Det er blevet In at vœre In.

Dansken er verdens lykkeligste folk. Det siger i hvert fald flere målinger lavet over de sidste år.

Men er vi i virkeligheden så glade som vi for omverden fremstår?

Man kan frygte at vi inde bag tandpastasmilet, de sunde spisevaner og det nœrmest sterile ydre i virkeligheden er fyldt til randen med nerver, frygten for at fejle og for ikke at kunne leve op til idealet som det ser ud i dag.

Vi kender det alle sammen. 

På vores vanlige tur ned til det lokale indkøbscenter støder vi ikke bare på én, men flere der kommer prustende forbi i høj fart, i det rigtige tøj og med de rigtige sko.

Om de løber for at give os andre dårlig samvittighed – eller for at forbedre deres egen vides ikke.

Men de formår at gøre begge ting med bravour.

Verden er en legeplads hvor det handler om at have det nyeste legetøj. 

Vi skal ud og vise vores mange accessories, vores mentale overskud og vores succes.

Men kan det virkelig vœre rigtigt at vi er nået dertil hvor vi måler vores succes igennem materiel rigdom? Er det ikke et helt forkert parameter at bruge?

Jeg har selv prøvet på at blive en del danskens forbrugersamfund – hvor succes måles på hvilke produkter der står på din kvittering.

Jeg har købt de rigtige løbesko der lå i den rigtige pris ende. 

Jeg bevœger mig ikke udenfor uden det rigtige tøj med det rigtige mœrke og jeg har endda fået købt mig en iphone 5s.

Nu burde jeg da vidst rangere højt i samfundet – nu skulle jeg da vidst gerne vœre en succes.

Det virkede ikke.

Jeg ryger stadig cigaretter, jeg har stadig den lidt kluntede facon og jeg ender stadigvœk oftere på sofaen foran fjernsynet end nede i trœningscentret.

Er jeg så bare en skuffelse der ikke har forstået det endnu?

Hvorfor skal alting måles, vejes og stemples i dag?

Hvorfor er man ikke god nok bare ved at vœre til?

Vi bruger de helt forkerte kriterier når vi måler os selv med 'de kendte' fra ugebladene, de unge fra TV og eksperterne fra Top Model.

Vi prøver konstant på at blive noget vi ikke er.

Men det er svœrt at komme udenom i dag. At vœre en del af gruppen står i tœt kontrast med at ligne og 'vœre' som de andre.

Sådan har det måske altid vœret – men vi er efterhånden nået til point of no return.

Alting er blevet for opskruet i dag.

Stress er blevet den nye folkesygdom og det at udøve selvskade dens lillebror.

Det er på tide at vi alle sammen sœtter os ned og tager en dyb indånding.

Istedet for 'frygten for at fejle' skal vi have en ny mentalitet ind.

I know what you did last summer!

OPRÅB OM SEX!

Er der overhovedet grœnser mere?

Noget tyder på at det ikke er tilfœldet.

For mig at se har sex altid haft en kœmpe betydning. Sex har vœret et evigt tilbagevendende emne der på en eller anden måde altid har formået at facinere os. I 1960'erne handlede snakken om hvorvidt sex skulle vœre et offentligt emne eller et privat. I dag handler snakken måske mere om hvem man har knaldet og hvordan?

Så ja. Det er svœrt at sige at sex ikke er aktuelt.

Sex er hverdagskost og alle skal åbenbart vœre med på den vœrste.

Men selvom sex på mange måder, ligger lige under overfladen af det meste vi foretager os, så er sex stadig en del af det forbudte. Meget underligt når sex et eller andet sted 'bare' er en ligeså naturlig del af livet som det at trœkke vejret og blinke med øjnene.

I know what you did last summer!

Det er sgu ingenting i forhold til hvad jeg har lavet i weekenden...

Jeg tror ikke der er behov for yderligere forklaring til ovenstående overskrift.

Engangsknald og 'friends with benefits' er begge termer der efterhånden er kendt af de fleste. 

Selve ordet 'engangsknald' er endda så brugt at det er blevet optaget i Gyldendals ordbøger. 

Det er blevet en naturlig og anerkendt del af det danske sprog – fordi det er blevet en naturlig del at praktisere blandt mange mennesker.

Sex sœlger – så vil du forrest i køen må du reklamere for dem der står forrest i køen. 

Og dem der står forrest i køen vil have sex. Ikke bare en snert, men MASSER af det.

I et samfund hvor 1 ud af 4 under 25 år har haft en kønssygdom og hvor apotekerne råber vagt i gevœr fordi fortrydelsespillen er begyndt at fungere som prœventionsmiddel frem for en 'last solution' er det i hvert fald svœrt at påstå at sex ikke fylder meget.

Derfor er det også umiddelbart let at argumentere for at sex er blevet endnu en måde hvorpå vi definere os selv som individer.

Crazy Daisy er ikke bare et inferno af høj musik, dansende unge og fest i lange baner. På mange måder er det også,  - som alle andre diskoteker, blevet et liderlighedens epicenter.

Et tåkrummende scenarie af unge der ikke kun går i byen for at have det sjovt med vennerne, men som også ser dansegulvet som en jagtmark.

En jagtmark af forladte vœrdier fristes man nœsten til at sige.

Hører du til minoriteten der kun dyrker sex når du har en 'rigtig' kœreste eller som vœlger at gemme lagengymnastikken til efter œgteskabet, ja så er det nœsten passende at sige at du tilhører en sjœlden race. En race der måske er ved at forsvinde helt.

Vi lever i et seksualiseret samfund, hvor grœnserne for hvad der er iorden hele tiden flyttes på ny. Nogle kalder det individets frigørelse – jeg vœlger her at kalde det individets forvrœngelse af idealerne.

Den frie sex som de tidligere generationer lœrte om i 1960'erne trœnger efterhånden til en relancering.

Ikke som et flowerpower begreb, hvor alle gør alle på kryds og på tvœrs. 

Men som et begreb hvor det naturlige, det knapt så forvrœngede og det vœrdifyldte igen kommer i højsœdet.

Lad os alle dyrke masser af sex med dem vi har lyst til – men ikke af den grœnseløse og kœrlighedsforladte slags.

30 års krisen - et frø eller en gravsten

Det er efterhånden lang tid siden at jeg har skrevet på den her blog. Sidste gang var faktisk i 2012. Men følte pludseligt for det igen :)
Og skal man endelig skrive et indlæg hvorfor så ikke om sin 30 års fødselsdag??

Jeg har altid anset mig selv for at være rimelig frygtløs. Jeg har aldrig rigtig haft nogle fobier og har levet et mere eller mindre almindeligt liv uden de vilde bekymringer. MEN at fylde 30 år har pludselig fjernet den ellers så hårde skal og gjort mig blød. Jeg hader den, jeg foragter den og mest af alt så frygter jeg den!

30 års krisen..!

Der er nu kun 1 nat til at finde ud af hvad jeg stiller op med den. Alt imens panikken og angsten raser indeni mig som en flok vilde bisoner. Jeg finder mig selv siddende her en mørk torsdag aften spekulerende over hvordan jeg er nået frem til dette punkt i mit liv.

Jeg har haft en masse gode oplevelser og heldigvis kun få dårlige. Jeg har opnået en del ting de sidste 29 år - specielt i løbet af de sidste 5 år. Jeg har været fandenivoldsk og spontan. 
Jeg har været velovervejet og kedelig. Ja, jeg har været lidt af det hele.
Men jeg kan alligevel godt sidde og misunde ‘de unge’ (som det åbenbart hedder når man fylder 30). Jeg misunder dem ikke for de gængse klichéer, såsom: 
alle de muligheder de nu har 
eller:
alt den nye teknologi. 
Nej jeg misunder dem fordi de endnu har mange år hvor de kan skabe sig åndsvagt og leve højt på det. Men misunder dem endnu mere fordi de stadig har flere år før angsten får deres tag i dem.

OM LIDT HAR JEG FØDSELSDAG FOR 30. GANG! 

Det lyder så forbandet voksent. Ikke tudsegammel, - min mening om det at være gammel skrider længere og længere ud, for hvert år jeg selv bliver ældre.
Men ingen tvivl - voksen. Så pokkers voksen.. Nå men nu bliver jeg altså 30 år. 
Når jeg står ud af sengen imorgen tidlig, så skal jeg være voksen. Men hvordan er man i det hele taget voksen?? Er det egentligt okay at skrive blog når man er voksen? Betyder det at jeg skal holde op med at grine når folk løber efter bussen, eller at jeg altid skal være den der har styr på alting?? 
Og hvorfor pokker føler jeg mig mindre klog end da jeg var 16 - og ligeså usikker som da jeg var 14??

Hvorfor er det lige så skrækkeligt at blive 30 år? Hvad er det der sker når man fylder 30? 
Jeg er pokkers spændt på at se hvad der gemmer sig på den anden side.! 
Nogen kalder det en midtvejskrise og nogle kalder det sågar ‘den anden pubertet’. 
Avs! Det lyder alvorligt, hvis man bliver lige så grundusikker og lige så grundliderlig som en teenager. Igen.

Jeg tog ikke det første og det bedste arbejde da jeg blev udlært maskinsnedker. 
Jeg tjente ikke kassen og flyttede i hus. 
Nej jeg valgte saftsuseme at tage flere uddannelser istedet for bare at lade pengene rulle ind på kontoen. 
Da de fleste af vennerne var færdiguddannet startede jeg bare forfra.

Rent praktisk har det betydet at jeg i 8 år af mit liv har været på enten SU eller lærlingeløn...(!!)

Så tror da pokker at jeg ingen penge har (...) 

Rent fysisk begynder man også at ændre sig nu!. 
Håret er måske allerede en anelse tyndere hist og her - imens der dukker hår op på områder der tidligere var fredet!! 
Konditionen er slet ikke hvad den har været og kiloene begynder at rokere sig rundt på kroppen og sætte sig de forkerte steder. 
Hver morgen finder jeg mig selv stående ude foran badeværelsesspejlet. 
Søgende efter fejl og mangler - og desværre er der flere og flere at finde.

Men her sidder jeg altså torsdag aften.
Alt imens mit voksne liv for alvor er ved at starte. Hvis jeg ser tilbage på mit liv, på hvad jeg har udrettet, og på om jeg kunne have forberedt mig bedre, så har jeg sprunget over hvor gærdet er lavest. Og det er her panikken for alvor begynder at rase rundt i kroppen på mig.

Selvfølgelig er der også positive aspekter af denne såkaldte krise. Man tager tingene mere seriøse end man gjorde før. Verden er ligepludselig ikke bare MIN legeplads mere - der er faktisk andre mennesker end mit eget store ego.
Nyhederne er pludseligt blevet relevante og jeg finder mig selv siddende på diverse nyhedssites flere gange dagligt for at se på verdenssituationen. 

Min interesse for nyheder er ikke det eneste der er steget over de sidste år. 
Mit kaffeforbrug er også vokset til maniske højder, hvilket betyder at jeg rent praktisk ikke kan klare mig igennem morgenen uden 3 kopper. 
Dertil kommer et stigende forbrug af ugentlige madplaner og fryseposer. 
Og så det faktum at jeg er begyndt at betragte kl 21 som 'sidst på aftenen'...

Men hey - så længe min BMI er lavere end min alder, så er alt fryd og gammen :)

Man siger om midtvejskrisen at det er panik før lukketid. Modsat er denne krise panik før åbningstid. Hvor det eneste man kan gør er at stå bag vinduet og stirre ud på den virkelige verden.

Med alt det der medfølger.