge of to much thinking, im on thé verge of dying of to much thinking.
Im a poem with no rhyme.
Im a victim of a crime.
Im a writer with no pain.
Desperately searching for ways to write again.
So she´s with another man, Im not lost I just dont know who the fuck I am.
Im on thé edge of to much thinking, im on thé verge of dying of to much thinking.
Im a poem with no rhyme.
Im a writer with no pain.
Desperately searching.

Story of my life. --collage--

fredag den 5. november 2010

On the highway again..

Det er efterhånden gået op for mig at livet består af 2 dele. Hele eksistensgrundlaget består af 2 dele.
Ja alt i verden består af 2 dele.
Et frem og tilbage. Et op og ned.
Livet består af en mand og en kvinde.
Livet består af nedture og opture.
Livet består af fremgang og modgang.

Og det gælder simpelthen alting.
I politik - en venstrefløj og en højrefløj.
En ekspansiv finanspolitik og en kontraktiv finanspolitik.
En himmel og et helvede.
En ying og en yang.
Et øst og et vest.
Et hvidt og et sort.
Og gud og en satan.

Det sjove er hvor lang tid det egentligt har taget mig at indse. Og det er vel egentligt det som det handler om? At forlige sig med tanken om at det ikke altid går líge godt - og at det andre gange går fantastisk.

Mit arbejde består i at passe handicappede mennesker. En af personerne jeg passer som hedder Jette har flere gange gentaget den samme sætning igen og igen når hun skulle sove og jeg har sagt til hende at jeg lige rykkede hende frem i sengen - " Frem og tilbage er lige langt "
Men først efter at have hørt den sætning 100 gange gik det op for mig at hun har helt ret.

Der vil altid være de dårlige perioder - men de vil så sandelig også blive afløst af de gode perioder igen. Man skal ikke forvente at gå igennem livet helskindet uden nogensinde at have haft det svært.
Og når man tænker over det - så ville livet slet ikke være værd at leve hvis alting var en dans på roser.
Hvis du aldrig har været rigtigt sulten, vil du ikke sætte ordentligt pris på at få mad.
Hvis du aldrig har manglet penge vil det ikke betyde nær så meget at vinde en million.
Hvis du aldrig har oplevet ulykkelig kærlighed vil du heller ikke kunne sætte pris på det, den dag du møder ægte kærlighed.
Og sådan kan man ellers fortsætte.
Man siger tit at nederlag osv. gør en stærkere. Det kan der være en vis sandhed i - hvis man formår at bruge det konstruktivt. Men det er ihvertfald sikkert at modgang og nederlag gør en i stand til at sætte pris på en masse ting, man måske ikke ville have sat pris på ellers.

Men ja - jeg er da så heldigvis ved at ramme en kurve i mit liv der går opad. Arbejdslivet går perfekt - arbejder sammen med de mest fantastiske kollegaer og passer de rareste beboere. Fremtidsplanerne er der også styr på for første gang i mange mange år, og sådan generelt går det bare derud af;)
Og har fundet på de mest geniale julegave ideer ;)

tirsdag den 2. november 2010

Fuck hvad verden mener.!

Well - jeg er her stadig. ALtså gik verden ikke under den 30 oktober, som jeg ellers frygtede. Sådan gælder det faktisk næsten alle ting tror jeg. Det må være noget der generelt ligger til menneskeheden - altid at frygte det værste. Sådan har det vidst altid været, -blodspor igennem hele historien fortæller ihvertfald deres helt egen historie. Der er de helt fænomenalt store ting som vi har været bange for igennem historien. Men selv hvis vi går i dybden med hverdagens ting finder vi frygt.


Du har inviteret til middagsselskab fredag den 13. Dine venner med påhæng, I blir i alt 13 til bords. Hvad tænker du på lige nu? Hvilke tanker farer igennem hovedet på dig?

7-9-13, det skal nok gå altsammen? Det er der slet ingen tvivl om. I virkeligheden er der 13 stjernetegn. Det sidste stjernetegn er edderkoppen - er du i øvrigt bange for edderkopper?

De fleste mennesker er i mere eller mindre grad viklet ind i et spind af frygt. Men hvad skaber dette spind? Frygt er hvad vi gør det til. Livet er, hvad vi gør det til. Hvorfor så ikke gøre det til et liv uden frygt?

"Menneskelig dumhed og frygten for det ukendte
har bremset udviklingen til alle tider."
                                                        Immanuel Kant

Vi har vel alle efterhånden hørt om stress management i disse tider hvor man faktisk ikke snakker om andet end stress. Men hvorfor fokusere vi ikke mere på Fear management, da frygt må være en stor kilde til stress, angst og depression. Når vi føler frygt kommer også følelser som vrede, aggression og adskillelse. Når vi frygter en masse ting føler vi os adskilt fra os selv og hinanden.

Jeg tror at alle følelser udspringer af kærlighed og frygt. Når der er kærlige vibrationer er der ingen frygt. Og frygt er jo egentligt noget forfærdeligt noget. Frygt er en illusion der begrænser og hæmmer mennesket mere end noget andet. Hvorfor altid frygte det ukendte? For hvordan kan vi frygte noget vi ikke kender?

Og jeg synes faktisk at frygten er løbet løbsk i verden i dag. Men vi er selv med til at nære den. Når vi fokusere på alle de ting og situationer der kan gå galt i vores liv, dirigere vi reelt vores energi til frygten.

Men ja det er svært i dag. De to største frygtmagere i samfundet er politikerne og medierne. De er styret af at tjene penge og enten holde på eller opnå magt. Og her må det siges at frygt er det bedste værktøj til at opnå de mål. Og så er det klart at det er svært for os andre almindeligt "dødelige" at opnå en tilstand uden frygt.

Men når det så er sagt, må jeg os sige at jeg er ved at være overordentligt træt af frygt. Prøv at tænk efter - hvor mange ting frygter du ikke? Vi er bange for at være anderledes, hvilket måske i virkeligheden er at være bange for os selv? Vi er bange for at miste os selv. Vi er bange for at være alene. Vi er bange for at skille os ud fra flokken eller træde ud af normen og svømme mod strømmen. Vi er bange for at miste vores børn, partner, kæreste, venner. Vi er bange for at miste anseelse, position, titel og status, hvilket egentligt er fuldstændig irrelevant. Som jeg har nævnt i et tidligere indlæg så er vi bange for at droppe skuespillet og bare være os selv.
Vi vil hellere (læs: ikke mig..) vende øjnene den anden vej, eller lukke dem af frygt for at opdage en anden ´virkelighed´ end den vi har bildt os selv ind. I stedet for bare at slå hånden i bordet, konstatere tingenes tilstand som de er og så få gjort noget ved skidtet..
For det eneste frygt gør er at putte os i et psykisk fængsel. Vi føler os maste og trængte og tappet for energi. Den lammer os og vi mister vores handlekraft og tro på os selv. Det er et selvskabt fængsel..

Og politikkerne ved det. Frygt har til alle tider været en måde at styre masserne på. Kan man få mennesker til at frygte noget, vil den normale reaktion være at de ønsker beskyttelse. Og dermed indskrænkes den personlige frihed.
Siden terror angrebet 9/11-2001 er den personlige frihed blevet stærkt begrænset. Folk er bange og søger beskyttelse. Hvilket har medført stigende overvågning, scanning af emails og tusind andre ting. Der er stortset ingen grænser for opfindsomhed, når det gælder om at kontrollere mennesket. I dag kan enhver person anholdes uden begrundelse ifølge terrorparagraffen der tilsidesætter alle vores rettigheder. Det er nærmest en ren heksejagt taget fra de gamle dage..

Digt inspireret af Piet Heins

At leve i nuet,
det er livets teknik og alle folk gør deres bedste,
men halvdelen af os vælger det nu, som gik,
og den anden halvdel vælger det næste.
Og dette forrige nu og det kommende nu bliver aldrig i livet presente,
og alle folks levetid går så nu
med bare at mindes og at vente på at øjeblikket nu åbner sig.
men det nu, som er gået, er altid forbi,
og det næste bliver aldrig det rette.
Næ, sørg for, at det nu, du lever i,
én gang for altid er netop nu og her.

Hvad sker der med vores fremtid når vi konstant hører i medierne - ”I have a nightmare” i stedet for ”I have a dream”?

Det afhænger jo så helt af hvor meget vi lader os påvirke af medierne. - Derfor var jeg helt oppe og køre da jeg dagen efter det mislykkede terror angreb i Dk (terroristen der "valgte" at detonere en bombe på toilettet) så et indslag i ´Live fra Bremen´ hvor de lavede en sketch hvor de gjorde grin med ham..! Det var da kanon god stil.!.. Det viser fremfor alt at det ikke er alle der er bange for terrorister, eller bange for at gøre grin med dem..! Så måske det går i den rigtige retning..

Én ting er ihvertfald sikkert.. Jeg er så pisse træt af at alle er bange for alting.. Fuck om du passer ind i samfundet.. Fuck om du ligner en million og siger de "rigtige" ting på de rigtige tidspunkter.. Kan folk ikke li dig fordi du ikke passer på stereotypen i det danske samfund - så fuck da dem.. Så er de bare ikke mere værd..
De absolut fedeste mennesker synes jeg er dem der er ligeglade. Ikke med samfundet eller med mennesker i helhed. Men dem der er ligeglade med hvad andre mener om dem. Jeg siger ikke at du skal dukke op til dine venners bryllup i et par lasede jogging bukser du har brugt i 14 dage og en t-shirt fra da du fra 13 år. For hvis du gør det handler det ikke længere om dig selv - men om mangel på respekt og medfølelse overfor dine medmennesker. Nej det jeg mener er at det da for helvede kan være ligemeget om håret sidder perfekt når du skal ned og handle ind. Det er sku da ligemeget om du går i Dolce & Gabbana hver dag. Opfør dig - og gå i det tøj DU kan li.. Ikke som dine kammerater og omverdenen synes. Stop med at ændre dig selv og dit udseende for andres skyld.. Vær dig selv..

Ellers ender du med at spille skuespil hele livet.
Hvorfor handler det altid om " Find 5000 fejl" ? Og ikke "Find 5000 gode ting" ?

torsdag den 14. oktober 2010

Mit "sociale jeg"

Siden sidst er der faktisk ikke sket så meget. Ihvertfald ikke noget totalt overrumplende og overraskende som ændrer ligepræcis dit liv, imens du er ved at læse denne tekst xD
Måske derfor jeg har droppet facebook? Fordi der skete for lidt i mit liv til at følge med alle de andre i statusopdateringer?
Men nej sådan forholder det sig nu ikke.. Jeg må efter flere år på facebook nok konstatere at man ikke behøver at have vildt meget indhold i sit liv for at kunne følge med strømmen derinde. Ligegyldige og totalt uinteressante opdateringer poppede op hver eneste gang man loggede på den famøse hjemmeside.

Sådan som jeg ser det så er der umiddelbart 3 store grupper der dominere facebook/fjæsbog/face eller hvad man nu vælger at kalde det.
  1. Den selvpromoverende gruppe
  2. Den "sociale" gruppe
  3. Generation X gruppen
Den selvpromoverende gruppe er dem der prøver at iscenesætte hele deres liv derinde. Og så alligevel ikke. For man må jo hurtigt konstatere at disse (Red: mig selv) ikke udstiller hele deres liv på facebook. Og hvis man nu tænker at det er da klart at man ikke fortæller de mest intime ting på face - så er det slet ikke det jeg mener.. Selvfølgelig fortæller man ikke de dybeste hemmeligheder man har - men folk i denne gruppe bruger stadig utrolig meget tid på kun at fortælle og udstille de dele af deres liv som lykkes. De fede ting. Alle festerne, rejserne, det fede job, alle de gange man mødes med vennerne etc etc.. I bund og grund så får man det til at lyde som om hele ens liv er en dans på roser. Det er kun de bedste billeder og videoer der når ud til "facebook-folket". Det er snart vigtigere at poste de fede billeder fra en fest - end selv at opleve selve festen. Folk i denne gruppe behøver ikke at have et skod liv fyldt med depressioner, modgang og kampe der skal udkæmpes konstant. Men det behøver slet ikke være derfor at de kun udstiller de gode sider af deres liv. Det er helt almindelige, jordbundne og ordinære mennesker - som simpelthen er ked af at være ligeså gennemsnitlig som resten af kongeriget Danmark.

Og det er sådan set klart når man kigger på samfundet i dag.
Altså alting handler jo om reklame. Ikke den kommercielle af slagsen, hvor det i sidste ende handler om hvor mange penge der ryger i kassen - men den personlige. Alt handler efterhånden om at sælge sig selv i dag. Det kan ses på vores tøj indkøb, daglivarer, luksusvarer, hvilke restauranter vi spiser på, hvilken fond vi støtter etc.
Det handler altså om at skabe et image udadtil der sælger.

Den "sociale gruppe" på facebook er så dem der kommer med hvad jeg vil kalde totalt ligegyldige opdateringer om alt imellem himmel og jord. Hvad deres kat har fået af spise, hvornår man laver aftensmad, hvor træt man var da man vågnede imorges og så videre.. For denne gruppe handler det om at vise andre hvor socialt man er ved hele tiden at råbe "Se på mig! Se på mig!" igennem 500 opdateringer, der også bliver kommenteret med mere eller mindre ligegyldige kommentarer.
Denne gruppe prøver ikke at selviscenesætte sig selv ved kun at smide de fede kommentarer, men fyre tværtimod omkring sig med alle mulige underlige ting for ligesom at blive bekræftet konstant.

Og så er der jo så den sidste gruppe. Generation X gruppen har jeg valgt at kalde den - da størstedelen af denne gruppe er fra denne generation, selvom der selvfølgelig er flere undtagelser. Denne gruppe har vel nok det sundeste forhold til det sociale netværk, og mange bruger det faktisk mest til at finde tidligere bekendtskaber, gamle klassekammerater og faster Erna som de sidst snakkede med i 93.. De har postet få billeder af dem selv, og kommer ikke med specielt mange opdateringer. De tjekker Facebook engang imellem for at se om der er sket noget nyt, eller om der lige skulle være en der har haft skrevet til dem siden sidste uge hvor de var derinde. De har ikke et behov for at blive bekræftet derinde og behøver ikke lige tjekke alting hver eneste dag.

Det er selvfølgelig meget firkantet skåret ud. Men tænker at de fleste mennesker der læser denne blog er på facebook - og der er tingene jo omend ikke mere firkantet så ihvertfald ligeså firkantet som dette.
Men nej det er overhovedet ikke en hetz imod facebook-folket. Som tidligere nævnt har jeg selv brugt ufattelig mange år på facebook, og jeg må da os tilstå at de sidste 10 dage - siden jeg meldte mig ud af det socialenetværk, faktisk også føler mig meldt generelt ud af det sociale. (spis en tudekiks - ja tak!)
Føler stadig det er den rigtige beslutning for mig, da jeg tilsidst var ved at brække mig over ligegyldige opdateringer og min egen trang til konstant at tjekke om der var sket noget nyt. Men ja må da konstatere at jeg lidt savner den måde at være social på. Det med lige at chatte med dem der lige var logget på. Det med at blive informeret om ting der skete i mine "nærmeste´s" liv. Og dermed havde muligheden for at følge med i tingene.
For kan efter 10 dages afholdenhed konstatere at jeg ikke aner en kæft om hvad der er sket i nogens liv. Kan konstatere at jeg fra at snakke med 10 mennesker om dagen på facebook nu er faldet i et dybt hul hvor mit "sociale jeg" er faldet med 90 %.
Og lige præcis på det punkt er facebook faktisk smart. Hvis man arbejder mere eller mindre konstant og hopper fra den ene dagvagt til den næste aftenvagt og derfor ikke har de store muligheder for at mødes med folk, så er facebook en let måde lige at have lidt social kontakt udover arbejdet.

Men må så leve med at mit "sociale jeg" ikke bliver tilfredsstillet før april 2011 hvor jeg kan begynde at skrue ned for arbejdsrytmen og istedet nyde en jordomrejse og en flytning til København.

Nu endte mit indlæg så med at handle om facebook og min forargelse/forundring over dette medie, hvor det istedet var meningen at det skulle handle om hvilke "spændende" og "interessante" ting der er sket i mit liv siden sidst.. Altså en form for forlængelse af en facebook statusopdatering..!?
(Ironi tilsættes i passende mængde..!!..)

Men for at opsummere mit tilsyneladende ikke-så-interessante-liv så er der sket dette:
  • Har modtaget mit Wondercard fra kilroy
  • Min jakke blev væk i byen i Skive til min mors fødselsdag
  • Min email virker ENDELIG igen
  • Har for første gang været på Bones og fejre min papmors fødselsdag
  • Skal til bryllup med arbejdet på lørdag
  • Og ser frem til en julefrokost den 6. november med q-klassen fra HF.

onsdag den 13. oktober 2010

Mit liv som tinsoldat.

Der var engang 25 børn der gik i klasse sammen. Allesammen kom fra den samme by og allesammen var mellem 12 og 13 år. De var alle født i det samme samfund og alle havde de samme muligheder. Den ene elev lignede livagtigt den anden, kun en eneste var lidt forskellig. Han var mere mut og mere indelukket end de andre, fordi han på trods af at de alle havde de samme muligheder - ikke havde haft de samme vilkår. Han manglede psykisk et ben. Dog stod han ligeså fast igennem systemet - og livet som de andre. Og det er ham der er mærkværdig.

Han forblev altid tavs, for det passede sig ikke at råbe op.


I landet hvor de levede var mange andre børn. Der var også flere der ligesom den mærkværdige manglede et ben. Men de var få, og vidste derfor ikke noget om hinanden.


Livet gik sin gang og den mærkværdige spekulerede over sin gang her i verden. Han måtte jo være speciel siden han var den eneste der manglede et ben. Der måtte være et formål med ham.
Men det var svært. Den mærkværdige søgte og søgte efter en jomfru der ligesom ham selv manglede et ben.
Men hver gang han troede han havde fundet jomfruen, viste det sig at hun slet ikke manglede et ben alligevel. Den mærkværdige manglede bare så inderligt en jomfru - en sjæleven at han så alle mulige andre ting - men ikke at begge ben var der.

Når den mærkværdige endelig troede at han havde fundet sin jomfru rørte han sig ikke ud af stedet. Han stod standhaftigt på sit ene ben og lavede ikke en bevægelse. Selvom hele verden omkring ham rasede rundt, slog kolbøtter, førte krig og holdte bal.

Efter mange år på denne måde, gik det pludseligt op for den mærkværdige at han ikke var så mærkværdig alligevel. Hvor han før troede at hans mærkværdige liv havde et formål, gik det nu op for ham at han havde samme ligegyldige formål som alle andre.

Vinduet gik op og træk-vinden hev den mærkværdige ud fra tredje sal. Han fór igennem luften med en skrækkelig fart med sit ene ben strittende standhaftigt op i luften.
Han landene på brostenene - og selvom verden var lige ved at træde på ham, så så den ham ikke alligevel. Havde den mærkværdige råbt: Her er jeg! så havde den nok fundet ham. Men han fandt det ikke passende at skrige højt da han jo var standhaftig.

Nu begyndte det pludseligt at regne, og den ene dråbe med den anden blev til en flod.
En flok drenge der alle selv manglede en legemsdel fandt ham og tog ham med i deres båd.
Med tiden endte den mærkværdige med at være alene tilbage i båden. De andre som ham, var alle en efter en faldet med hovedet først over rællingen, og var forsvundet i flodens dyb.

Nu da den mærkværdige igen var helt alene fór båden under rendestenens bræt og ned i kloakkens mørke dyb. "Hvor mon jeg nu bliver ført hen", tænkte han, "ja ja, det er træk-vindens skyld. Sad jeg dog bare ikke alene men med min jomfru her i båden, så måtte her gerne være endnu mørkere".
Den mærkværdige blev ført hastigt afsted i strømmens stride bølger. Og kunne i horisonten øjne den lyse dag, men han hørte også en brusende lyd, der kunne gøre en tapper mand forskrækket. Der for enden af den mørke kloak var et kæmpe vandfald. Men han var allerede så tæt på vandfaldet at han ikke kunne standse.
Båden fór ud i lyset - og over vandfaldets kant, men den mærkværdige holdt sig så ret som han kunne, så standhaftigt som han kunne. Ingen skulle kunne sige om ham at han blinkede med øjnene.
Båden snurrede rundt og blev hurtigt fyldt med vand. Den mærkværdige sank mod det mørke dyb imens han tænkte på den nydelige jomfru der måtte være derude et sted. Som han nu aldrig ville få mulighed for at finde.
Lige før den mærkværdige nåede bunden, blev han slugt af en kæmpe fisk.


Nej hvor var der mørkt derinde. Endnu mørkere end under rendestenens bræt, og snævert var der også. Men den mærkværdige forblev standhaftig og sagde ikke et ord.
Fisken fór omkring i de store floder og nåede endda ud til selve havet.
Og sådan gik tiden i så lang tid at den mærkværdige aldrig troede at han skulle se lyset igen.
Selvom den mærkværdige nåede omkring alle verdenshavene, så fik han aldrig set noget som helst. Andet end fiskens inderste mørke.

Endelig en dag blev fisken stille og der farede en lysstråle igennem den. Lyset blændede den stakkels mærkværdige og der var flere der råbte højt: " Se det er den mærkværdige", og folk vidste nu pludseligt alting om ham.

Fisken var blevet fanget, bragt op til torvet, solgt og kommet op i køkkenet hvor fruen skar den op med en stor kniv. Hun tog med sine to fingre den mærkværdige om livet og bar ham ind i verden, hvor alle ville se den mærkværdige mand der sådan havde rejst hele verden rundt i maven på en fisk. Men den mærkværdige var ikke stolt.

Han var i den selvsamme verden som han havde været i før. Med de selvsamme børn og de selvsamme bygninger.
Og der stod en jomfru som holdt sig på et ben og var standhaftig som ham. Det rørte den mærkværdige og han var lige ved at græde, men det passede sig ikke. Han så på hende og hun så på ham men de sagde ikke noget.
I det samme tog en af smådrengene den mærkværdige og kastede ham lige ind i kakkelovnen, uden nogen som helst grund. Det var bestemt træk-vinden der var skyld i dette!
Den mærkværdige stod ganske belyst og følte en hede han aldrig havde prøvet før. Om det var ilden eller kærlighed vidste han ikke.
Han så på den lille jomfru, hun så på ham og han følte at han smeltede. Men han stod endnu ret og standhaftigt.
Pludselig gik der er dør op og vinden tog fat i jomfruen og hun fløj lige ind i kakkelovnen til den mærkværdige, blussede op og forsvandt i lys lue.

Så smeltede den mærkværdige og da fruen dagen efter tog asken ud, fandt hun ham som et lille tinhjerte. Af jomfruen var der derimod kun en palliet tilbage. Og den var brændt kulsort.

fredag den 8. oktober 2010

Ting jeg elsker.

Nu når jeg har lavet en "Ting jeg hader liste" burde jeg vel også lave en "Ting jeg elsker liste". Men hvordan definere man ordet eller følelsen ´at elske´?.



Altså hvor går grænsen imellem de ting man elsker - og så de ting man holder af? Personligt så vil jeg sige at man kan elske en kæreste fordi vedkommende er som de er. Men uden at jeg er en decideret "cat-man" så synes jeg også at jeg elsker mine 2 katte. De er begge nære "familiemedlemmer". Og så er der måske nogen der ku finde på at spørge om man kan elske et dyr? Det kommer jo så helt an på hvordan man definere ´at elske´. Det kan jo betyde mange ting - nogle siger at de elsker popcorn, mens andre føler det er et kostbart ord som de kun bruger om en person de virkelig elsker, "kæresten, børnene eller mor og far".


Noget af det vigtigste er vel egentligt at elske livet. At være i live og at leve det fuldt ud. Det sværeste må være at elske sig selv og acceptere at man er som man er. Og egentligt kommer man vel længst ved at være som sig selv?!

En definition af ´at elske´ kunne være at man siger at det man elsker er det man ville sørge over at miste - hvorimod de ting man holder af kan erstattes af nye ting.
Men det er svært. Nogen ting elsker jeg bare for deres affektionsværdi, andre for de minder de bringer.


1:Jeg elsker at sidde et afsondret sted og bare lytte til verden. Fuglene, blæsten og hvad der nu bevæger sig.

2:Følelsen lige før man falder i søvn.

3:Elsker frostklare morgener

4:Solopgange- og solnedgange.


5:At gå en tur i skoven om foråret imens alting er ved at springe ud.


6:Elsker de bøger der er så gode at man har svært ved at lægge dem fra sig igen.


7: Elsker følelsen man får ved at hjælpe andre.


8: Elsker når man har gjort noget der virkelig gør en forskel. Det kan være forskellen på liv eller død - eller bare en stor forskel for den enkelte man har hjulpet.


9: Elsker at røgdykke. Følelsen det giver når man kravler rundt i et hus helt nede ved gulvet imens der bare er et tykt mørkt tæppe af røg 30 centimeter over gulvet, og man kan høre ilden knitre.


10: Elsker at sætte mig på min altan i bar overkrop og med en kold øl i hånden, en sommerdag hvor solen bare bager ned på en. Med musik i baggrunden, og så ellers bare tænke på ingenting.


11: Elsker at vågne spontant en vinternat hvor himlen bare er fuldstændig klar og fyldt med stjerner.


12: Elsker at cykle en mørk aften hvor det eneste der lyser op er månen og stjernerne.
13: Elsker at løbe tosset rundt under en vandspreder en sommerdag ude på en random mark.

14: Elsker store familiefester.

15: Elsker at rejse. Ikke for at se alverdens store monumenter eller noget lignende. Hellere "bagsiden af medaljen". De ting som de færreste vil bruge deres ferie på at se.


16: Elsker at udfordre mig selv. Det kan være med uddannelse, bungyjump, rapelling og lignende ting.


17: Elsker følelsen af at "føle sig hjemme". Trygheden og bare det at hvile i sig selv.


18: Elsker at blive rost af folk.


19: Elsker når folk ringer eller skriver til en for at høre om man ikke skal ses - følelsen af at folk har lyst til at tilbringe tid med en.


20: Elsker at føle mig værdsat.


21: Elsker de få gange i livet hvor jeg har kigget mig i spejlet og bare tænkt: Det er sku okay det her Kim. Du kan være tilfreds med dig selv.

onsdag den 6. oktober 2010

Ting jeg hader!..

Der er faktisk ufatteligt mange ting jeg hader i dagens verden..


1: Den måde hvor på nogle religiøse mennesker overhovedet ikke vil tro på at de måske tager fejl. Uanset hvor mange argumenter du kommer med - og hvor lidt de selv kan modargumentere.

2:Folk der synes at det er fedt at man kan se 20 cm underbukser der stikker ud fra deres bukser. Nej vi gider ikke se på jeres valg af undertøj..!! Uanset om der står Bjørn Borg eller Calvin Klein på lortet..

3: At stå i kø. - Det er da et absolut tidsspilde..

4: Folk der ikke ved hvordan man siger "tak". Sig mig hvor uopdragen og utaknemmelig kan man lige være??

5: Folk der ikke ved hvordan man tilgiver. Nogen gange laver man bare fejl... Ingen er fucking fejlfri!! Hvorfor så ikke lære at tilgive hinanden og komme videre??

6: Folk der ikke vil indrømme noget de har gjort. Hvis du har lavet lort i den så sig det da forfanden... Enten ved alle andre det godt, ellers så bliver det ihvertfald opdaget før eller siden..

7: Folk der ikke ved hvordan man går på kompromis. Det kan pisse mig af.. "Nej alt skal bare køre efter mit hoved - fucking lorte mentalitet!!" Man kommer ingen fucking vegne uden samarbejde..

8: Folk der fortæller deres små børn sandheden om julemanden. Læste et sted at gennemsnitsalderen for børn der har set en eller anden form for porno er ca 12 år.. Så lad da forhelvede børnene være børn så længe det er muligt..

9: At man mange gange først kan se kvaliteten af ting/personer, når de er væk. Det gir jo absolut ingen mening??

10: Janteloven - hader når folk har ondt i røven over andres succes.

11: Hader folk der i forvejen har fordomme om bestemte "typer" personer uden de egentligt har snakket med dem. Eller folk der har hørt rygter om andre - og så er det bare sådan!!?? Der er ikke kun én side af alle sager... Verden er ikke kun sort og hvid... Prøv da at snakke med personen - og få så din EGEN mening!

12: Når cyklen takker over og man smadrer bjælderne ned i stangen. Og det sker bare ikke kun én gang i livet...

13: Folk der udendørs brokker sig over lugten af tobaksrøg. Nu er vi rygere i forvejen forbandet ud af alle arbejdspladser, restaurationer og barer... Lad os nu forhelvede være!

14: Det der vand der kommer ud af senneppen før der kommer sennep. Hvad fanden skal det lige til for?? Det er da uber klamt!

15: Piger der mener de ser godt ud med en ½ liter maling i face. Come on!! Det er hverken fedt at kunne smage makeup - eller skulle fjerne "klovne" fjæset der har brændt sig ned i hovedpude betrækket..!

16: Piger der ophøjer sig selv på en piedestal, og mener at verden kun eksistere for dem. Specielt de tøser der bare hakker en eller anden stakkels fyr ned når han kommer hen og snakker med dem, fordi han ikke lige ligner Jean Claude van damme, kører i sportsvogn og har røven fuld af penge..!

17: Folk der lyver. Det bliver ALTID opdaget før eller senere.. Og så er tingene bare langt værre...

18: Folk der ALTID kommer forsent. Hvad fanden sker der for det?? Hvis man altid kommer forsent så burde man måske overveje at lette røven 10 min tidligere næste gang..

19: Folk der spiser med åben mund og smasker. Det er jo bare klamt... Hvis jeg har lyst til at se forarbejdsningsprocessen på din mad, så skal jeg nok selv sige til..

20: Når man sluger en flue om sommeren, når man er ude og cykle...

21: Når man får vand i næsen...

22: Når Jehovas vidner ikke forstår at når man i forvejen har takket nej 7 gange - så ombestemmer man sig nok ikke lige... Prøv næste kan de ringer på at spørge dem om du fortsat kan komme i den homoseksuelle swingerklub som du plejer..

23: Irriterende folk i gågaden der bliver ved med at komme hen og presse en til at støtte alverdens ting og sager. Fint at støtte de svage.. Men fandeme ikke fedt at blive presset til lortet..

24: Matematik!...

25: Hader ynkelige mennesker der lever det meste af deres liv på tilskud fra staten og som så samtidigt konstant brokker sig over at kommunen ikke vil støtte dem mere, at hele deres liv er frygteligt og at de hader deres sagsbehandler. Det er ofte folk som vil leve et liv som alle os andre der tjener vores egne penge, de føler sig ofte udenfor fordi de ike har råd til det samme som os andre - og så stemmer de naturligvis S.

26: Jeg hader k...vinder der forventer at vi mænd skal gøre alt for dem!.. Kvinder der forventer at blive behandlet som prinsesser og vartet op i hoved og røv, har vist glemt hvem fanden det er, der kontant råber op om ligestilling, ligeløn, lige løn og hvad de nu ellers vil have. Jeg er helt enig i at der skal være ligestilling imellem mænd og kvinder.... MEN så kan man da ikke som en seriøs kvinde i dagens samfund forvente at blive behandlet som om de var lavet af glas på andre tidspunkter?? Hvis en kvinde forventer at jeg skal købe flotte gaver til hende konstant, tage hende med til månen på mit flyvende tæppe, invitere hende på de dyreste restauranter, invitere hende på en welness ferie (hvad end det så betyder), smide mig i muderet for hende og gøre alt hvad hun beder om - ja så kan hun os lave mad (eller for én gang skyld invitere mig på restaurant), gøre rent, vaske tøj og ALDRIG have hovedpine for mig... Vi lever i et moderne samfund.... Noget for noget - og LIGESTILLING!.

27: Jeg er fucking træt af gamle mennesker i trafikken!! Det er så pisse irriterende at ligge og køre bag en eller anden idiot der ingenting fatter.. Man kan hurtigt spotte dem - det er de eneste der kører 10 km/t under hastighedsgrænsen, glemmer at blinke, fortryder de ville dreje og svinger tilbage og tusinde andre eksempler.. Det er virkelig noget der pisser mig af... Specielt hvis man i forvejen har travlt..! Hvis man er bange for at køre bil (eller bare ikke evner det) så skal man sku til at tage bussen, investere i en cykel eller bare blive hjemme og se matador..!

28: Hader de gamle mennesker der mener at alt er tilladt for nu har de jo betalt skat i så mange år.. Det er dem der bare går ind midt i køen nede i supermarkedet eller bare går hen til kassen på posthuset uden at trække et nummer..! "Nå skulle jeg trække et nummer??" Nej men det er da os noget vi lige har fundet på.... Det er noget helt nyt jo..

29: Hader folk der går hen til bankterminalen, hæver nogle penge - og så bagefter bliver stående for at tjekke kvitteringen igennem!!.. Hvad fanden vil de gøre hvis de opdager der er en fejl i kvitteringen?? Ordne det med automaten igen eller?? Smut nu væk fra den skide automat så vi andre kan komme til og orden eventuelle fejl inde i banken (Som jo er det eneste sted det kan ordnes!!)

Og så kom jeg vist af med lidt af min galde.:)

onsdag den 29. september 2010

Siden sidst.

Ja ved ikke hvor meget der lige er sket siden sidst:) Er ikke til at holde styr på det hele.
Men ja for det første, så er jeg en af de famøse der har fået spærret min hotmail!! Og hold da kæft hvor er jeg harm over det.. Meget fint at de vælger at rydde op i de forskellige emails, og meget fint at de tænker på sikkerheden - MEN kunne de da for ind i h......... ikke have informeret folk om det først??? Så man havde en chance for at forberede sig på det! Og samtidigt havde det nok også været smart lige at sætte lidt flere folk ind i deres kundeservice... De kan ikke kontaktes telefonisk, derfor er der nok 15.000 andre personer der ligesom mig prøver at komme i kontakt med dem inde på deres kundesupport-side... Hvilket resultere i at jeg ikke har fået nogen som helst respons fra dem UANSET HVAD jeg har gjort og skrevet... Når først man "mister" sin email, så kommer man virkelig til at se hvor meget man bruger den normalt.. Alt kontakt med Brandvæsenets administrative afd, Beredskabsstyrelsen, kilroy travels osv bruger jeg jo min email til!!
...........................
Og det var så et lille ( Meget lille ) udpluk af min vrede, jeg hermed sender i mine tanker til de fjolser der besluttede at blokere 18000 kontoer på hotmail..

Nu er vi også nået så langt at meget af jordomrejsen skal betales nu på fredag - bliver dejligt at man nu ligesom er igang med at få det sidste ordnet der:)
Samtidig er vi os ved at have styr på forsikringer, visum, vaccinationer osv.. Der er en del planlægning til sådan en jordomrejse:)

Udover det så sker der ikke så meget:) Min mor havde fødselsdag tirsdag den 28 (igår) så skal til Skive på fredag og fejre hende :) Ellers står weekenden vidst på det sædvanlige >arbejde<.
Jov i mandags var jeg forresten inde på Teko i Herning og stå model for en jeg kender der er ved at uddanne sig til designer :) Det var mega sjovt at prøve - plus jeg fik lov at beholde tøjet jeg havde stået model i :)

søndag den 26. september 2010

25-års krisen = ét frø eller en gravsten?

Uden at det skal lyde som det rene praleri, så har jeg altid været én af den slags mennesker der ikke frygtede noget. Selvfølgelig frygtede jeg de almindelige ting, såsom at miste sin familie eller lignende. Men udover det var jeg mere eller mindre frygtløs. At blive hejst op i 80 meter har aldrig været noget problem. Klaustrofobi har jeg heller aldrig lidt af, kan jeg sige med sikkerhed efter massevis af timer i beredskabsstyrelsens panik-containere. At rende ind i overtændte huse midt om natten, og at komme ud til diverse trafikulykker har heller aldrig været et problem. MEN! - At fylde 25 år har pludselig fjernet den ellers så hårde skal, og gjort mig bange. Jeg hader den. Jeg foragter den og mest af alt frygter jeg den - nemlig 25-års krisen. Der er nu 35 dage tilbage til at finde ud af hvad jeg stiller op med den. Alt imens tomheden, panikken og frygten raser indeni mig som en flok vilde heste finder jeg mig selv siddende og tænker over hvad jeg egentligt har opnået her i livet.

Selvfølgelig har jeg da haft mine gode tider, og opnået forskellige ting. Især i løbet af de sidste 5år, såsom hvordan min spontanitet nogen gange har brølet afsted,og ofte bragt mig i nogle svære situationer - men så sandelig også i nogle gode. Men alligevel misunder jeg de unge i dag. Ikke for hvor mange muligheder de har, eller for deres påklædning, men fordi de endnu har mange år endnu hvor de kan skabe sig åndsvage, og leve højt på det.


Alt imens mit voksne liv for alvor er ved at starte.
Hvis jeg ser tilbage på mit liv og hvad jeg har udrettet og om jeg kunne have forberedt mig bedre, så har jeg sprunget over hvor gærdet er lavest. Og det er her panikken for alvor begynder at rase rundt i kroppen på mig. Burde jeg have en kæreste nu, hvor der var en réel chance for at øjne et ægteskab i horisonten? Burde jeg tænke på børn? Tiden er ihvertfald imod mig på disse områder. Når man er en fast-tømret single-fyr som mig, så ser det ikke overdrevet godt ud.


Man begynder også rent fysisk at ændre sig nu. Håret er måske allerede en anelse tyndere hist og her, konditionen er ikke hvad den har været og kiloene begynder også at rokere rundt på kroppen og sætte sig de forkerte steder.
Det er med rystende ben og skælvende hænder jeg hver morgen ser mig selv i spejlet. Søgende efter fejl og mangler. Og desværre er der flere og flere at finde.

Selvfølgelig er der også det positive aspekt af denne krise. Man tager ting mere seriøse end man gjorde før. Jeg er blevet mere opmærksom på verdenen omkring mig i forhold til mit yderst store ego. Nyhederne interessere mig meget mere, og jeg finder mig selv siddende på text-tv flere gange hver dag for at se på verdenssituationen. Jeg er heller ikke så naiv mere som jeg var som ung teenager, hvor jeg troede at solen kun drejede rundt om mig.


Så ja min fornemmelse siger mig et eller andet sted at jeg er ved at blive voksen.


Min interesse for nyheder er ikke det eneste der er steget de sidste år. Mit kaffeforbrug er også steget til maniske højder hvor jeg faktisk ikke tror at jeg kan klare mig igennem morgenen uden en kop kaffe. Elsker stadig at gå i byen - men det er så en af de ting der er blevet skåret kraftigt ned på.


Det giver mig en ambivalent følelse at tænke på at jeg først er færdig på universitetet som 30-årig, men at jeg samtidig os føler mig tvunget til at tænke på ting som hus, børn, hund, farven på mig væg og en kone.
Jeg kan derfor se frem til 10 år fyldt med panik, angst og en vis tomhed hvis tingene går skævt for mig.


Man siger om midtvejskrisen, at det er panik før lukketid. Modsat er denne krise panik før åbningstid.
Hvor det eneste man kan gøre er at stå bagved døren og stirre ud på den virkelige verden.


Med alt det der medfølger.

lørdag den 18. september 2010

Hvad er DU værd?

Forleden dag sad jeg og skrev med en kammerat om hvad han skulle give sig til at lave. Han var ikke sikker på at han havde valgt "den rigtige hylde" da han tog sin uddannelse på Teknisk skole, og nu var han kommet i tvivl om hvad der så skulle ske.

Uden at tænke videre over det spurgte jeg ham om to spørgsmål.

Hvad er du god til?
&
Hvad interessere dig?

Straks efter bippede der en Sms-besked ind med spørgsmålet: Jamen hvad er du god til Kim?
Og der må jeg nok sige at jeg lige tabte mælet et øjeblik, for det havde jeg jo ikke lige tænkt over.
Men jeg tror faktisk at det er vigtige spørgsmål - der er med til at definere vores liv, og hvordan vi i daglidagen har det med os selv.
Jeg tror vi ofte har en tendens til at kigge på os selv med de "negative briller."

Hvad er DU værd?

Ikke i kroner og ører, ikke i andre menneskers vurderende øjne og ikke som en vare på arbejdsmarkedet.
Men hvad synes DU SELV at du er værd?
Hvis du skulle give dig selv en karakter på 12-skalaen, hvilken karakter giver du så dig selv?
Jeg vil tro at 95% af os aldrig ville give os selv et solidt 12-tal. Og som direkte følge af dette, vælger mange af os heller ikke at give vores nære, kollegaer og venner et 12-tal.
Men jeg tror at den karakter og det tal du vælger, er det du lever dit liv udfra. Tallet bestemmer hvor langt du når i dit liv. Hvor meget du udretter, hvor meget kærlighed du føler og hvad du gør i dit liv.

Så hvorfor er det at vi ikke giver os selv et 12-tal, bare for at prøve at se hvem vi så ville være?
Hvad er du ikke i stand til at gøre, give og være hvis du er et 12-tal?

Ovenstående handler udelukket om ens eget selvværd.
Selvværd handler om hvem jeg ER som menneske. Ikke hvad jeg kan præstere i samfundet.
Selvværd handler om den indre følelse der siger at uanset hvad - så er jeg okay.
Og er vel nok en af de vigtigste følelser i forhold til at acceptere sig selv. Selvværdet er noget der langsomt er blevet opbygget igennem barndommen/og livet ved andres accept og forståelse. Hvis vi har følt os elsket og respekteret, uanset hvad vi kan præstere, er det med til at opbygge vores selvværd. Det at andre tror på os, og har respekteret hvem vi er, uden at man har skullet lave noget om på sig selv, giver muligheden for at lære os selv at kende. Vide hvad der er mine følelser - og ikke noget andre har sagt jeg skulle have.

En sådan selvaccept giver en stabil kerne i det indre, som gør at vi er svære at vælte, netop fordi vi ikke er afhængige af hvad andre siger og mener. Uanset hvad så ved man at man er god nok, og derfor kan man lettere bære nederlag og svære tider.

Noget andet er selvtillid.
Selvtillid handler om de ting vi kan, og er kommet fordi der er ting vi føler vi er gode til. Igennem vores barnddom har vi opbygget en tro på at vi har nogle evner, og at vi er gode til nogle ting. Hvis vi så samtidigt er blevet rost for disse ting, på en sådan måde at vi føler at det er ligepræcis evnerne der gør at vi er elsket og føler os værdsat, så er det med til at give en selvtillid.
Modsat selvværd så er selvtillid et ydre skelet omkring os, og ikke en indre "jeg" følelse. Selvtillid er som et stillads vi kan læne os op ad i stormvejr, og er med til at vi føler os trygge.
Problemet med selvtillid er at hvis vi af den ene eller anden grund, pludseligt ikke kan det samme som tidligere, eller hvis vi er sammen med mennesker der ikke bekræfter os for vores evner så vælter stilladset og vi føler os ikke trygge mere.
Problemet er derfor at hvis vi føler os elsket og værdsat for de TING vi kan - og ikke for hvem vi ER, så er det de ydre ting vi bliver afhængige af. Hvad andre mener om os, og hvad omgivelserne tænker.

Om man har en stor selvtillid eller et stort selvværd er alfa omega i forhold til vores liv og dagligdag. Det er betydningsfuld i forhold til hvordan vi er sammen med andre mennesker og i sociale fællesskaber. Og specielt i forhold til at finde en partner. Hvis man ikke igennem barndommen har fået opbygget en indre følelse af værdi, vil man igennem hele livet forsøge at skabe sin værdi igennem det ydre og hvad man kan præstere. Man vil forsøge at blive elsket for det man gør. Det er hårdt arbejde fordi man er afhængig af at der er andre mennesker der kan bekræfte en.
Derfor vil man - måske ubevidst, søge efter en partner for at få denne bekræftelses følelse. Og for at få det kommer man let til at lave om på sig selv, alt efter hvad man tror at partneren og omgangskredsen gerne vil have. Det er en konstant ´indre kamp´, hvor man igen og igen går på kompromis med sig selv. Derfor er det ikke noget der kan holde i længden. Man gør ting som er ens indre imod, og det skaber ikke følelsen af indre værdi. Tværtimod bliver man endnu mere usikker på sig selv.

Men hvordan ændrer man så på dette? Hvordan bliver man "ét" med sig selv?

Først må man lære sig selv at kende. Hvad er "mig"?
Hvad gør mig glad? Hvad gør mig sur og ked af det? Hvad er din livret? Hvad er din yndlingsfarve? Mange af tingene er banale - men er alle et vigtigt skridt hen imod at kende os selv. Endnu vigtigere er det at finde ud af, hvad der er din grænse. Hvornår føler du dig skidt behandlet og hvornår yder du mere end du kan.
Næste skridt er at udtrykke sine grænser og behov overfor andre mennesker. Hvilket er svært hvis man aldrig har lært det. Og selvom det måske virker forbundet med egoisme, så er det et vigtigt skridt at kunne respektere sig selv - så gør andre det nemlig også.

tirsdag den 14. september 2010

Mit liv i alfabet-generationen!

Jeg kom til at tænke på - hvor er vi egentligt henne i verden lige nu?
Her tænker jeg ikke fysisk, men mere mentalt og kulturelt?

I dag snakker man meget om de 2 generationer: //Generation X// & //Generation Y//
som hver især kendetegner nogle kulturelle/samfundsmæssige perioder.

Generation X er ofte beskrevet som kyniske og utilfredse. De er født i 60´erne og har haft store problemer med at få alting til at hænge sammen. De vil gerne bruge meget tid på familien og vennerne, men synes ikke rigtigt at de kan finde timer nok i døgnet til det - når de samtidigt gerne vil realisere sig selv. Derfor ser vi idag generation X "købe" sig til sine børns kærlighed, når de nu ikke kan finde tiden til at fortjene den igennem nærvær.
Generation X forsøgte/forsøger at finde og definere nogle enkle værdier i livet - i et overfladisk samfund fyldt med informationsstrømme.

Generation Y deriomod er født i 70´erne og 80´erne. De er opvokset i en tid med højkonjunktur hvor alt har været muligt. Og derfor er de (mig selv inkluderet) også blevet opdraget i den ånd.
Og ikke nok med at det meste har været økonomisk muligt for os - så har vi også været meget eftertragtede, da vi er en forholdsvis lille generation i forhold til tidligere generationer. Det betyder at vi har kunnet vælge og vrage i vores valg af arbejdsgiver. Generation Y er os kendt som Generation-why. Fordi det ikke længere bare er nok at have et arbejde - nu skal det også give mening. Vi ønsker at få en forklaring på, hvorfor vi skal gøre som vi bliver bedt om. Vi vil have en mening med opgaverne- ellers er det ligegyldigt.

Vi er vant til altid at være "online" og mobile - og har derfor et stort netværk som vi hele tiden benytter os af.
Vores privatliv og arbejdsliv smelter sammen til ét - det kan godt være at vi lige skal træne eller spille tennis fra 11-13, men tilgengæld løser vi da bare arbejdsopgaven derhjemme fra 20-22.
Tid er ikke så vigtigt for os - for vores arbejde er ikke bare et arbejde, det er også en hobby.

Man kan også kalde os for primadonna generationen -                               
  • Selvpromoverende
  • Selviscenesættende
  • Egoistiske
  • Rastløse
  • Forkælede
  • Bekræftelssøgende
Det kan der måske også være en vis sandhed i. Men det betyder jo så også at vi er åbne og modige, veluddannede og med styr på sagerne.

Men har vi så også det? Altså styr på sagerne.
Et stort minus ved vores generation er at vi også er hykleriske. Og hvad mener jeg så med det?
Jov altså:
Hykleri er at foregive at have en særlig tro, holdning, værdisæt, følelse, kvalitet eller standard, som man rent faktisk ikke har.
Hykleri er i denne forstand udtryk for ens frygt for konsekvenserne af at udtrykke sin sande holdning etc

Og det er lige præcis det jeg mener..
Vi (Red. generation Y) har store problemer med at finde os selv. Det moderne veldfærdssamfund har skabt et solidt servicefundament under vores tilværelse, som giver os mulighed for at realisere os selv. Den deraf stigende individualisme vi får gør os samtidigt mere sårbare. Når vi render rundt og prøver på at selvrealisere os selv - så er det med tanke på lighed. Altså vi mener at alle har lige muligheder idag. Alle kan tage hvilken uddannelse de vil. Vi kan alle rejse hvorhen vi vil. Men det skaber store konflikter for det enkelte individ, da virkeligheden jo faktisk ikke er sådan. Vi kan ikke alle blive stjerne for en aften.

Ideen om at vi alle kan blive til hvad vi vil - lægger et kæmpe pres på den enkelte. Hvor tit hører man ikke om studerende der ikke er tilfredse når de kommer ud fra eksaminationslokalet med en "skaldet" 10´er? Inklusiv mig selv?
Hvor ofte har i ikke hørt om studerende der knap nok har tid til familien og vennerne fordi de bruger alt deres tid på at læse på universitetet foreksempel?

Samtidigt så giver ideen om at alle kan "skabe deres eget liv" også problemer i forhold til at finde sin egen identitet.
Identitet er ikke kun en personlig sag idag - men påvirkes i stor grad udefra. Vores forståelse af hvem vi er afhænger også af hvordan omverdenen opfatter os, og behandler os.
Det er derfor mange af os er Shopaholic´s. En af måderne vi opbygger og udtrykker vores identitet overfor omverdenen er nemlig igennem elementer som: hvad vi spiser, hvad vi drikker og det tøj vi går i.

Fx så er synet fra omverdenen helt forskelligt på manden der kommer hjem fra arbejde på knallert og åbner en øl til aftensmaden - og så på ham der løber hjem fra arbejde og drikker et glas halvdyrt amarone til sin mad. Vi køber os så at sige til en form for identitet. Men man kan ikke købe sig til alting.
Man kan os tale om Formbarhed - vi har idag den forestilling at alt kan formes efter eget ønske.
Både kroppen, karrieren og vores materielle status.
Vi tror simpelthen at vi selv er 100% instruktør for vores eget liv - men igen er virkeligheden en anden. Det er ikke altid muligt at leve op til alles forventninger, eller ens egne. Og derfor føler mange sig utilstrækkelige.
- Og netop derfor er der mange der gør skade på sig selv idag. Om det er med steroider, barberblade eller farlige slankepiller er faktisk underordnet. Jeg siger ikke at alle der gør skade på sig selv gør det fordi de føler sig utilstrækkelige - men mange gør. Og det værste ved det hele er netop at fordi vi lever i et samfund i dag hvor man kan blive alt og realisere sig selv, så er der ikke plads til at være ked af det, og have det dårligt med sig selv - derfor tror jeg også at mange vælger at skære i sig selv foreksempel. De føler så meget indre smerte - men tør ikke komme ud med det af frygt for omverdenens reaktion og den eneste måde de kan overleve på er ved at prøve at ændre den psykiske smerte til en fysisk.
Mange er af den opfattelse at folk gør skade på sig selv, for at få opmærksomhed og råbe om hjælp. Det er der givetvis også mange der gør- men jeg tror át ligeså mange gør det for at prøve at komme af med lidt af smerten.

Men hvor er vores generation så på vej hen?

Jeg tror faktisk at det går i den rigtige retning - at skålen tipper.
Mon ikke vi pludselig blir trætte af hele tiden at prøve at blive det vi ikke er? Mon ikke vi blir trætte af at prøve at gøre alle andre end os selv tilfredse?
Mon ikke vi en dag bliver ligeglade med hvad andre tænker om os?

Det kan man da kun håbe på.
 - den dag min blog pludseligt ikke eksistere mere jeg har índset det.
    Indset at det er ligegyldigt hvad andre tænker.
Hvornår kommer dagen for dig?





Det er lidt det samme med facebook, twitter og denne blog her. Vi deler vores liv med hele verdenen - men kun de ting vi har lyst til at dele. Kun de gode billeder, og de kommentarer vi vil have respons på. At skrive en blog handler jo foreksempel ikke om at indvie andre i ens liv. Det handler i bund og grund om at indvie andre i det liv man gerne vil vise man lever.

Around the globe, part one!

Kan ikke vente længere..!


Vis stort kort

mandag den 13. september 2010

Sidste uge // Første uge

Så er første vagtdag - i min sidste vagtuge ved brandvæsenet startet. Dvs. jeg snart kan komme til at tjene nogle flere penge ved kollektivcentret.
Det er stadig en mega mærkelig følelse.. Blir vildt underligt fremover bare at høre udrykningerne, men ikke selv komme med på dem.
Igår stod dagen på arbejde + at være i Skive og fejre min søsters fødselsdag:)
Og ja den her uge står jo som sagt bare på vagt+en enkelt røgdykker øvelse på torsdag :)

lørdag den 11. september 2010

Legoland:D





Familien Mouridsen og Mønsted/Rix i Legoland:)
Det er Jons fødselsdagsgave fra mig af. Selvom han dog havde fødselsdag i maj. Men ja der skal jo være tid til det hele, og endelig kom vi afsted:) Turen går vidst derned i oktober igen :)
Men super herlig dag:)

fredag den 10. september 2010

Udtalelse.

Har netop modtaget en udtalelse fra Herning Brand og Redning:

"Kim har haft vagt hver 3. uge og punktligt deltaget i de forskellige udkald, hvor han altid har leveret en god arbejdsindsats ved alle typer af opgaver, som Beredskabet skal løse."

"Kim har udvist stor interesse for faget, og løst de opgaver, der er blevet stillet, meget tilfredsstillende, til gavn for hele Beredskabet og vi kan kun give ham de bedste anbefalinger."

Så føler man sig sku værdsat ikke? :)
Det er nu os med stor vemodighed at jeg har sagt op dernede - men sådan er tingene jo nogle gange.