Det er efterhånden lang tid siden at jeg har skrevet på den her blog. Sidste gang var faktisk i 2012. Men følte pludseligt for det igen :)
Og skal man endelig skrive et indlæg hvorfor så ikke om sin 30 års fødselsdag??
Jeg har altid anset mig selv for at være rimelig frygtløs. Jeg har aldrig rigtig haft nogle fobier og har levet et mere eller mindre almindeligt liv uden de vilde bekymringer. MEN at fylde 30 år har pludselig fjernet den ellers så hårde skal og gjort mig blød. Jeg hader den, jeg foragter den og mest af alt så frygter jeg den!
30 års krisen..!
Der er nu kun 1 nat til at finde ud af hvad jeg stiller op med den. Alt imens panikken og angsten raser indeni mig som en flok vilde bisoner. Jeg finder mig selv siddende her en mørk torsdag aften spekulerende over hvordan jeg er nået frem til dette punkt i mit liv.
Jeg har haft en masse gode oplevelser og heldigvis kun få dårlige. Jeg har opnået en del ting de sidste 29 år - specielt i løbet af de sidste 5 år. Jeg har været fandenivoldsk og spontan.
Jeg har været velovervejet og kedelig. Ja, jeg har været lidt af det hele.
Men jeg kan alligevel godt sidde og misunde ‘de unge’ (som det åbenbart hedder når man fylder 30). Jeg misunder dem ikke for de gængse klichéer, såsom:
alle de muligheder de nu har
eller:
alt den nye teknologi.
Nej jeg misunder dem fordi de endnu har mange år hvor de kan skabe sig åndsvagt og leve højt på det. Men misunder dem endnu mere fordi de stadig har flere år før angsten får deres tag i dem.
OM LIDT HAR JEG FØDSELSDAG FOR 30. GANG!
Det lyder så forbandet voksent. Ikke tudsegammel, - min mening om det at være gammel skrider længere og længere ud, for hvert år jeg selv bliver ældre.
Men ingen tvivl - voksen. Så pokkers voksen.. Nå men nu bliver jeg altså 30 år.
Når jeg står ud af sengen imorgen tidlig, så skal jeg være voksen. Men hvordan er man i det hele taget voksen?? Er det egentligt okay at skrive blog når man er voksen? Betyder det at jeg skal holde op med at grine når folk løber efter bussen, eller at jeg altid skal være den der har styr på alting??
Og hvorfor pokker føler jeg mig mindre klog end da jeg var 16 - og ligeså usikker som da jeg var 14??
Hvorfor er det lige så skrækkeligt at blive 30 år? Hvad er det der sker når man fylder 30?
Jeg er pokkers spændt på at se hvad der gemmer sig på den anden side.!
Nogen kalder det en midtvejskrise og nogle kalder det sågar ‘den anden pubertet’.
Avs! Det lyder alvorligt, hvis man bliver lige så grundusikker og lige så grundliderlig som en teenager. Igen.
Jeg tog ikke det første og det bedste arbejde da jeg blev udlært maskinsnedker.
Jeg tjente ikke kassen og flyttede i hus.
Nej jeg valgte saftsuseme at tage flere uddannelser istedet for bare at lade pengene rulle ind på kontoen.
Da de fleste af vennerne var færdiguddannet startede jeg bare forfra.
Rent praktisk har det betydet at jeg i 8 år af mit liv har været på enten SU eller lærlingeløn...(!!)
Så tror da pokker at jeg ingen penge har (...)
Rent fysisk begynder man også at ændre sig nu!.
Håret er måske allerede en anelse tyndere hist og her - imens der dukker hår op på områder der tidligere var fredet!!
Konditionen er slet ikke hvad den har været og kiloene begynder at rokere sig rundt på kroppen og sætte sig de forkerte steder.
Hver morgen finder jeg mig selv stående ude foran badeværelsesspejlet.
Søgende efter fejl og mangler - og desværre er der flere og flere at finde.
Men her sidder jeg altså torsdag aften.
Alt imens mit voksne liv for alvor er ved at starte. Hvis jeg ser tilbage på mit liv, på hvad jeg har udrettet, og på om jeg kunne have forberedt mig bedre, så har jeg sprunget over hvor gærdet er lavest. Og det er her panikken for alvor begynder at rase rundt i kroppen på mig.
Selvfølgelig er der også positive aspekter af denne såkaldte krise. Man tager tingene mere seriøse end man gjorde før. Verden er ligepludselig ikke bare MIN legeplads mere - der er faktisk andre mennesker end mit eget store ego.
Nyhederne er pludseligt blevet relevante og jeg finder mig selv siddende på diverse nyhedssites flere gange dagligt for at se på verdenssituationen.
Min interesse for nyheder er ikke det eneste der er steget over de sidste år.
Mit kaffeforbrug er også vokset til maniske højder, hvilket betyder at jeg rent praktisk ikke kan klare mig igennem morgenen uden 3 kopper.
Dertil kommer et stigende forbrug af ugentlige madplaner og fryseposer.
Og så det faktum at jeg er begyndt at betragte kl 21 som 'sidst på aftenen'...
Men hey - så længe min BMI er lavere end min alder, så er alt fryd og gammen :)
Man siger om midtvejskrisen at det er panik før lukketid. Modsat er denne krise panik før åbningstid. Hvor det eneste man kan gør er at stå bag vinduet og stirre ud på den virkelige verden.
Og skal man endelig skrive et indlæg hvorfor så ikke om sin 30 års fødselsdag??
Jeg har altid anset mig selv for at være rimelig frygtløs. Jeg har aldrig rigtig haft nogle fobier og har levet et mere eller mindre almindeligt liv uden de vilde bekymringer. MEN at fylde 30 år har pludselig fjernet den ellers så hårde skal og gjort mig blød. Jeg hader den, jeg foragter den og mest af alt så frygter jeg den!
30 års krisen..!
Der er nu kun 1 nat til at finde ud af hvad jeg stiller op med den. Alt imens panikken og angsten raser indeni mig som en flok vilde bisoner. Jeg finder mig selv siddende her en mørk torsdag aften spekulerende over hvordan jeg er nået frem til dette punkt i mit liv.
Jeg har haft en masse gode oplevelser og heldigvis kun få dårlige. Jeg har opnået en del ting de sidste 29 år - specielt i løbet af de sidste 5 år. Jeg har været fandenivoldsk og spontan.
Jeg har været velovervejet og kedelig. Ja, jeg har været lidt af det hele.
Men jeg kan alligevel godt sidde og misunde ‘de unge’ (som det åbenbart hedder når man fylder 30). Jeg misunder dem ikke for de gængse klichéer, såsom:
alle de muligheder de nu har
eller:
alt den nye teknologi.
Nej jeg misunder dem fordi de endnu har mange år hvor de kan skabe sig åndsvagt og leve højt på det. Men misunder dem endnu mere fordi de stadig har flere år før angsten får deres tag i dem.
OM LIDT HAR JEG FØDSELSDAG FOR 30. GANG!
Det lyder så forbandet voksent. Ikke tudsegammel, - min mening om det at være gammel skrider længere og længere ud, for hvert år jeg selv bliver ældre.
Men ingen tvivl - voksen. Så pokkers voksen.. Nå men nu bliver jeg altså 30 år.
Når jeg står ud af sengen imorgen tidlig, så skal jeg være voksen. Men hvordan er man i det hele taget voksen?? Er det egentligt okay at skrive blog når man er voksen? Betyder det at jeg skal holde op med at grine når folk løber efter bussen, eller at jeg altid skal være den der har styr på alting??
Og hvorfor pokker føler jeg mig mindre klog end da jeg var 16 - og ligeså usikker som da jeg var 14??
Hvorfor er det lige så skrækkeligt at blive 30 år? Hvad er det der sker når man fylder 30?
Jeg er pokkers spændt på at se hvad der gemmer sig på den anden side.!
Nogen kalder det en midtvejskrise og nogle kalder det sågar ‘den anden pubertet’.
Avs! Det lyder alvorligt, hvis man bliver lige så grundusikker og lige så grundliderlig som en teenager. Igen.
Jeg tog ikke det første og det bedste arbejde da jeg blev udlært maskinsnedker.
Jeg tjente ikke kassen og flyttede i hus.
Nej jeg valgte saftsuseme at tage flere uddannelser istedet for bare at lade pengene rulle ind på kontoen.
Da de fleste af vennerne var færdiguddannet startede jeg bare forfra.
Rent praktisk har det betydet at jeg i 8 år af mit liv har været på enten SU eller lærlingeløn...(!!)
Så tror da pokker at jeg ingen penge har (...)
Rent fysisk begynder man også at ændre sig nu!.
Håret er måske allerede en anelse tyndere hist og her - imens der dukker hår op på områder der tidligere var fredet!!
Konditionen er slet ikke hvad den har været og kiloene begynder at rokere sig rundt på kroppen og sætte sig de forkerte steder.
Hver morgen finder jeg mig selv stående ude foran badeværelsesspejlet.
Søgende efter fejl og mangler - og desværre er der flere og flere at finde.
Men her sidder jeg altså torsdag aften.
Alt imens mit voksne liv for alvor er ved at starte. Hvis jeg ser tilbage på mit liv, på hvad jeg har udrettet, og på om jeg kunne have forberedt mig bedre, så har jeg sprunget over hvor gærdet er lavest. Og det er her panikken for alvor begynder at rase rundt i kroppen på mig.
Selvfølgelig er der også positive aspekter af denne såkaldte krise. Man tager tingene mere seriøse end man gjorde før. Verden er ligepludselig ikke bare MIN legeplads mere - der er faktisk andre mennesker end mit eget store ego.
Nyhederne er pludseligt blevet relevante og jeg finder mig selv siddende på diverse nyhedssites flere gange dagligt for at se på verdenssituationen.
Min interesse for nyheder er ikke det eneste der er steget over de sidste år.
Mit kaffeforbrug er også vokset til maniske højder, hvilket betyder at jeg rent praktisk ikke kan klare mig igennem morgenen uden 3 kopper.
Dertil kommer et stigende forbrug af ugentlige madplaner og fryseposer.
Og så det faktum at jeg er begyndt at betragte kl 21 som 'sidst på aftenen'...
Men hey - så længe min BMI er lavere end min alder, så er alt fryd og gammen :)
Man siger om midtvejskrisen at det er panik før lukketid. Modsat er denne krise panik før åbningstid. Hvor det eneste man kan gør er at stå bag vinduet og stirre ud på den virkelige verden.
