Hvad er DU værd?

Forleden dag sad jeg og skrev med en kammerat om hvad han skulle give sig til at lave. Han var ikke sikker på at han havde valgt "den rigtige hylde" da han tog sin uddannelse på Teknisk skole, og nu var han kommet i tvivl om hvad der så skulle ske.

Uden at tænke videre over det spurgte jeg ham om to spørgsmål.

Hvad er du god til?
&
Hvad interessere dig?

Straks efter bippede der en Sms-besked ind med spørgsmålet: Jamen hvad er du god til Kim?
Og der må jeg nok sige at jeg lige tabte mælet et øjeblik, for det havde jeg jo ikke lige tænkt over.
Men jeg tror faktisk at det er vigtige spørgsmål - der er med til at definere vores liv, og hvordan vi i daglidagen har det med os selv.
Jeg tror vi ofte har en tendens til at kigge på os selv med de "negative briller."

Hvad er DU værd?

Ikke i kroner og ører, ikke i andre menneskers vurderende øjne og ikke som en vare på arbejdsmarkedet.
Men hvad synes DU SELV at du er værd?
Hvis du skulle give dig selv en karakter på 12-skalaen, hvilken karakter giver du så dig selv?
Jeg vil tro at 95% af os aldrig ville give os selv et solidt 12-tal. Og som direkte følge af dette, vælger mange af os heller ikke at give vores nære, kollegaer og venner et 12-tal.
Men jeg tror at den karakter og det tal du vælger, er det du lever dit liv udfra. Tallet bestemmer hvor langt du når i dit liv. Hvor meget du udretter, hvor meget kærlighed du føler og hvad du gør i dit liv.

Så hvorfor er det at vi ikke giver os selv et 12-tal, bare for at prøve at se hvem vi så ville være?
Hvad er du ikke i stand til at gøre, give og være hvis du er et 12-tal?

Ovenstående handler udelukket om ens eget selvværd.
Selvværd handler om hvem jeg ER som menneske. Ikke hvad jeg kan præstere i samfundet.
Selvværd handler om den indre følelse der siger at uanset hvad - så er jeg okay.
Og er vel nok en af de vigtigste følelser i forhold til at acceptere sig selv. Selvværdet er noget der langsomt er blevet opbygget igennem barndommen/og livet ved andres accept og forståelse. Hvis vi har følt os elsket og respekteret, uanset hvad vi kan præstere, er det med til at opbygge vores selvværd. Det at andre tror på os, og har respekteret hvem vi er, uden at man har skullet lave noget om på sig selv, giver muligheden for at lære os selv at kende. Vide hvad der er mine følelser - og ikke noget andre har sagt jeg skulle have.

En sådan selvaccept giver en stabil kerne i det indre, som gør at vi er svære at vælte, netop fordi vi ikke er afhængige af hvad andre siger og mener. Uanset hvad så ved man at man er god nok, og derfor kan man lettere bære nederlag og svære tider.

Noget andet er selvtillid.
Selvtillid handler om de ting vi kan, og er kommet fordi der er ting vi føler vi er gode til. Igennem vores barnddom har vi opbygget en tro på at vi har nogle evner, og at vi er gode til nogle ting. Hvis vi så samtidigt er blevet rost for disse ting, på en sådan måde at vi føler at det er ligepræcis evnerne der gør at vi er elsket og føler os værdsat, så er det med til at give en selvtillid.
Modsat selvværd så er selvtillid et ydre skelet omkring os, og ikke en indre "jeg" følelse. Selvtillid er som et stillads vi kan læne os op ad i stormvejr, og er med til at vi føler os trygge.
Problemet med selvtillid er at hvis vi af den ene eller anden grund, pludseligt ikke kan det samme som tidligere, eller hvis vi er sammen med mennesker der ikke bekræfter os for vores evner så vælter stilladset og vi føler os ikke trygge mere.
Problemet er derfor at hvis vi føler os elsket og værdsat for de TING vi kan - og ikke for hvem vi ER, så er det de ydre ting vi bliver afhængige af. Hvad andre mener om os, og hvad omgivelserne tænker.

Om man har en stor selvtillid eller et stort selvværd er alfa omega i forhold til vores liv og dagligdag. Det er betydningsfuld i forhold til hvordan vi er sammen med andre mennesker og i sociale fællesskaber. Og specielt i forhold til at finde en partner. Hvis man ikke igennem barndommen har fået opbygget en indre følelse af værdi, vil man igennem hele livet forsøge at skabe sin værdi igennem det ydre og hvad man kan præstere. Man vil forsøge at blive elsket for det man gør. Det er hårdt arbejde fordi man er afhængig af at der er andre mennesker der kan bekræfte en.
Derfor vil man - måske ubevidst, søge efter en partner for at få denne bekræftelses følelse. Og for at få det kommer man let til at lave om på sig selv, alt efter hvad man tror at partneren og omgangskredsen gerne vil have. Det er en konstant ´indre kamp´, hvor man igen og igen går på kompromis med sig selv. Derfor er det ikke noget der kan holde i længden. Man gør ting som er ens indre imod, og det skaber ikke følelsen af indre værdi. Tværtimod bliver man endnu mere usikker på sig selv.

Men hvordan ændrer man så på dette? Hvordan bliver man "ét" med sig selv?

Først må man lære sig selv at kende. Hvad er "mig"?
Hvad gør mig glad? Hvad gør mig sur og ked af det? Hvad er din livret? Hvad er din yndlingsfarve? Mange af tingene er banale - men er alle et vigtigt skridt hen imod at kende os selv. Endnu vigtigere er det at finde ud af, hvad der er din grænse. Hvornår føler du dig skidt behandlet og hvornår yder du mere end du kan.
Næste skridt er at udtrykke sine grænser og behov overfor andre mennesker. Hvilket er svært hvis man aldrig har lært det. Og selvom det måske virker forbundet med egoisme, så er det et vigtigt skridt at kunne respektere sig selv - så gør andre det nemlig også.