torsdag den 26. november 2015

Det er blevet In at vœre In.

Dansken er verdens lykkeligste folk. Det siger i hvert fald flere målinger lavet over de sidste år.
Men er vi i virkeligheden så glade som vi for omverden fremstår?
Man kan frygte at vi inde bag tandpastasmilet, de sunde spisevaner og det nœrmest sterile ydre i virkeligheden er fyldt til randen med nerver, frygten for at fejle og for ikke at kunne leve op til idealet som det ser ud i dag.

Vi kender det alle sammen. 
På vores vanlige tur ned til det lokale indkøbscenter støder vi ikke bare på én, men flere der kommer prustende forbi i høj fart, i det rigtige tøj og med de rigtige sko.
Om de løber for at give os andre dårlig samvittighed – eller for at forbedre deres egen vides ikke.
Men de formår at gøre begge ting med bravour.

Verden er en legeplads hvor det handler om at have det nyeste legetøj. 
Vi skal ud og vise vores mange accessories, vores mentale overskud og vores succes.
Men kan det virkelig vœre rigtigt at vi er nået dertil hvor vi måler vores succes igennem materiel rigdom? Er det ikke et helt forkert parameter at bruge?

Jeg har selv prøvet på at blive en del danskens forbrugersamfund – hvor succes måles på hvilke produkter der står på din kvittering.
Jeg har købt de rigtige løbesko der lå i den rigtige pris ende. 
Jeg bevœger mig ikke udenfor uden det rigtige tøj med det rigtige mœrke og jeg har endda fået købt mig en iphone 5s.
Nu burde jeg da vidst rangere højt i samfundet – nu skulle jeg da vidst gerne vœre en succes.

Det virkede ikke.

Jeg ryger stadig cigaretter, jeg har stadig den lidt kluntede facon og jeg ender stadigvœk oftere på sofaen foran fjernsynet end nede i trœningscentret.
Er jeg så bare en skuffelse der ikke har forstået det endnu?

Hvorfor skal alting måles, vejes og stemples i dag?
Hvorfor er man ikke god nok bare ved at vœre til?
Vi bruger de helt forkerte kriterier når vi måler os selv med 'de kendte' fra ugebladene, de unge fra TV og eksperterne fra Top Model.
Vi prøver konstant på at blive noget vi ikke er.
Men det er svœrt at komme udenom i dag. At vœre en del af gruppen står i tœt kontrast med at ligne og 'vœre' som de andre.
Sådan har det måske altid vœret – men vi er efterhånden nået til point of no return.
Alting er blevet for opskruet i dag.
Stress er blevet den nye folkesygdom og det at udøve selvskade dens lillebror.

Det er på tide at vi alle sammen sœtter os ned og tager en dyb indånding.

Istedet for 'frygten for at fejle' skal vi have en ny mentalitet ind.

I know what you did last summer!

OPRÅB OM SEX!

Er der overhovedet grœnser mere?

Noget tyder på at det ikke er tilfœldet.
For mig at se har sex altid haft en kœmpe betydning. Sex har vœret et evigt tilbagevendende emne der på en eller anden måde altid har formået at facinere os. I 1960'erne handlede snakken om hvorvidt sex skulle vœre et offentligt emne eller et privat. I dag handler snakken måske mere om hvem man har knaldet og hvordan?
Så ja. Det er svœrt at sige at sex ikke er aktuelt.
Sex er hverdagskost og alle skal åbenbart vœre med på den vœrste.
Men selvom sex på mange måder, ligger lige under overfladen af det meste vi foretager os, så er sex stadig en del af det forbudte. Meget underligt når sex et eller andet sted 'bare' er en ligeså naturlig del af livet som det at trœkke vejret og blinke med øjnene.

I know what you did last summer!
Det er sgu ingenting i forhold til hvad jeg har lavet i weekenden...

Jeg tror ikke der er behov for yderligere forklaring til ovenstående overskrift.
Engangsknald og 'friends with benefits' er begge termer der efterhånden er kendt af de fleste. 
Selve ordet 'engangsknald' er endda så brugt at det er blevet optaget i Gyldendals ordbøger. 
Det er blevet en naturlig og anerkendt del af det danske sprog – fordi det er blevet en naturlig del at praktisere blandt mange mennesker.

Sex sœlger – så vil du forrest i køen må du reklamere for dem der står forrest i køen. 
Og dem der står forrest i køen vil have sex. Ikke bare en snert, men MASSER af det.
I et samfund hvor 1 ud af 4 under 25 år har haft en kønssygdom og hvor apotekerne råber vagt i gevœr fordi fortrydelsespillen er begyndt at fungere som prœventionsmiddel frem for en 'last solution' er det i hvert fald svœrt at påstå at sex ikke fylder meget.
Derfor er det også umiddelbart let at argumentere for at sex er blevet endnu en måde hvorpå vi definere os selv som individer.
Crazy Daisy er ikke bare et inferno af høj musik, dansende unge og fest i lange baner. På mange måder er det også,  - som alle andre diskoteker, blevet et liderlighedens epicenter.
Et tåkrummende scenarie af unge der ikke kun går i byen for at have det sjovt med vennerne, men som også ser dansegulvet som en jagtmark.
En jagtmark af forladte vœrdier fristes man nœsten til at sige.
Hører du til minoriteten der kun dyrker sex når du har en 'rigtig' kœreste eller som vœlger at gemme lagengymnastikken til efter œgteskabet, ja så er det nœsten passende at sige at du tilhører en sjœlden race. En race der måske er ved at forsvinde helt.

Vi lever i et seksualiseret samfund, hvor grœnserne for hvad der er iorden hele tiden flyttes på ny. Nogle kalder det individets frigørelse – jeg vœlger her at kalde det individets forvrœngelse af idealerne.
Den frie sex som de tidligere generationer lœrte om i 1960'erne trœnger efterhånden til en relancering.
Ikke som et flowerpower begreb, hvor alle gør alle på kryds og på tvœrs. 
Men som et begreb hvor det naturlige, det knapt så forvrœngede og det vœrdifyldte igen kommer i højsœdet.


Lad os alle dyrke masser af sex med dem vi har lyst til – men ikke af den grœnseløse og kœrlighedsforladte slags.