Hvad har alle unge piger og drenge tilfœlles?
Hvad har alle børn, unge og flere og flere voksne tilfœlles?
På tvœrs af landegrœnser, sprog, udseende og køn?
Alle har uden undtagelse spurgt sig selv, på et eller andet tidspunkt:
Hvad gør mig speciel?
Hvad er jeg sat på jorden for?
Hvad er meningen med mit liv?
Alt det er jeg sådan set ligeglad med. Der går lige en anelse bitter-blog i mig der - nok mest fordi jeg ikke aner noget som helst om disse ting selv.
Ej screw it..
Tror jeg fortsœtter bitter blog stilen i dag.
Ikke fordi jeg er sådan specielt bitter alligevel. Det har jeg ihvertfald ingen grund til at vœre.
Alting kører sådan set stille og roligt.
Alting kører sådan set stille og roligt.
Og det er hvad min verden er. Stille og rolig.
Sidder nu og har brugt endnu en af mine i-forvejen-for-mange-fridage, på absolut ingenting.
Og det er jo ikke sådan at jeg sidder og klynker over at jeg ingenting har at lave - har sådan set mange projekter jeg kunne gå igang med, venner at besøge og ting at spekulere på.
Og det er jo ikke sådan at jeg sidder og klynker over at jeg ingenting har at lave - har sådan set mange projekter jeg kunne gå igang med, venner at besøge og ting at spekulere på.
Og jaja, på papiret ser alting da også skønt ud. Har et dejligt og livsbekrœftende arbejde.
Har en skøn kœreste, lånet er barberet ned til et minimum og lejligheden er sådan set også cool nok.
Har en skøn kœreste, lånet er barberet ned til et minimum og lejligheden er sådan set også cool nok.
Der går bare for lidt futurisme i alting. Tror seriøst ikke at jeg egner mig til et stille og roligt liv. Og igen hvem gør så det?
Ja tilsyneladende alle mennesker jeg kender og hører om, pånœr nogle ganske få.
Vi kunne kalde dem for 'de få rå'.
Men så igen ville et navn som 'Generation-hoppet-af-sporet' måske vœre en mere passende titel.
Jeg har opdaget at jeg tilsyneladende elsker forvirring. Fart, farver, urbanisering, modernitet, krig, industri og storby, er alle ord der åbenbart beskriver mit liv når det er bedst.
Et liv i nødsporet er ikke sådan at kimse af.
Jeg har satme lavet meget lort igennem mit relative korte liv.. Det er nok de fœrreste ting jeg er stolt af, men alligevel dukker der da guldkorn op ind imellem.
Jeg er normalt ikke fan af at sœtte ting i bokse.
Alligevel vœlger jeg at bevœge mig ind på (forholdsvis) usikker grund og går nu helt amok med de bokse der..
For vi går jo alle igennem forskellige faser her i livet.
Den uskyldige barndom.
Den vilde ungdom.
Og sidst men ikke mindst:
Året hvor den røde tråd starter.
Det er så meningen at vi allesammen (cirka), skal finde ud af hvem vi er igennem disse faser.
Finde ud af hvor vi står i livet, hvad vi vil, hvilken type mennesker vi vil omgåes og hvad vi vil med fremtiden.
Finde ud af hvor vi står i livet, hvad vi vil, hvilken type mennesker vi vil omgåes og hvad vi vil med fremtiden.
Men hvad hvis du så bare har fucket det meste op?
Nejnej du har selvfølgelig stadig alle muligheder i dag. Det benœgter jeg ikke.
Men det burde sgu da vœre en menneskeret at hœnge bare en smule sammen mentalt?
Men heller ikke her kan jeg få min vilje..
Det kunne vœre totalt fedt hvis man kunne sige at man har vœret frontløberen i sit eget liv.
Ham der styrede showet i de retninger livet nu har taget, istedet for marionet-dukken styret af tilfœldigheder.
Ham der styrede showet i de retninger livet nu har taget, istedet for marionet-dukken styret af tilfœldigheder.
Men så igen - ville ikke overlade roret til mig selv om skuden så var ved at synke på åbent hav.
Det kan irritere mig at alting er så materialiseret idag.. Alt afhœnger af madpakken du har med på job, bilen du kører i og pengene du ikke har.
Og nu vi snakker penge.!.
Hader penge.. Jojo jeg elsker da at have dem - men hvad fanden er det for en mental-dørstopper??
Nogen gange ville jeg virkelig ønske at jeg ikke havde nogen at få dårlig samvittighed overfor.
Ingen at savne.
Ingen at savne.
Havde det vœret tilfœldet havde jeg brœndt alle mine penge (okay okay, der er ikke flere end de kan vœre i askebœgeret) og lavet julehjerter af alle mine plastik kort.
Havde rejst fra alting uden at se mig tilbage. Rejst verden rundt, arbejdet mig frem og levet af naturen.
Ingen ville have forventninger til mig og intet samfund ville begrœnse mig.
Jeg ville sœtte mine egne footprints.
Men - back to reality.
Det hele kan ikke smage af solskin.
Jeg har trådt på mange mennesker igennem mit liv.
Jojo, mange gange har det da ikke vœret med vilje, men i nogle tilfœlde har det vœret sådan
"Kig på mig når jeg trœder på dig" tilfœlde.
"Kig på mig når jeg trœder på dig" tilfœlde.
Alligevel har jeg formået - og formår stadig at få en kœreste. Måske er det fordi de ser nogle andre niveauer af mig. Problemet er bare at jeg ikke har andre niveauer.
Og ja, jeg har da œndret mig meget igennem livet frem til idag - men er stadig ligeså uafklaret og forvirret som jeg var som 13-årig.
Burde jeg så istedet springe på en uddannelse som skuespiller? Hvis man er i stand til at narre det meste af verden er man vel også i stand til at udfylde en hovedrolle?
Måske tilfœldighederne ville vœre bedre end mig til at vœlge den nœste uddannelse..
Bare smide en bunke med papirlapper hvor jeg har skrevet 10 forskellige, mere eller mindre ligegyldige uddannelser og så lukke øjnene og tage en.
Ja kan da sagtens lade vœre med at tage en uddannelse mere - men helt seriøst, hvad skal jeg så lave??