Ja ved ikke hvor meget der lige er sket siden sidst:) Er ikke til at holde styr på det hele.
Men ja for det første, så er jeg en af de famøse der har fået spærret min hotmail!! Og hold da kæft hvor er jeg harm over det.. Meget fint at de vælger at rydde op i de forskellige emails, og meget fint at de tænker på sikkerheden - MEN kunne de da for ind i h......... ikke have informeret folk om det først??? Så man havde en chance for at forberede sig på det! Og samtidigt havde det nok også været smart lige at sætte lidt flere folk ind i deres kundeservice... De kan ikke kontaktes telefonisk, derfor er der nok 15.000 andre personer der ligesom mig prøver at komme i kontakt med dem inde på deres kundesupport-side... Hvilket resultere i at jeg ikke har fået nogen som helst respons fra dem UANSET HVAD jeg har gjort og skrevet... Når først man "mister" sin email, så kommer man virkelig til at se hvor meget man bruger den normalt.. Alt kontakt med Brandvæsenets administrative afd, Beredskabsstyrelsen, kilroy travels osv bruger jeg jo min email til!!
...........................
Og det var så et lille ( Meget lille ) udpluk af min vrede, jeg hermed sender i mine tanker til de fjolser der besluttede at blokere 18000 kontoer på hotmail..
Nu er vi også nået så langt at meget af jordomrejsen skal betales nu på fredag - bliver dejligt at man nu ligesom er igang med at få det sidste ordnet der:)
Samtidig er vi os ved at have styr på forsikringer, visum, vaccinationer osv.. Der er en del planlægning til sådan en jordomrejse:)
Udover det så sker der ikke så meget:) Min mor havde fødselsdag tirsdag den 28 (igår) så skal til Skive på fredag og fejre hende :) Ellers står weekenden vidst på det sædvanlige >arbejde<.
Jov i mandags var jeg forresten inde på Teko i Herning og stå model for en jeg kender der er ved at uddanne sig til designer :) Det var mega sjovt at prøve - plus jeg fik lov at beholde tøjet jeg havde stået model i :)
onsdag den 29. september 2010
søndag den 26. september 2010
25-års krisen = ét frø eller en gravsten?
Uden at det skal lyde som det rene praleri, så har jeg altid været én af den slags mennesker der ikke frygtede noget. Selvfølgelig frygtede jeg de almindelige ting, såsom at miste sin familie eller lignende. Men udover det var jeg mere eller mindre frygtløs. At blive hejst op i 80 meter har aldrig været noget problem. Klaustrofobi har jeg heller aldrig lidt af, kan jeg sige med sikkerhed efter massevis af timer i beredskabsstyrelsens panik-containere. At rende ind i overtændte huse midt om natten, og at komme ud til diverse trafikulykker har heller aldrig været et problem. MEN! - At fylde 25 år har pludselig fjernet den ellers så hårde skal, og gjort mig bange. Jeg hader den. Jeg foragter den og mest af alt frygter jeg den - nemlig 25-års krisen. Der er nu 35 dage tilbage til at finde ud af hvad jeg stiller op med den. Alt imens tomheden, panikken og frygten raser indeni mig som en flok vilde heste finder jeg mig selv siddende og tænker over hvad jeg egentligt har opnået her i livet.
Selvfølgelig har jeg da haft mine gode tider, og opnået forskellige ting. Især i løbet af de sidste 5år, såsom hvordan min spontanitet nogen gange har brølet afsted,og ofte bragt mig i nogle svære situationer - men så sandelig også i nogle gode. Men alligevel misunder jeg de unge i dag. Ikke for hvor mange muligheder de har, eller for deres påklædning, men fordi de endnu har mange år endnu hvor de kan skabe sig åndsvage, og leve højt på det.
Alt imens mit voksne liv for alvor er ved at starte.
Hvis jeg ser tilbage på mit liv og hvad jeg har udrettet og om jeg kunne have forberedt mig bedre, så har jeg sprunget over hvor gærdet er lavest. Og det er her panikken for alvor begynder at rase rundt i kroppen på mig. Burde jeg have en kæreste nu, hvor der var en réel chance for at øjne et ægteskab i horisonten? Burde jeg tænke på børn? Tiden er ihvertfald imod mig på disse områder. Når man er en fast-tømret single-fyr som mig, så ser det ikke overdrevet godt ud.
Man begynder også rent fysisk at ændre sig nu. Håret er måske allerede en anelse tyndere hist og her, konditionen er ikke hvad den har været og kiloene begynder også at rokere rundt på kroppen og sætte sig de forkerte steder.
Det er med rystende ben og skælvende hænder jeg hver morgen ser mig selv i spejlet. Søgende efter fejl og mangler. Og desværre er der flere og flere at finde.
Selvfølgelig er der også det positive aspekt af denne krise. Man tager ting mere seriøse end man gjorde før. Jeg er blevet mere opmærksom på verdenen omkring mig i forhold til mit yderst store ego. Nyhederne interessere mig meget mere, og jeg finder mig selv siddende på text-tv flere gange hver dag for at se på verdenssituationen. Jeg er heller ikke så naiv mere som jeg var som ung teenager, hvor jeg troede at solen kun drejede rundt om mig.
Så ja min fornemmelse siger mig et eller andet sted at jeg er ved at blive voksen.
Min interesse for nyheder er ikke det eneste der er steget de sidste år. Mit kaffeforbrug er også steget til maniske højder hvor jeg faktisk ikke tror at jeg kan klare mig igennem morgenen uden en kop kaffe. Elsker stadig at gå i byen - men det er så en af de ting der er blevet skåret kraftigt ned på.
Det giver mig en ambivalent følelse at tænke på at jeg først er færdig på universitetet som 30-årig, men at jeg samtidig os føler mig tvunget til at tænke på ting som hus, børn, hund, farven på mig væg og en kone.
Jeg kan derfor se frem til 10 år fyldt med panik, angst og en vis tomhed hvis tingene går skævt for mig.
Man siger om midtvejskrisen, at det er panik før lukketid. Modsat er denne krise panik før åbningstid.
Hvor det eneste man kan gøre er at stå bagved døren og stirre ud på den virkelige verden.
Med alt det der medfølger.
Selvfølgelig har jeg da haft mine gode tider, og opnået forskellige ting. Især i løbet af de sidste 5år, såsom hvordan min spontanitet nogen gange har brølet afsted,og ofte bragt mig i nogle svære situationer - men så sandelig også i nogle gode. Men alligevel misunder jeg de unge i dag. Ikke for hvor mange muligheder de har, eller for deres påklædning, men fordi de endnu har mange år endnu hvor de kan skabe sig åndsvage, og leve højt på det.
Alt imens mit voksne liv for alvor er ved at starte.
Hvis jeg ser tilbage på mit liv og hvad jeg har udrettet og om jeg kunne have forberedt mig bedre, så har jeg sprunget over hvor gærdet er lavest. Og det er her panikken for alvor begynder at rase rundt i kroppen på mig. Burde jeg have en kæreste nu, hvor der var en réel chance for at øjne et ægteskab i horisonten? Burde jeg tænke på børn? Tiden er ihvertfald imod mig på disse områder. Når man er en fast-tømret single-fyr som mig, så ser det ikke overdrevet godt ud.
Man begynder også rent fysisk at ændre sig nu. Håret er måske allerede en anelse tyndere hist og her, konditionen er ikke hvad den har været og kiloene begynder også at rokere rundt på kroppen og sætte sig de forkerte steder.
Det er med rystende ben og skælvende hænder jeg hver morgen ser mig selv i spejlet. Søgende efter fejl og mangler. Og desværre er der flere og flere at finde.
Selvfølgelig er der også det positive aspekt af denne krise. Man tager ting mere seriøse end man gjorde før. Jeg er blevet mere opmærksom på verdenen omkring mig i forhold til mit yderst store ego. Nyhederne interessere mig meget mere, og jeg finder mig selv siddende på text-tv flere gange hver dag for at se på verdenssituationen. Jeg er heller ikke så naiv mere som jeg var som ung teenager, hvor jeg troede at solen kun drejede rundt om mig.
Så ja min fornemmelse siger mig et eller andet sted at jeg er ved at blive voksen.
Min interesse for nyheder er ikke det eneste der er steget de sidste år. Mit kaffeforbrug er også steget til maniske højder hvor jeg faktisk ikke tror at jeg kan klare mig igennem morgenen uden en kop kaffe. Elsker stadig at gå i byen - men det er så en af de ting der er blevet skåret kraftigt ned på.
Det giver mig en ambivalent følelse at tænke på at jeg først er færdig på universitetet som 30-årig, men at jeg samtidig os føler mig tvunget til at tænke på ting som hus, børn, hund, farven på mig væg og en kone.
Jeg kan derfor se frem til 10 år fyldt med panik, angst og en vis tomhed hvis tingene går skævt for mig.
Man siger om midtvejskrisen, at det er panik før lukketid. Modsat er denne krise panik før åbningstid.
Hvor det eneste man kan gøre er at stå bagved døren og stirre ud på den virkelige verden.
Med alt det der medfølger.
lørdag den 18. september 2010
Hvad er DU værd?
Forleden dag sad jeg og skrev med en kammerat om hvad han skulle give sig til at lave. Han var ikke sikker på at han havde valgt "den rigtige hylde" da han tog sin uddannelse på Teknisk skole, og nu var han kommet i tvivl om hvad der så skulle ske.
Uden at tænke videre over det spurgte jeg ham om to spørgsmål.
Hvad er du god til?
&
Hvad interessere dig?
Straks efter bippede der en Sms-besked ind med spørgsmålet: Jamen hvad er du god til Kim?
Og der må jeg nok sige at jeg lige tabte mælet et øjeblik, for det havde jeg jo ikke lige tænkt over.
Men jeg tror faktisk at det er vigtige spørgsmål - der er med til at definere vores liv, og hvordan vi i daglidagen har det med os selv.
Jeg tror vi ofte har en tendens til at kigge på os selv med de "negative briller."
Hvad er DU værd?
Ikke i kroner og ører, ikke i andre menneskers vurderende øjne og ikke som en vare på arbejdsmarkedet.
Men hvad synes DU SELV at du er værd?
Hvis du skulle give dig selv en karakter på 12-skalaen, hvilken karakter giver du så dig selv?
Jeg vil tro at 95% af os aldrig ville give os selv et solidt 12-tal. Og som direkte følge af dette, vælger mange af os heller ikke at give vores nære, kollegaer og venner et 12-tal.
Men jeg tror at den karakter og det tal du vælger, er det du lever dit liv udfra. Tallet bestemmer hvor langt du når i dit liv. Hvor meget du udretter, hvor meget kærlighed du føler og hvad du gør i dit liv.
Så hvorfor er det at vi ikke giver os selv et 12-tal, bare for at prøve at se hvem vi så ville være?
Hvad er du ikke i stand til at gøre, give og være hvis du er et 12-tal?
Ovenstående handler udelukket om ens eget selvværd.
Selvværd handler om hvem jeg ER som menneske. Ikke hvad jeg kan præstere i samfundet.
Selvværd handler om den indre følelse der siger at uanset hvad - så er jeg okay.
Og er vel nok en af de vigtigste følelser i forhold til at acceptere sig selv. Selvværdet er noget der langsomt er blevet opbygget igennem barndommen/og livet ved andres accept og forståelse. Hvis vi har følt os elsket og respekteret, uanset hvad vi kan præstere, er det med til at opbygge vores selvværd. Det at andre tror på os, og har respekteret hvem vi er, uden at man har skullet lave noget om på sig selv, giver muligheden for at lære os selv at kende. Vide hvad der er mine følelser - og ikke noget andre har sagt jeg skulle have.
En sådan selvaccept giver en stabil kerne i det indre, som gør at vi er svære at vælte, netop fordi vi ikke er afhængige af hvad andre siger og mener. Uanset hvad så ved man at man er god nok, og derfor kan man lettere bære nederlag og svære tider.
Noget andet er selvtillid.
Selvtillid handler om de ting vi kan, og er kommet fordi der er ting vi føler vi er gode til. Igennem vores barnddom har vi opbygget en tro på at vi har nogle evner, og at vi er gode til nogle ting. Hvis vi så samtidigt er blevet rost for disse ting, på en sådan måde at vi føler at det er ligepræcis evnerne der gør at vi er elsket og føler os værdsat, så er det med til at give en selvtillid.
Modsat selvværd så er selvtillid et ydre skelet omkring os, og ikke en indre "jeg" følelse. Selvtillid er som et stillads vi kan læne os op ad i stormvejr, og er med til at vi føler os trygge.
Problemet med selvtillid er at hvis vi af den ene eller anden grund, pludseligt ikke kan det samme som tidligere, eller hvis vi er sammen med mennesker der ikke bekræfter os for vores evner så vælter stilladset og vi føler os ikke trygge mere.
Problemet er derfor at hvis vi føler os elsket og værdsat for de TING vi kan - og ikke for hvem vi ER, så er det de ydre ting vi bliver afhængige af. Hvad andre mener om os, og hvad omgivelserne tænker.
Om man har en stor selvtillid eller et stort selvværd er alfa omega i forhold til vores liv og dagligdag. Det er betydningsfuld i forhold til hvordan vi er sammen med andre mennesker og i sociale fællesskaber. Og specielt i forhold til at finde en partner. Hvis man ikke igennem barndommen har fået opbygget en indre følelse af værdi, vil man igennem hele livet forsøge at skabe sin værdi igennem det ydre og hvad man kan præstere. Man vil forsøge at blive elsket for det man gør. Det er hårdt arbejde fordi man er afhængig af at der er andre mennesker der kan bekræfte en.
Derfor vil man - måske ubevidst, søge efter en partner for at få denne bekræftelses følelse. Og for at få det kommer man let til at lave om på sig selv, alt efter hvad man tror at partneren og omgangskredsen gerne vil have. Det er en konstant ´indre kamp´, hvor man igen og igen går på kompromis med sig selv. Derfor er det ikke noget der kan holde i længden. Man gør ting som er ens indre imod, og det skaber ikke følelsen af indre værdi. Tværtimod bliver man endnu mere usikker på sig selv.
Men hvordan ændrer man så på dette? Hvordan bliver man "ét" med sig selv?
Først må man lære sig selv at kende. Hvad er "mig"?
Hvad gør mig glad? Hvad gør mig sur og ked af det? Hvad er din livret? Hvad er din yndlingsfarve? Mange af tingene er banale - men er alle et vigtigt skridt hen imod at kende os selv. Endnu vigtigere er det at finde ud af, hvad der er din grænse. Hvornår føler du dig skidt behandlet og hvornår yder du mere end du kan.
Næste skridt er at udtrykke sine grænser og behov overfor andre mennesker. Hvilket er svært hvis man aldrig har lært det. Og selvom det måske virker forbundet med egoisme, så er det et vigtigt skridt at kunne respektere sig selv - så gør andre det nemlig også.
Uden at tænke videre over det spurgte jeg ham om to spørgsmål.
Hvad er du god til?
&
Hvad interessere dig?
Straks efter bippede der en Sms-besked ind med spørgsmålet: Jamen hvad er du god til Kim?
Og der må jeg nok sige at jeg lige tabte mælet et øjeblik, for det havde jeg jo ikke lige tænkt over.
Men jeg tror faktisk at det er vigtige spørgsmål - der er med til at definere vores liv, og hvordan vi i daglidagen har det med os selv.
Jeg tror vi ofte har en tendens til at kigge på os selv med de "negative briller."
Hvad er DU værd?
Ikke i kroner og ører, ikke i andre menneskers vurderende øjne og ikke som en vare på arbejdsmarkedet.
Men hvad synes DU SELV at du er værd?
Hvis du skulle give dig selv en karakter på 12-skalaen, hvilken karakter giver du så dig selv?
Jeg vil tro at 95% af os aldrig ville give os selv et solidt 12-tal. Og som direkte følge af dette, vælger mange af os heller ikke at give vores nære, kollegaer og venner et 12-tal.
Men jeg tror at den karakter og det tal du vælger, er det du lever dit liv udfra. Tallet bestemmer hvor langt du når i dit liv. Hvor meget du udretter, hvor meget kærlighed du føler og hvad du gør i dit liv.
Så hvorfor er det at vi ikke giver os selv et 12-tal, bare for at prøve at se hvem vi så ville være?
Hvad er du ikke i stand til at gøre, give og være hvis du er et 12-tal?
Ovenstående handler udelukket om ens eget selvværd.
Selvværd handler om hvem jeg ER som menneske. Ikke hvad jeg kan præstere i samfundet.
Selvværd handler om den indre følelse der siger at uanset hvad - så er jeg okay.
Og er vel nok en af de vigtigste følelser i forhold til at acceptere sig selv. Selvværdet er noget der langsomt er blevet opbygget igennem barndommen/og livet ved andres accept og forståelse. Hvis vi har følt os elsket og respekteret, uanset hvad vi kan præstere, er det med til at opbygge vores selvværd. Det at andre tror på os, og har respekteret hvem vi er, uden at man har skullet lave noget om på sig selv, giver muligheden for at lære os selv at kende. Vide hvad der er mine følelser - og ikke noget andre har sagt jeg skulle have.
En sådan selvaccept giver en stabil kerne i det indre, som gør at vi er svære at vælte, netop fordi vi ikke er afhængige af hvad andre siger og mener. Uanset hvad så ved man at man er god nok, og derfor kan man lettere bære nederlag og svære tider.
Noget andet er selvtillid.
Selvtillid handler om de ting vi kan, og er kommet fordi der er ting vi føler vi er gode til. Igennem vores barnddom har vi opbygget en tro på at vi har nogle evner, og at vi er gode til nogle ting. Hvis vi så samtidigt er blevet rost for disse ting, på en sådan måde at vi føler at det er ligepræcis evnerne der gør at vi er elsket og føler os værdsat, så er det med til at give en selvtillid.
Modsat selvværd så er selvtillid et ydre skelet omkring os, og ikke en indre "jeg" følelse. Selvtillid er som et stillads vi kan læne os op ad i stormvejr, og er med til at vi føler os trygge.
Problemet med selvtillid er at hvis vi af den ene eller anden grund, pludseligt ikke kan det samme som tidligere, eller hvis vi er sammen med mennesker der ikke bekræfter os for vores evner så vælter stilladset og vi føler os ikke trygge mere.
Problemet er derfor at hvis vi føler os elsket og værdsat for de TING vi kan - og ikke for hvem vi ER, så er det de ydre ting vi bliver afhængige af. Hvad andre mener om os, og hvad omgivelserne tænker.
Om man har en stor selvtillid eller et stort selvværd er alfa omega i forhold til vores liv og dagligdag. Det er betydningsfuld i forhold til hvordan vi er sammen med andre mennesker og i sociale fællesskaber. Og specielt i forhold til at finde en partner. Hvis man ikke igennem barndommen har fået opbygget en indre følelse af værdi, vil man igennem hele livet forsøge at skabe sin værdi igennem det ydre og hvad man kan præstere. Man vil forsøge at blive elsket for det man gør. Det er hårdt arbejde fordi man er afhængig af at der er andre mennesker der kan bekræfte en.
Derfor vil man - måske ubevidst, søge efter en partner for at få denne bekræftelses følelse. Og for at få det kommer man let til at lave om på sig selv, alt efter hvad man tror at partneren og omgangskredsen gerne vil have. Det er en konstant ´indre kamp´, hvor man igen og igen går på kompromis med sig selv. Derfor er det ikke noget der kan holde i længden. Man gør ting som er ens indre imod, og det skaber ikke følelsen af indre værdi. Tværtimod bliver man endnu mere usikker på sig selv.
Men hvordan ændrer man så på dette? Hvordan bliver man "ét" med sig selv?
Først må man lære sig selv at kende. Hvad er "mig"?
Hvad gør mig glad? Hvad gør mig sur og ked af det? Hvad er din livret? Hvad er din yndlingsfarve? Mange af tingene er banale - men er alle et vigtigt skridt hen imod at kende os selv. Endnu vigtigere er det at finde ud af, hvad der er din grænse. Hvornår føler du dig skidt behandlet og hvornår yder du mere end du kan.
Næste skridt er at udtrykke sine grænser og behov overfor andre mennesker. Hvilket er svært hvis man aldrig har lært det. Og selvom det måske virker forbundet med egoisme, så er det et vigtigt skridt at kunne respektere sig selv - så gør andre det nemlig også.
tirsdag den 14. september 2010
Mit liv i alfabet-generationen!
Jeg kom til at tænke på - hvor er vi egentligt henne i verden lige nu?
Her tænker jeg ikke fysisk, men mere mentalt og kulturelt?
I dag snakker man meget om de 2 generationer: //Generation X// & //Generation Y//
som hver især kendetegner nogle kulturelle/samfundsmæssige perioder.
Generation X er ofte beskrevet som kyniske og utilfredse. De er født i 60´erne og har haft store problemer med at få alting til at hænge sammen. De vil gerne bruge meget tid på familien og vennerne, men synes ikke rigtigt at de kan finde timer nok i døgnet til det - når de samtidigt gerne vil realisere sig selv. Derfor ser vi idag generation X "købe" sig til sine børns kærlighed, når de nu ikke kan finde tiden til at fortjene den igennem nærvær.
Generation X forsøgte/forsøger at finde og definere nogle enkle værdier i livet - i et overfladisk samfund fyldt med informationsstrømme.
Generation Y deriomod er født i 70´erne og 80´erne. De er opvokset i en tid med højkonjunktur hvor alt har været muligt. Og derfor er de (mig selv inkluderet) også blevet opdraget i den ånd.
Og ikke nok med at det meste har været økonomisk muligt for os - så har vi også været meget eftertragtede, da vi er en forholdsvis lille generation i forhold til tidligere generationer. Det betyder at vi har kunnet vælge og vrage i vores valg af arbejdsgiver. Generation Y er os kendt som Generation-why. Fordi det ikke længere bare er nok at have et arbejde - nu skal det også give mening. Vi ønsker at få en forklaring på, hvorfor vi skal gøre som vi bliver bedt om. Vi vil have en mening med opgaverne- ellers er det ligegyldigt.
Vi er vant til altid at være "online" og mobile - og har derfor et stort netværk som vi hele tiden benytter os af.
Vores privatliv og arbejdsliv smelter sammen til ét - det kan godt være at vi lige skal træne eller spille tennis fra 11-13, men tilgengæld løser vi da bare arbejdsopgaven derhjemme fra 20-22.
Tid er ikke så vigtigt for os - for vores arbejde er ikke bare et arbejde, det er også en hobby.
Man kan også kalde os for primadonna generationen -
Men har vi så også det? Altså styr på sagerne.
Et stort minus ved vores generation er at vi også er hykleriske. Og hvad mener jeg så med det?
Jov altså:
Hykleri er at foregive at have en særlig tro, holdning, værdisæt, følelse, kvalitet eller standard, som man rent faktisk ikke har.
Hykleri er i denne forstand udtryk for ens frygt for konsekvenserne af at udtrykke sin sande holdning etc
Og det er lige præcis det jeg mener..
Vi (Red. generation Y) har store problemer med at finde os selv. Det moderne veldfærdssamfund har skabt et solidt servicefundament under vores tilværelse, som giver os mulighed for at realisere os selv. Den deraf stigende individualisme vi får gør os samtidigt mere sårbare. Når vi render rundt og prøver på at selvrealisere os selv - så er det med tanke på lighed. Altså vi mener at alle har lige muligheder idag. Alle kan tage hvilken uddannelse de vil. Vi kan alle rejse hvorhen vi vil. Men det skaber store konflikter for det enkelte individ, da virkeligheden jo faktisk ikke er sådan. Vi kan ikke alle blive stjerne for en aften.
Ideen om at vi alle kan blive til hvad vi vil - lægger et kæmpe pres på den enkelte. Hvor tit hører man ikke om studerende der ikke er tilfredse når de kommer ud fra eksaminationslokalet med en "skaldet" 10´er? Inklusiv mig selv?
Hvor ofte har i ikke hørt om studerende der knap nok har tid til familien og vennerne fordi de bruger alt deres tid på at læse på universitetet foreksempel?
Samtidigt så giver ideen om at alle kan "skabe deres eget liv" også problemer i forhold til at finde sin egen identitet.
Identitet er ikke kun en personlig sag idag - men påvirkes i stor grad udefra. Vores forståelse af hvem vi er afhænger også af hvordan omverdenen opfatter os, og behandler os.
Det er derfor mange af os er Shopaholic´s. En af måderne vi opbygger og udtrykker vores identitet overfor omverdenen er nemlig igennem elementer som: hvad vi spiser, hvad vi drikker og det tøj vi går i.
Fx så er synet fra omverdenen helt forskelligt på manden der kommer hjem fra arbejde på knallert og åbner en øl til aftensmaden - og så på ham der løber hjem fra arbejde og drikker et glas halvdyrt amarone til sin mad. Vi køber os så at sige til en form for identitet. Men man kan ikke købe sig til alting.
Man kan os tale om Formbarhed - vi har idag den forestilling at alt kan formes efter eget ønske.
Både kroppen, karrieren og vores materielle status.
Vi tror simpelthen at vi selv er 100% instruktør for vores eget liv - men igen er virkeligheden en anden. Det er ikke altid muligt at leve op til alles forventninger, eller ens egne. Og derfor føler mange sig utilstrækkelige.
- Og netop derfor er der mange der gør skade på sig selv idag. Om det er med steroider, barberblade eller farlige slankepiller er faktisk underordnet. Jeg siger ikke at alle der gør skade på sig selv gør det fordi de føler sig utilstrækkelige - men mange gør. Og det værste ved det hele er netop at fordi vi lever i et samfund i dag hvor man kan blive alt og realisere sig selv, så er der ikke plads til at være ked af det, og have det dårligt med sig selv - derfor tror jeg også at mange vælger at skære i sig selv foreksempel. De føler så meget indre smerte - men tør ikke komme ud med det af frygt for omverdenens reaktion og den eneste måde de kan overleve på er ved at prøve at ændre den psykiske smerte til en fysisk.
Mange er af den opfattelse at folk gør skade på sig selv, for at få opmærksomhed og råbe om hjælp. Det er der givetvis også mange der gør- men jeg tror át ligeså mange gør det for at prøve at komme af med lidt af smerten.
Men hvor er vores generation så på vej hen?
Jeg tror faktisk at det går i den rigtige retning - at skålen tipper.
Mon ikke vi pludselig blir trætte af hele tiden at prøve at blive det vi ikke er? Mon ikke vi blir trætte af at prøve at gøre alle andre end os selv tilfredse?
Mon ikke vi en dag bliver ligeglade med hvad andre tænker om os?
Det kan man da kun håbe på.
- den dag min blog pludseligt ikke eksistere mere jeg har índset det.
Indset at det er ligegyldigt hvad andre tænker.
Hvornår kommer dagen for dig?
Det er lidt det samme med facebook, twitter og denne blog her. Vi deler vores liv med hele verdenen - men kun de ting vi har lyst til at dele. Kun de gode billeder, og de kommentarer vi vil have respons på. At skrive en blog handler jo foreksempel ikke om at indvie andre i ens liv. Det handler i bund og grund om at indvie andre i det liv man gerne vil vise man lever.
Her tænker jeg ikke fysisk, men mere mentalt og kulturelt?
I dag snakker man meget om de 2 generationer: //Generation X// & //Generation Y//
som hver især kendetegner nogle kulturelle/samfundsmæssige perioder.
Generation X er ofte beskrevet som kyniske og utilfredse. De er født i 60´erne og har haft store problemer med at få alting til at hænge sammen. De vil gerne bruge meget tid på familien og vennerne, men synes ikke rigtigt at de kan finde timer nok i døgnet til det - når de samtidigt gerne vil realisere sig selv. Derfor ser vi idag generation X "købe" sig til sine børns kærlighed, når de nu ikke kan finde tiden til at fortjene den igennem nærvær.
Generation X forsøgte/forsøger at finde og definere nogle enkle værdier i livet - i et overfladisk samfund fyldt med informationsstrømme.
Generation Y deriomod er født i 70´erne og 80´erne. De er opvokset i en tid med højkonjunktur hvor alt har været muligt. Og derfor er de (mig selv inkluderet) også blevet opdraget i den ånd.
Og ikke nok med at det meste har været økonomisk muligt for os - så har vi også været meget eftertragtede, da vi er en forholdsvis lille generation i forhold til tidligere generationer. Det betyder at vi har kunnet vælge og vrage i vores valg af arbejdsgiver. Generation Y er os kendt som Generation-why. Fordi det ikke længere bare er nok at have et arbejde - nu skal det også give mening. Vi ønsker at få en forklaring på, hvorfor vi skal gøre som vi bliver bedt om. Vi vil have en mening med opgaverne- ellers er det ligegyldigt.
Vi er vant til altid at være "online" og mobile - og har derfor et stort netværk som vi hele tiden benytter os af.
Vores privatliv og arbejdsliv smelter sammen til ét - det kan godt være at vi lige skal træne eller spille tennis fra 11-13, men tilgengæld løser vi da bare arbejdsopgaven derhjemme fra 20-22.
Tid er ikke så vigtigt for os - for vores arbejde er ikke bare et arbejde, det er også en hobby.
Man kan også kalde os for primadonna generationen -
- Selvpromoverende
- Selviscenesættende
- Egoistiske
- Rastløse
- Forkælede
- Bekræftelssøgende
Men har vi så også det? Altså styr på sagerne.
Et stort minus ved vores generation er at vi også er hykleriske. Og hvad mener jeg så med det?
Jov altså:
Hykleri er at foregive at have en særlig tro, holdning, værdisæt, følelse, kvalitet eller standard, som man rent faktisk ikke har.
Hykleri er i denne forstand udtryk for ens frygt for konsekvenserne af at udtrykke sin sande holdning etc
Og det er lige præcis det jeg mener..
Vi (Red. generation Y) har store problemer med at finde os selv. Det moderne veldfærdssamfund har skabt et solidt servicefundament under vores tilværelse, som giver os mulighed for at realisere os selv. Den deraf stigende individualisme vi får gør os samtidigt mere sårbare. Når vi render rundt og prøver på at selvrealisere os selv - så er det med tanke på lighed. Altså vi mener at alle har lige muligheder idag. Alle kan tage hvilken uddannelse de vil. Vi kan alle rejse hvorhen vi vil. Men det skaber store konflikter for det enkelte individ, da virkeligheden jo faktisk ikke er sådan. Vi kan ikke alle blive stjerne for en aften.
Ideen om at vi alle kan blive til hvad vi vil - lægger et kæmpe pres på den enkelte. Hvor tit hører man ikke om studerende der ikke er tilfredse når de kommer ud fra eksaminationslokalet med en "skaldet" 10´er? Inklusiv mig selv?
Hvor ofte har i ikke hørt om studerende der knap nok har tid til familien og vennerne fordi de bruger alt deres tid på at læse på universitetet foreksempel?
Samtidigt så giver ideen om at alle kan "skabe deres eget liv" også problemer i forhold til at finde sin egen identitet.
Identitet er ikke kun en personlig sag idag - men påvirkes i stor grad udefra. Vores forståelse af hvem vi er afhænger også af hvordan omverdenen opfatter os, og behandler os.
Det er derfor mange af os er Shopaholic´s. En af måderne vi opbygger og udtrykker vores identitet overfor omverdenen er nemlig igennem elementer som: hvad vi spiser, hvad vi drikker og det tøj vi går i.
Fx så er synet fra omverdenen helt forskelligt på manden der kommer hjem fra arbejde på knallert og åbner en øl til aftensmaden - og så på ham der løber hjem fra arbejde og drikker et glas halvdyrt amarone til sin mad. Vi køber os så at sige til en form for identitet. Men man kan ikke købe sig til alting.
Man kan os tale om Formbarhed - vi har idag den forestilling at alt kan formes efter eget ønske.
Både kroppen, karrieren og vores materielle status.
Vi tror simpelthen at vi selv er 100% instruktør for vores eget liv - men igen er virkeligheden en anden. Det er ikke altid muligt at leve op til alles forventninger, eller ens egne. Og derfor føler mange sig utilstrækkelige.
- Og netop derfor er der mange der gør skade på sig selv idag. Om det er med steroider, barberblade eller farlige slankepiller er faktisk underordnet. Jeg siger ikke at alle der gør skade på sig selv gør det fordi de føler sig utilstrækkelige - men mange gør. Og det værste ved det hele er netop at fordi vi lever i et samfund i dag hvor man kan blive alt og realisere sig selv, så er der ikke plads til at være ked af det, og have det dårligt med sig selv - derfor tror jeg også at mange vælger at skære i sig selv foreksempel. De føler så meget indre smerte - men tør ikke komme ud med det af frygt for omverdenens reaktion og den eneste måde de kan overleve på er ved at prøve at ændre den psykiske smerte til en fysisk.
Mange er af den opfattelse at folk gør skade på sig selv, for at få opmærksomhed og råbe om hjælp. Det er der givetvis også mange der gør- men jeg tror át ligeså mange gør det for at prøve at komme af med lidt af smerten.
Men hvor er vores generation så på vej hen?
Jeg tror faktisk at det går i den rigtige retning - at skålen tipper.
Mon ikke vi pludselig blir trætte af hele tiden at prøve at blive det vi ikke er? Mon ikke vi blir trætte af at prøve at gøre alle andre end os selv tilfredse?
Mon ikke vi en dag bliver ligeglade med hvad andre tænker om os?
Det kan man da kun håbe på.
- den dag min blog pludseligt ikke eksistere mere jeg har índset det.
Indset at det er ligegyldigt hvad andre tænker.
Hvornår kommer dagen for dig?
Det er lidt det samme med facebook, twitter og denne blog her. Vi deler vores liv med hele verdenen - men kun de ting vi har lyst til at dele. Kun de gode billeder, og de kommentarer vi vil have respons på. At skrive en blog handler jo foreksempel ikke om at indvie andre i ens liv. Det handler i bund og grund om at indvie andre i det liv man gerne vil vise man lever.
mandag den 13. september 2010
Sidste uge // Første uge
Så er første vagtdag - i min sidste vagtuge ved brandvæsenet startet. Dvs. jeg snart kan komme til at tjene nogle flere penge ved kollektivcentret.
Det er stadig en mega mærkelig følelse.. Blir vildt underligt fremover bare at høre udrykningerne, men ikke selv komme med på dem.
Igår stod dagen på arbejde + at være i Skive og fejre min søsters fødselsdag:)
Og ja den her uge står jo som sagt bare på vagt+en enkelt røgdykker øvelse på torsdag :)
Det er stadig en mega mærkelig følelse.. Blir vildt underligt fremover bare at høre udrykningerne, men ikke selv komme med på dem.
Igår stod dagen på arbejde + at være i Skive og fejre min søsters fødselsdag:)
Og ja den her uge står jo som sagt bare på vagt+en enkelt røgdykker øvelse på torsdag :)
lørdag den 11. september 2010
Legoland:D
Familien Mouridsen og Mønsted/Rix i Legoland:)
Det er Jons fødselsdagsgave fra mig af. Selvom han dog havde fødselsdag i maj. Men ja der skal jo være tid til det hele, og endelig kom vi afsted:) Turen går vidst derned i oktober igen :)
Men super herlig dag:)
fredag den 10. september 2010
Udtalelse.
Har netop modtaget en udtalelse fra Herning Brand og Redning:
"Kim har haft vagt hver 3. uge og punktligt deltaget i de forskellige udkald, hvor han altid har leveret en god arbejdsindsats ved alle typer af opgaver, som Beredskabet skal løse."
"Kim har udvist stor interesse for faget, og løst de opgaver, der er blevet stillet, meget tilfredsstillende, til gavn for hele Beredskabet og vi kan kun give ham de bedste anbefalinger."
Så føler man sig sku værdsat ikke? :)
Det er nu os med stor vemodighed at jeg har sagt op dernede - men sådan er tingene jo nogle gange.
"Kim har haft vagt hver 3. uge og punktligt deltaget i de forskellige udkald, hvor han altid har leveret en god arbejdsindsats ved alle typer af opgaver, som Beredskabet skal løse."
"Kim har udvist stor interesse for faget, og løst de opgaver, der er blevet stillet, meget tilfredsstillende, til gavn for hele Beredskabet og vi kan kun give ham de bedste anbefalinger."
Så føler man sig sku værdsat ikke? :)
Det er nu os med stor vemodighed at jeg har sagt op dernede - men sådan er tingene jo nogle gange.
torsdag den 9. september 2010
Destination: Around the globe.!.
SÅ er det bestemt og planlagt! :D
København –
Frankfurt –
Abu Dhabi (Stop – herfra går der busser hvert 10min til Dubai) –
Singapore (stop) –
Melbourne (stop) –
Auckland (stop) –
Fiji (stop) –
Los Angeles (stop) –
New York (stop) –
Reykjavik –
København.
Afgang fra København den 4. April 2011
Hjemkomst København den 4. Juni 2011
Her er ruten i billeder:
København –
Frankfurt –
Abu Dhabi (Stop – herfra går der busser hvert 10min til Dubai) –
Singapore (stop) –
Melbourne (stop) –
Auckland (stop) –
Fiji (stop) –
Los Angeles (stop) –
New York (stop) –
Reykjavik –
København.
Afgang fra København den 4. April 2011
Hjemkomst København den 4. Juni 2011
Endelig er ruten planlagt og bestilt :)
Under turen har vi planlagt Bungy jump på New Zealand, og faldskærmsudspring :)
Hvis vi får tid håber vi også at komme til at dykke :)
Her er ruten i billeder:
 |
Dubai |
 |
Singapore |
 |
| Melbourne |
.jpg) |
| Auckland |
 |
| Fiji |
 |
Los Angeles |
 |
New York City |
onsdag den 8. september 2010
Forfatter 1.0
Ja her er min bog så!
I 2008 flyttede jeg til Tjørring og omkring oktober/november tror jeg det var - gik jeg så småt igang med at skrive nogle linjer ned.
Siden dengang har jeg nok voldtaget computeren/skriveprogrammet/min historie rigtig mange gange for at ende med dette resultat, selvom jeg stadig ikke er helt tilfreds.
Bogen blev faktisk publiceret på nettet for et halvt års tid siden, men sidenhen har jeg taget den af nettet. Lavede den mega brøler, at gi mig til at læse den igen nogle måneder efter jeg var blevet færdig - og det skal man ikke gøre.. Fandt en masse småfejl hist og pist så derfor kommer den først på nettet igen engang når den er blevet redigeret og alle fejlene er rettet.
Men ja jeg kan vel med god samvittighed kalde mig selv forfatter nu.
Abonner på:
Opslag (Atom)