Dansken er verdens
lykkeligste folk. Det siger i hvert fald flere målinger lavet over de sidste
år.
Men er vi i virkeligheden så
glade som vi for omverden fremstår?
Man kan frygte at vi inde bag
tandpastasmilet, de sunde spisevaner og det nœrmest sterile ydre i
virkeligheden er fyldt til randen med nerver, frygten for at fejle og for ikke
at kunne leve op til idealet som det ser ud i dag.
Vi kender det alle sammen.
På
vores vanlige tur ned til det lokale indkøbscenter støder vi ikke bare på én,
men flere der kommer prustende forbi i høj fart, i det rigtige tøj og med de
rigtige sko.
Om de løber for at give os
andre dårlig samvittighed – eller for at forbedre deres egen vides ikke.
Men de formår at gøre begge
ting med bravour.
Verden er en legeplads hvor
det handler om at have det nyeste legetøj.
Vi skal ud og vise vores mange
accessories, vores mentale overskud og vores succes.
Men kan det virkelig vœre
rigtigt at vi er nået dertil hvor vi måler vores succes igennem materiel
rigdom? Er det ikke et helt forkert parameter at bruge?
Jeg har selv prøvet på at
blive en del danskens forbrugersamfund – hvor succes måles på hvilke produkter
der står på din kvittering.
Jeg har købt de rigtige
løbesko der lå i den rigtige pris ende.
Jeg bevœger mig ikke udenfor uden det
rigtige tøj med det rigtige mœrke og jeg har endda fået købt mig en iphone 5s.
Nu burde jeg da vidst rangere
højt i samfundet – nu skulle jeg da vidst gerne vœre en succes.
Det virkede ikke.
Jeg ryger stadig cigaretter,
jeg har stadig den lidt kluntede facon og jeg ender stadigvœk oftere på sofaen
foran fjernsynet end nede i trœningscentret.
Er jeg så bare en skuffelse der ikke har forstået det endnu?
Hvorfor skal alting
måles, vejes og stemples i dag?
Hvorfor er man ikke god nok
bare ved at vœre til?
Vi bruger de helt forkerte
kriterier når vi måler os selv med 'de kendte' fra ugebladene, de unge fra TV
og eksperterne fra Top Model.
Vi prøver konstant på at
blive noget vi ikke er.
Men det er svœrt at komme
udenom i dag. At vœre en del af gruppen står i tœt kontrast med at ligne og
'vœre' som de andre.
Sådan har det måske altid
vœret – men vi er efterhånden nået til point of no return.
Alting er blevet for opskruet
i dag.
Stress er blevet den nye
folkesygdom og det at udøve selvskade dens lillebror.
Det er på tide at vi alle
sammen sœtter os ned og tager en dyb indånding.
Istedet for 'frygten for at
fejle' skal vi have en ny mentalitet ind.