Et glimt

Jeg tror jeg rider den fede ambivalens-bølge igennem livet! Jeg er fyldt til randen med modstridende følelser og modstridende holdninger til - alting..
Det betyder selvfølgelig at jeg har let ved at forstå folk og deres ideologi, fordi jeg let kan se tingene fra deres perspektiv - men samtidigt aner jeg ikke hvor jeg har mig selv henne..

Prøv at se! Selv det at være ambivalens - har jeg en ambivalens følelse til..

Nu hedder min blog jo "Through my eyes" og jeg vil derfor ikke undskylde på forhånd, for et nok temmelig rodet indlæg.
Det afspejler bare mine fucked up tanker lige i tiden..

Jeg bruger virkelig meget af min tid på at spekulere over hvem jeg er - og hvorfor jeg er som jeg er. Ikke fordi jeg nødvendigvis er en idiot. Jeg tænker bare over hvilke resultater der har gjort mig til den jeg er. Hvad der har skabt ´min person´.

Jeg er sikker på at jeg udefra virker som en okay fyr med fod på det meste. En betænksom fyr der vil noget med livet.
Dem der kender mig bedre ved nok godt til en vis grad at ikke altid er sådan - at jeg ikke altid ved hvad jeg vil. At jeg langtfra har styr på alting.
Og sådan er det vel egentligt med alle mennesker. Vi skjuler vores sande jeg for omverdenen, og lukker kun de aller aller nærmeste helt ind.
95% af os græder ikke til begravelser - og det er jo ikke fordi at folk ikke er kede af det. Vi magter måske bare ikke at vise det. Det er et tabu at vise de negative følelser.
Hvis vi får besøg af nogle vi ikke har set i et stykke tid, og de starter ud med at spørge om hvordan det går - så siger vi jo altid at det går godt? Der er aldrig nogen der bryder grædende sammen og fortæller at de faktisk er kede af det..
Det var kun dengang man var et barn at man sagde tingene ligeud. Man græd hvis man slog sig eller var ked af det.
I dag er samfundet spækket op med alle mulige kulturelle regler og normer, der gør det noget nær umuligt at vise sit sande jeg. Uanset hvordan man har det.

Og det er jo fuldstændigt forkasteligt at det skal være sådan..

Men det er selvfølgelig let at give samfundet skylden for mine følelser og tanker om mig selv kontra verden.
Når jeg sådan sidder og tænker over mit liv - er det med en følelse af at jeg aldrig har gjort nok. Været nok. Eller er nok.

Men hvorfor?

I forhold til samfundets ideal, har jeg vidst opnået mere end rigeligt.
Jeg tror måske det bunder i en virkelig lav selvværdsfølelse.
Men igen så står jeg med den der ´hvorfor-følelse´..
Jeg har tonsvis af uddannelse..
Jeg har opnået flere ting end laangt størstedelen af andre på min alder.
Jeg har reddet flere liv - og har endda haft fornøjelsen af at se nogle af dem efterfølgende, hvilket har givet mig mulighed for at tænke tanken "de går kun der på grund af mig"..
Bruger juleaften med at hjælpe ved Blå kors, og 98% af alle julegaver jeg gav i år, var til fordel for nødhjælps organisationer..

Så hvorfor F...!. står jeg så stadig med en følelse af aldrig at slå til?
Der er sikkert flere der tænker at jeg klynker nu - men hey, min blog - mit problem.
Men det værste er jo at jeg godt ved at jeg klynker.. Der er nok ca. 2-3 milliarder mennesker der sikkert har det meget værre end mig på kloden..
Når det så er sagt - så betyder det jo ikke at jeg ikke skal prøve at få det bedre, bare fordi der er andre end mig der har det værre.

Et af mine største problemer er nok at jeg altid vil prøve at gøre alle glade - og ja lige umiddelbart lyder det nok lidt som et luksusproblem.
Men det stikker alligevel lidt dybere. Grunden til at jeg nok vil gøre alle glade er fordi jeg gerne vil have at alle skal kunne li mig.
Og det er netop her det første problem opstår for mig. Hvis alle ikke er glade for mig eller alle ikke er interesseret i mig. Ved ikke om det bunder i en total lav selvværdsfølelse, der simpelthen kræver at alle skal kunne li mig for at jeg føler jeg er noget værd.
Og det er jo totalt åndsvagt. Man kan ikke gøre alle tilfredse - og hvorfor skulle man også det?

Jeg synes efterhånden at det er oftere og oftere at jeg blir sur på mig selv over min tankegang. Som nævnt har jeg vist et liv hvor der ikke mangler noget. Alligevel render jeg rundt og har ondt af mig.
Og jeg er kommet frem til at det nok er fordi jeg mangler noget alligevel. En tryghed. Da jeg boede i Skive følte jeg mig ikke hjemme. Ikke engang hjemme hos min mor. Her i Herning føler jeg mig ikke hjemme. Og kan faktisk ikke huske at jeg har haft den der tryghedsfølelse nogen som helst steder. Derfor prøver at jeg skabe den alle steder. Derfor skal alle kunne li mig lige meget.

Ja jeg aner det ikke - er ikke psykolog.
Men var et lille glimt af mit liv.
Der kan stadig sendes forslag til hvad fremtidige indlæg skal handle om: Maskin18@hotmail.com
P.S ( Sex og erotik indlægget er på vej )