Religion er folkets opium

Jeg vil starte dette indlæg ud med at sige - der er ikke en skid værdigt ved døden..

Man ser ofte i film og tv disse enormt følelsesladede situationer hvor en far og datter siger farvel til hinanden, han lukker øjnene, går bort og alt er så fredfyldt.
Endnu en illusion som så meget andet.
Jeg tror ikke på at der er noget som helst værdigt eller fredfyldt ved at dø. Jeg tror ikke på at man genopstår som et dyr eller menneske.
Forestillingen om at man kommer i paradis eller lever videre er en kæmpe illusion hvis man spørger mig. En illusion skabt af? Ja en virkelig god forfatter. En god taler, en menneskekender eller os selv.

Mennesket er skabt med en fantastisk evne til at føle frygt. Og jeg siger fantastisk fordi selvsamme evne nok er en af forklaringerne på hvorfor vi er nået så langt som vi er i dagens verden. Vores frygt for det ukendte har altid skabt et incitament til at "søge videre". Studere alting og finde svar på alt.
Men samtidig tillader vores frygt os ikke at se 100 % objektivt på livet og hvad der sker i det. Tanken om at livet "kun" er en samling impulser og hjerteslag - som når disse ophører så vil ende, ligger så fjernt for de fleste mennesker at vi skaber en forhåbning om at ´det ikke kun var det´.

Karl Marx er manden bag min overskrift. Han mente at religion er opium for folk, fordi det giver øjeblikkelig lindring for den smerte eller håbløshed folk føler uden at fjerne grunden til den. Samtidig giver det drømme og fantasier om et bedre liv i himmelen og fjerner derved fokus på det dårlige og elendige liv her på jorden. Derfor er religion på en og samme tid udtryk for en reel lidelse, og en protest imod denne. Problemet er blot, at der ikke gøres noget for at fjerne årsagen til denne lidelse.


Religion bliver for Marx en slags virkelighedsflugt, hvor man i stedet for at gøre noget ved de dårlige materielle vilkår, søger trøst i religionens illusioner.

Dette er selvfølgelig ideer udsprunget i en tid hvor der var få der havde magten - og så alle andre som blev stampet på. Men kan alligevel godt sætte mig ind i hans tankegang.
Religion - eller en hvilken som helst anden "tro" på en form for liv efter dette, er en måde at flygte fra virkeligheden på. En måde at skærme sig overfor det uforklarlige på.
Tanken om at vi bare ophører med at eksistere og at livet så går videre på jorden i tusinde år efter er svært at bære for de fleste. Tanken om at man hurtigt er glemt igen.
For det er man jo.

Jeg har efterhånden oplevet min del af dødsfald.
Min oldemor og oldefar døde for nogle år siden - og for at være helt ærlig så tænker jeg da ikke på dem 10 gange om året.
Min bedstefar døde, min klassekammerat igennem 10 døde, min ven igennem 5 år døde og faktisk en del flere som jeg har haft nær er døde. Og selvom de alle betød utroligt meget for mig så tænker jeg da ikke på dem hver uge. Der går faktisk nogle gange måneder imellem at jeg skænker dem en tanke. Og det er jo ikke fordi jeg er en skidt person eller er ligeglad. Man bliver bare nød til at leve videre. Og det er jo det vi alle gør? Lever videre. Om 3 generationer er der ingen der skænker min afdøde oldefar en tanke - for alle os som kendte ham er selv borte. Ved du hvem din tip tip tip oldefar er?

Meget af indlægget er nu kommet til at handle om min holdning til om der er "noget" efter døden. Og det var faktisk ikke meningen. Istedet skulle det handle om det at have en værdig død. For er efterhånden kommet i tvivl om der overhovedet kan være noget værdigt ved at dø? Min oldefar og oldemor døde på hospitalet efter en relativ kort periode med sygdom. Min bedstefar faldt om af en blodprop. Én kammerat kørte galt og én døde af at sniffe lightergas. Én døde af alkohol og én af kræft.
Jeg kender ingen der er gået bort med værdighed. Og værdighed for hvem? For de efterladte eller for vedkommende selv? Og hvordan dør man en "værdig død?"
Hvis du døde idag - hvad ville dine efterladte så finde hjemme i din skuffe?

For de flestes vedkommende handler alderdommen fysisk om en tid hvor man er svagere. Man er oftere syg og brækker hoften ved at falde ud af sengen. Vejrtrækningen er dårligere. Og stille men sikkert svigter synet og hørelsen en (For de FLESTES vedkommende). Er man heldig falder man i søvn en aften - og så var det det. Man vågner ikke mere og opdager ingenting. Man når aldrig at tænke tanken "Ku jeg ha gjort noget anderledes? Fortryder jeg noget?" For ALLE uanset hvem man er vil altid fortryde et eller andet der er sket i ens liv.
Det er nok det umiddelbart tætteste jeg kan komme på en værdig død.
Så er der tilgengæld alle de andre tusinde og atter tusinde tilfælde hvor det ikke glider så let. Der er de tilfælde hvor man lever med sygdom i mange år. Man er tvunget til at spise 13 forskellige piller hver evig eneste dag resten af sit liv for at ku fungere. Nogle er indlagt igen og igen med diverse ting. De tilfælde hvor man konstant bliver svagere og svagere - og hvor man selv er klar over det og ved at tiden er ved at rinde ud. Jeg læste forresten den anden dag at deprimerede pensionister var en overset gruppe.!. Selvfølgelig er de deprimerede - jeg gruer selv for den dag jeg bliver 70 og kan tænke: "Kim, hvis du er heldig har du 20 år tilbage at leve i"..

Nu er døden ikke noget jeg tænker på hver dag - og dog har jeg en person meget nær der formentligt ikke overlever i mange år endnu på grund af sygdom. Men det der fik mig til at tænke på alt dette var en oplevelse jeg havde forleden.
Jeg kørte en person ud til sin far, som ikke havde mange dage tilbage at leve i. Da vi kom derud blev vi mødt af synet af en gammel afkræftet mand der knapt orkede at trække vejret. Faren kunne ikke kende vedkommende jeg kørte med, og jeg er i tvivl om hvor meget han overhovedet opfattede af noget som helst. Med alt respekt lignede han mest af alt, en af de jøder man så ofte har set i gamle optagelser, komme gående ud fra en nazilejr. Han var kun skind og ben med udhulede kinder og en tung vejrtrækning. Og et eller andet sted håber jeg ikke at han var i stand til at sanse noget. For så ville han uden tvivl være klar over at han ikke havde lang tid igen.
Efterfølgende var den første tanke der slog mig - at der intet yndefuldt eller værdigt var ved dette. Hende jeg kørte og mig selv var de eneste der sad inde hos ham. En gang imellem var der en hjemmehjælper der kiggede ind - men det var så os det. Der sad jeg så i hans lejlighed og kunne se på billeder fra hans storhedstid da han var ung. Det er lidt det samme med de trafikuheld jeg har været ude til i forbindelse med mit job som brandmand. Der var intet fredsfyldt over de personer der døde der. Blod, olie og afbrændte dæk når det var "bedst".

Det bedste ved døden er ikke alt muligt pjat med at man kommer i paradis - nej jeg tror det bedste ved døden er hvis den tanke om at man skal dø og ikke eksistere mere, kan være med til at man gør alt hvad man overhovedet kan for at få et godt liv.

Lige nu. Og lige her.