Mit liv som tinsoldat.

Der var engang 25 børn der gik i klasse sammen. Allesammen kom fra den samme by og allesammen var mellem 12 og 13 år. De var alle født i det samme samfund og alle havde de samme muligheder. Den ene elev lignede livagtigt den anden, kun en eneste var lidt forskellig. Han var mere mut og mere indelukket end de andre, fordi han på trods af at de alle havde de samme muligheder - ikke havde haft de samme vilkår. Han manglede psykisk et ben. Dog stod han ligeså fast igennem systemet - og livet som de andre. Og det er ham der er mærkværdig.

Han forblev altid tavs, for det passede sig ikke at råbe op.


I landet hvor de levede var mange andre børn. Der var også flere der ligesom den mærkværdige manglede et ben. Men de var få, og vidste derfor ikke noget om hinanden.


Livet gik sin gang og den mærkværdige spekulerede over sin gang her i verden. Han måtte jo være speciel siden han var den eneste der manglede et ben. Der måtte være et formål med ham.
Men det var svært. Den mærkværdige søgte og søgte efter en jomfru der ligesom ham selv manglede et ben.
Men hver gang han troede han havde fundet jomfruen, viste det sig at hun slet ikke manglede et ben alligevel. Den mærkværdige manglede bare så inderligt en jomfru - en sjæleven at han så alle mulige andre ting - men ikke at begge ben var der.

Når den mærkværdige endelig troede at han havde fundet sin jomfru rørte han sig ikke ud af stedet. Han stod standhaftigt på sit ene ben og lavede ikke en bevægelse. Selvom hele verden omkring ham rasede rundt, slog kolbøtter, førte krig og holdte bal.

Efter mange år på denne måde, gik det pludseligt op for den mærkværdige at han ikke var så mærkværdig alligevel. Hvor han før troede at hans mærkværdige liv havde et formål, gik det nu op for ham at han havde samme ligegyldige formål som alle andre.

Vinduet gik op og træk-vinden hev den mærkværdige ud fra tredje sal. Han fór igennem luften med en skrækkelig fart med sit ene ben strittende standhaftigt op i luften.
Han landene på brostenene - og selvom verden var lige ved at træde på ham, så så den ham ikke alligevel. Havde den mærkværdige råbt: Her er jeg! så havde den nok fundet ham. Men han fandt det ikke passende at skrige højt da han jo var standhaftig.

Nu begyndte det pludseligt at regne, og den ene dråbe med den anden blev til en flod.
En flok drenge der alle selv manglede en legemsdel fandt ham og tog ham med i deres båd.
Med tiden endte den mærkværdige med at være alene tilbage i båden. De andre som ham, var alle en efter en faldet med hovedet først over rællingen, og var forsvundet i flodens dyb.

Nu da den mærkværdige igen var helt alene fór båden under rendestenens bræt og ned i kloakkens mørke dyb. "Hvor mon jeg nu bliver ført hen", tænkte han, "ja ja, det er træk-vindens skyld. Sad jeg dog bare ikke alene men med min jomfru her i båden, så måtte her gerne være endnu mørkere".
Den mærkværdige blev ført hastigt afsted i strømmens stride bølger. Og kunne i horisonten øjne den lyse dag, men han hørte også en brusende lyd, der kunne gøre en tapper mand forskrækket. Der for enden af den mørke kloak var et kæmpe vandfald. Men han var allerede så tæt på vandfaldet at han ikke kunne standse.
Båden fór ud i lyset - og over vandfaldets kant, men den mærkværdige holdt sig så ret som han kunne, så standhaftigt som han kunne. Ingen skulle kunne sige om ham at han blinkede med øjnene.
Båden snurrede rundt og blev hurtigt fyldt med vand. Den mærkværdige sank mod det mørke dyb imens han tænkte på den nydelige jomfru der måtte være derude et sted. Som han nu aldrig ville få mulighed for at finde.
Lige før den mærkværdige nåede bunden, blev han slugt af en kæmpe fisk.


Nej hvor var der mørkt derinde. Endnu mørkere end under rendestenens bræt, og snævert var der også. Men den mærkværdige forblev standhaftig og sagde ikke et ord.
Fisken fór omkring i de store floder og nåede endda ud til selve havet.
Og sådan gik tiden i så lang tid at den mærkværdige aldrig troede at han skulle se lyset igen.
Selvom den mærkværdige nåede omkring alle verdenshavene, så fik han aldrig set noget som helst. Andet end fiskens inderste mørke.

Endelig en dag blev fisken stille og der farede en lysstråle igennem den. Lyset blændede den stakkels mærkværdige og der var flere der råbte højt: " Se det er den mærkværdige", og folk vidste nu pludseligt alting om ham.

Fisken var blevet fanget, bragt op til torvet, solgt og kommet op i køkkenet hvor fruen skar den op med en stor kniv. Hun tog med sine to fingre den mærkværdige om livet og bar ham ind i verden, hvor alle ville se den mærkværdige mand der sådan havde rejst hele verden rundt i maven på en fisk. Men den mærkværdige var ikke stolt.

Han var i den selvsamme verden som han havde været i før. Med de selvsamme børn og de selvsamme bygninger.
Og der stod en jomfru som holdt sig på et ben og var standhaftig som ham. Det rørte den mærkværdige og han var lige ved at græde, men det passede sig ikke. Han så på hende og hun så på ham men de sagde ikke noget.
I det samme tog en af smådrengene den mærkværdige og kastede ham lige ind i kakkelovnen, uden nogen som helst grund. Det var bestemt træk-vinden der var skyld i dette!
Den mærkværdige stod ganske belyst og følte en hede han aldrig havde prøvet før. Om det var ilden eller kærlighed vidste han ikke.
Han så på den lille jomfru, hun så på ham og han følte at han smeltede. Men han stod endnu ret og standhaftigt.
Pludselig gik der er dør op og vinden tog fat i jomfruen og hun fløj lige ind i kakkelovnen til den mærkværdige, blussede op og forsvandt i lys lue.

Så smeltede den mærkværdige og da fruen dagen efter tog asken ud, fandt hun ham som et lille tinhjerte. Af jomfruen var der derimod kun en palliet tilbage. Og den var brændt kulsort.