Uden at det skal lyde som det rene praleri, så har jeg altid været én af den slags mennesker der ikke frygtede noget. Selvfølgelig frygtede jeg de almindelige ting, såsom at miste sin familie eller lignende. Men udover det var jeg mere eller mindre frygtløs. At blive hejst op i 80 meter har aldrig været noget problem. Klaustrofobi har jeg heller aldrig lidt af, kan jeg sige med sikkerhed efter massevis af timer i beredskabsstyrelsens panik-containere. At rende ind i overtændte huse midt om natten, og at komme ud til diverse trafikulykker har heller aldrig været et problem. MEN! - At fylde 25 år har pludselig fjernet den ellers så hårde skal, og gjort mig bange. Jeg hader den. Jeg foragter den og mest af alt frygter jeg den - nemlig 25-års krisen. Der er nu 35 dage tilbage til at finde ud af hvad jeg stiller op med den. Alt imens tomheden, panikken og frygten raser indeni mig som en flok vilde heste finder jeg mig selv siddende og tænker over hvad jeg egentligt har opnået her i livet.
Selvfølgelig har jeg da haft mine gode tider, og opnået forskellige ting. Især i løbet af de sidste 5år, såsom hvordan min spontanitet nogen gange har brølet afsted,og ofte bragt mig i nogle svære situationer - men så sandelig også i nogle gode. Men alligevel misunder jeg de unge i dag. Ikke for hvor mange muligheder de har, eller for deres påklædning, men fordi de endnu har mange år endnu hvor de kan skabe sig åndsvage, og leve højt på det.
Alt imens mit voksne liv for alvor er ved at starte.
Hvis jeg ser tilbage på mit liv og hvad jeg har udrettet og om jeg kunne have forberedt mig bedre, så har jeg sprunget over hvor gærdet er lavest. Og det er her panikken for alvor begynder at rase rundt i kroppen på mig. Burde jeg have en kæreste nu, hvor der var en réel chance for at øjne et ægteskab i horisonten? Burde jeg tænke på børn? Tiden er ihvertfald imod mig på disse områder. Når man er en fast-tømret single-fyr som mig, så ser det ikke overdrevet godt ud.
Man begynder også rent fysisk at ændre sig nu. Håret er måske allerede en anelse tyndere hist og her, konditionen er ikke hvad den har været og kiloene begynder også at rokere rundt på kroppen og sætte sig de forkerte steder.
Det er med rystende ben og skælvende hænder jeg hver morgen ser mig selv i spejlet. Søgende efter fejl og mangler. Og desværre er der flere og flere at finde.
Selvfølgelig er der også det positive aspekt af denne krise. Man tager ting mere seriøse end man gjorde før. Jeg er blevet mere opmærksom på verdenen omkring mig i forhold til mit yderst store ego. Nyhederne interessere mig meget mere, og jeg finder mig selv siddende på text-tv flere gange hver dag for at se på verdenssituationen. Jeg er heller ikke så naiv mere som jeg var som ung teenager, hvor jeg troede at solen kun drejede rundt om mig.
Så ja min fornemmelse siger mig et eller andet sted at jeg er ved at blive voksen.
Min interesse for nyheder er ikke det eneste der er steget de sidste år. Mit kaffeforbrug er også steget til maniske højder hvor jeg faktisk ikke tror at jeg kan klare mig igennem morgenen uden en kop kaffe. Elsker stadig at gå i byen - men det er så en af de ting der er blevet skåret kraftigt ned på.
Det giver mig en ambivalent følelse at tænke på at jeg først er færdig på universitetet som 30-årig, men at jeg samtidig os føler mig tvunget til at tænke på ting som hus, børn, hund, farven på mig væg og en kone.
Jeg kan derfor se frem til 10 år fyldt med panik, angst og en vis tomhed hvis tingene går skævt for mig.
Man siger om midtvejskrisen, at det er panik før lukketid. Modsat er denne krise panik før åbningstid.
Hvor det eneste man kan gøre er at stå bagved døren og stirre ud på den virkelige verden.
Med alt det der medfølger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar