Hvad har alle unge piger og drenge tilfœlles?
Hvad har alle børn, unge og flere og flere voksne tilfœlles?
På tvœrs af landegrœnser, sprog, udseende og køn?
Alle har uden undtagelse spurgt sig selv, på et eller andet tidspunkt:
Hvad gør mig speciel?
Hvad er jeg sat på jorden for?
Hvad er meningen med mit liv?
Alt det er jeg sådan set ligeglad med. Der går lige en anelse bitter-blog i mig der - nok mest fordi jeg ikke aner noget som helst om disse ting selv.
Ej screw it..
Tror jeg fortsœtter bitter blog stilen i dag.
Ikke fordi jeg er sådan specielt bitter alligevel. Det har jeg ihvertfald ingen grund til at vœre.
Alting kører sådan set stille og roligt.
Alting kører sådan set stille og roligt.
Og det er hvad min verden er. Stille og rolig.
Sidder nu og har brugt endnu en af mine i-forvejen-for-mange-fridage, på absolut ingenting.
Og det er jo ikke sådan at jeg sidder og klynker over at jeg ingenting har at lave - har sådan set mange projekter jeg kunne gå igang med, venner at besøge og ting at spekulere på.
Og det er jo ikke sådan at jeg sidder og klynker over at jeg ingenting har at lave - har sådan set mange projekter jeg kunne gå igang med, venner at besøge og ting at spekulere på.
Og jaja, på papiret ser alting da også skønt ud. Har et dejligt og livsbekrœftende arbejde.
Har en skøn kœreste, lånet er barberet ned til et minimum og lejligheden er sådan set også cool nok.
Har en skøn kœreste, lånet er barberet ned til et minimum og lejligheden er sådan set også cool nok.
Der går bare for lidt futurisme i alting. Tror seriøst ikke at jeg egner mig til et stille og roligt liv. Og igen hvem gør så det?
Ja tilsyneladende alle mennesker jeg kender og hører om, pånœr nogle ganske få.
Vi kunne kalde dem for 'de få rå'.
Men så igen ville et navn som 'Generation-hoppet-af-sporet' måske vœre en mere passende titel.
Jeg har opdaget at jeg tilsyneladende elsker forvirring. Fart, farver, urbanisering, modernitet, krig, industri og storby, er alle ord der åbenbart beskriver mit liv når det er bedst.
Et liv i nødsporet er ikke sådan at kimse af.
Jeg har satme lavet meget lort igennem mit relative korte liv.. Det er nok de fœrreste ting jeg er stolt af, men alligevel dukker der da guldkorn op ind imellem.
Jeg er normalt ikke fan af at sœtte ting i bokse.
Alligevel vœlger jeg at bevœge mig ind på (forholdsvis) usikker grund og går nu helt amok med de bokse der..
For vi går jo alle igennem forskellige faser her i livet.
Den uskyldige barndom.
Den vilde ungdom.
Og sidst men ikke mindst:
Året hvor den røde tråd starter.
Det er så meningen at vi allesammen (cirka), skal finde ud af hvem vi er igennem disse faser.
Finde ud af hvor vi står i livet, hvad vi vil, hvilken type mennesker vi vil omgåes og hvad vi vil med fremtiden.
Finde ud af hvor vi står i livet, hvad vi vil, hvilken type mennesker vi vil omgåes og hvad vi vil med fremtiden.
Men hvad hvis du så bare har fucket det meste op?
Nejnej du har selvfølgelig stadig alle muligheder i dag. Det benœgter jeg ikke.
Men det burde sgu da vœre en menneskeret at hœnge bare en smule sammen mentalt?
Men heller ikke her kan jeg få min vilje..
Det kunne vœre totalt fedt hvis man kunne sige at man har vœret frontløberen i sit eget liv.
Ham der styrede showet i de retninger livet nu har taget, istedet for marionet-dukken styret af tilfœldigheder.
Ham der styrede showet i de retninger livet nu har taget, istedet for marionet-dukken styret af tilfœldigheder.
Men så igen - ville ikke overlade roret til mig selv om skuden så var ved at synke på åbent hav.
Det kan irritere mig at alting er så materialiseret idag.. Alt afhœnger af madpakken du har med på job, bilen du kører i og pengene du ikke har.
Og nu vi snakker penge.!.
Hader penge.. Jojo jeg elsker da at have dem - men hvad fanden er det for en mental-dørstopper??
Nogen gange ville jeg virkelig ønske at jeg ikke havde nogen at få dårlig samvittighed overfor.
Ingen at savne.
Ingen at savne.
Havde det vœret tilfœldet havde jeg brœndt alle mine penge (okay okay, der er ikke flere end de kan vœre i askebœgeret) og lavet julehjerter af alle mine plastik kort.
Havde rejst fra alting uden at se mig tilbage. Rejst verden rundt, arbejdet mig frem og levet af naturen.
Ingen ville have forventninger til mig og intet samfund ville begrœnse mig.
Jeg ville sœtte mine egne footprints.
Men - back to reality.
Det hele kan ikke smage af solskin.
Jeg har trådt på mange mennesker igennem mit liv.
Jojo, mange gange har det da ikke vœret med vilje, men i nogle tilfœlde har det vœret sådan
"Kig på mig når jeg trœder på dig" tilfœlde.
"Kig på mig når jeg trœder på dig" tilfœlde.
Alligevel har jeg formået - og formår stadig at få en kœreste. Måske er det fordi de ser nogle andre niveauer af mig. Problemet er bare at jeg ikke har andre niveauer.
Og ja, jeg har da œndret mig meget igennem livet frem til idag - men er stadig ligeså uafklaret og forvirret som jeg var som 13-årig.
Burde jeg så istedet springe på en uddannelse som skuespiller? Hvis man er i stand til at narre det meste af verden er man vel også i stand til at udfylde en hovedrolle?
Måske tilfœldighederne ville vœre bedre end mig til at vœlge den nœste uddannelse..
Bare smide en bunke med papirlapper hvor jeg har skrevet 10 forskellige, mere eller mindre ligegyldige uddannelser og så lukke øjnene og tage en.
Ja kan da sagtens lade vœre med at tage en uddannelse mere - men helt seriøst, hvad skal jeg så lave??
Gå da i gang med at lave julehjerter af dine plastik kort ;) Hvem siger andre skal sætte en stopper for, hvad DU vil, skat? Hvis du brænder for at rejse uden at skulle se dig tilbage, er det da dét, du skal! Familie/venner er aldrig mere end et opkald og en flybillet væk. Måske du føler, du er gået lidt i stå og trænger til at prøve noget nyt, have noget andet at bruge din fritid på osv. Dét ved kun du!
SvarSletOg er der egentlig nogensinde nogen, der styrer deres liv 100% selv? De fleste ting, man oplever, er vel bundet til en eller anden form for tilfældighed, spontane beslutninger eller en "højere magt", som drejer ens liv til højre frem for venstre eller skråt over og ved man nogensinde, hvor ens beslutninger bærer en hen? Nej! Men er det ikke også lidt federe ikke at kunne styre alt, hvad der sker i sit liv?? Trygheden er selvfølgelig rar, men shit det ville blive kedeligt og et ikke-udfordrende liv. Udfordringer er jo noget, vi lærer af og som gør os stærkere.
Og selvfølgelig rummer du mange "niveauer" om du tror det eller ej. Du indeholder sygt mange gode sider også selvom du har haft en lidt fucked fortid og har trådt på nogle mennesker. Folk ændrer sig og vi lærer alle af vores fejl på et eller andet punkt. Og det har du også!
I stedet for at se det som "ligeså uafklaret og forvirret som jeg var som 13-årig", se det som, at du nu er blevet klogere på livet og de ting, du var uafklaret omkring som "13-årig", men i takt med din udvikling, er det nu blot nye ting, som fylder i dit liv. Se det aldrig som at være tilbage til status quo. De færreste har 100% styr på alt i deres liv, vil endda vove at påstå, at INGEN har! Men for fanden, så er der squ bare flere opture at glæde sig over, når man har bestiget/opnået endnu et punkt og så kan man glæde sig over dét lykkesus! Problemet med os i dag er jo også bare, at vi som regel aldrig stiller os tilfredse med livet. Vi forsøger altid at stræbe efter noget, vi mener er grønnere på den anden side. Ikke ment som, at vi i dag bare skal nøjes, men vi burde måske blive bedre til lige at stoppe op, trække vejret dybt og være glade for det vi har opnået og det solskin, der er i vores liv - med eller uden godt arbejde, lækker lejlighed, plastik julehjerter osv. :)