Kender i det?
Toget der kommer buldrende med 310 km/t ned ad jernbanesporene - foer det med fuld skrald hamrer direkte ind i dig.
De sekunder der bare foeles som aar.
Den dybe vejrtraekning som blev overfladisk.
Foelelsen af at man ikke slaar til. Foelelsen af ikke at kunne goere nok.
Det er de tanker der ligger bag dette indlaeg.
At foele sig utilstraekkelig.
For mig personligt er det noget af det svaereste. Hader at foele at jeg ikke er god nok. Alligevel er det en foelelse der overmander mig igen og igen.
Nej jeg ved sku godt at jeg er god nok til mit job. Ved da godt at der er pisse mange ting jeg er gode til.
Jeg koerer den fede stil - og har du ikke samme mening som mig, jamen saa fair nok. Det er sku da det mest fantastiske! At der er plads til os alle.
Har i et tidligere indlaeg skrevet om selvvaerd og selvtillid - og hvordan jeg definere disse ord.
Og her er det helt klart en mangel paa selvvaerd jeg har.
En rigtig god veninde sagde det faktisk perfekt:
"Du har et lavt selvvaerd som du proever at kompensere for med din selvtillid"
-Ord der kunne vaere taget direkte fra min mund.
Mangler ikke selvtillid - slet ikke.
Men den der foelelse af at vaere god nok - den ejer jeg ikke, kender ikke til den og foerst for nyligt gik det op for mig at det ikke bare er en myte som alfer og eskimoer..;)
Og tror at det netop er fordi mit selvvaerd ligger paa et meget lavt sted at jeg har lavet saa mange ting i mit liv.
Altsaa.. Har proevet at styrke min selvtillid igennem de ting jeg udretter, for at kompensere for selvvaerdet.
Har aldrig foelt at jeg har gjort eller vaeret tilstraekkeligt. Og ligesaa stille er det gaaet op for mig hvorfor det er saadan. Og dog.
Der er rigtig mange bagvedliggende aarsager som helt sikkert spiller en stor rolle - men i bund og grund saa handler det vel om at jeg forlanger for meget af mig selv og at jeg er for usikker netop fordi jeg ikke foeler mig tilstraekkelig. En ond cirkel..
Eller noget andet lort..xD
Selvtilliden koerer som sagt for mig. Men ikke selvvaerdet. Proever igen og igen at goere alle mennesker glade - paa bekostning af min egen livsglaede.
Proever konstant at redde hele verden paa den ene eller den anden maade. Men det er jo en umulig opgave - og det vaerste er at jeg godt ved det.
Og det skaber et kaempe pres.!
Aldrig at foele at man goer tingene godt nok.
Altid at leve for- og under andres behov og oensker.
Maa sige at jeg er blevet klogere med tiden.
Idag ser jeg ikke paa verden som jeg gjorde for bare 2 aar siden. Meget har aendret sig.
Livet er en opdagelsesrejse anfoert af et kompas.
Et kompas styret af?
Ja for mit vedkommende har det jo saa vaeret et kompas styret af usikkerhed og samvittighed.
Og det kan jo ikke blive ved med at gaa.
For at opnaa det liv jeg gerne vil have, maa jeg revidere det kompas jeg i over 25 aar er blevet vejledt af.
Og det er da det fede! Og faktisk hele min pointe.
Det ER muligt at aendre retning.
Livet er en rejse.
Ikke alle dele er lige fantastiske, begivenhedsrige eller vidunderlige.
Nogle passager er enormt tunge, overvaeldende og haarde.
Andre foeles som om man svaever paa en sky og alting koerer paa skinner.
Nogle passager er hurtige og andre foeles som evigheder.
Men livet er hvad man goer det til, hvad man vaelger at fokusere paa.
Saa fuck da hvad andre mener.. Det er DIT liv det drejer sig om - ikke deres.
onsdag den 20. juli 2011
søndag den 10. juli 2011
(K)vinder!
KVINDER! Bestemt ikke et let emne - men ogsaa svaert at komme udenom.
Vi hader dem, vi elsker dem, vi er nysgerrige, vi er forvirrede, og ja - vi fatter ikke en meter!
Vi starter livet ud med at vaere afhaengig af kvinder - slutter vi ogsaa af med det?
Uanset hvordan og hvorledes man mener det hele haenger sammen -
(vent paa det! Vent paa det!) saa kan i kvinder alligevel ikke undvaeres! :)
Yes det er altsaa saa den konklusion jeg er kommet frem til!
Elsker at laere nye ting. Elsker at blive udfordret. Elsker at blive chokeret og faa rystet den store pose med meninger og holdninger!
Og det er faktisk sket de sidste par uger.
Den eneste ene?
Well - ja egentligt.
Men ikke kun 1 - tror der er mange der passer mere eller mindre perfekt til en.
Var tidligere naaet til et punkt i mit liv hvor jeg ikke havde den store tro paa kaerlighed. Det har jo ligesom aldrig rigtigt fungeret for mig. Og har det egentligt det for nogen?
Saa konklusionen blev at kaerlighed var noget forbigaende, menneskelig indbildning og science fiction.
Meen, efter 2 aar som fasttoemret single har det aendret sig!
Aarsagerne er mange - og meget vaesentlige, helt bestemt!
Men ikke saa vigtige for dette indlaeg.
Tror alle oensker en partner. En at dele alting med.
De gode ting og de daarlige ting.
En at passe paa, en at tage sig af. En person der fuldender en.
JA! Meget romantisk lyder det jo - og det skal det vel ogsaa vaere!?
Biologien fortaeller os at, la la la!!.. Ja vi er selvfoelgelig sat paa jorden for bl.a at reproducere os selv. MEN ku vi nu ikk os have det lidt sjovt imens? :)
(Reproducere=Sex=sjovt for det meste) ja det er jeg klar over!.
Men vel ingen grund til at vi ikke kan have det sjovt, udover naar vi har sex?
Men hvorfor fungere det saa bare saa daarligt imellem os maend og kvinder engang imellem - og vanvittigt godt til andre tider?
Det er vel egentligt rimelig simpelt?
Jeg synes ikke der er saa stor forskel paa maend og kvinder - hvis man kan vaere sig selv, og kender bare lidt til det modsatte koen!
Vi har jo mere eller mindre de samme droemme og ambitioner - og forventer vel lidt det samme af et forhold?
Man skal passe paa ikke at goere individuelle forskelle til koensmaessige forskelle.
Selvfoelgelig er vi forskellige - men det er ogsaa det der goer at vi supplere hinanden saa godt :)
Saa ja, i bund og grund er i kvinder jo gode nok ;)
Vi hader dem, vi elsker dem, vi er nysgerrige, vi er forvirrede, og ja - vi fatter ikke en meter!
Vi starter livet ud med at vaere afhaengig af kvinder - slutter vi ogsaa af med det?
Uanset hvordan og hvorledes man mener det hele haenger sammen -
(vent paa det! Vent paa det!) saa kan i kvinder alligevel ikke undvaeres! :)
Yes det er altsaa saa den konklusion jeg er kommet frem til!
Elsker at laere nye ting. Elsker at blive udfordret. Elsker at blive chokeret og faa rystet den store pose med meninger og holdninger!
Og det er faktisk sket de sidste par uger.
Den eneste ene?
Well - ja egentligt.
Men ikke kun 1 - tror der er mange der passer mere eller mindre perfekt til en.
Var tidligere naaet til et punkt i mit liv hvor jeg ikke havde den store tro paa kaerlighed. Det har jo ligesom aldrig rigtigt fungeret for mig. Og har det egentligt det for nogen?
Saa konklusionen blev at kaerlighed var noget forbigaende, menneskelig indbildning og science fiction.
Meen, efter 2 aar som fasttoemret single har det aendret sig!
Aarsagerne er mange - og meget vaesentlige, helt bestemt!
Men ikke saa vigtige for dette indlaeg.
Tror alle oensker en partner. En at dele alting med.
De gode ting og de daarlige ting.
En at passe paa, en at tage sig af. En person der fuldender en.
JA! Meget romantisk lyder det jo - og det skal det vel ogsaa vaere!?
Biologien fortaeller os at, la la la!!.. Ja vi er selvfoelgelig sat paa jorden for bl.a at reproducere os selv. MEN ku vi nu ikk os have det lidt sjovt imens? :)
(Reproducere=Sex=sjovt for det meste) ja det er jeg klar over!.
Men vel ingen grund til at vi ikke kan have det sjovt, udover naar vi har sex?
Men hvorfor fungere det saa bare saa daarligt imellem os maend og kvinder engang imellem - og vanvittigt godt til andre tider?
Det er vel egentligt rimelig simpelt?
Jeg synes ikke der er saa stor forskel paa maend og kvinder - hvis man kan vaere sig selv, og kender bare lidt til det modsatte koen!
Vi har jo mere eller mindre de samme droemme og ambitioner - og forventer vel lidt det samme af et forhold?
Man skal passe paa ikke at goere individuelle forskelle til koensmaessige forskelle.
Selvfoelgelig er vi forskellige - men det er ogsaa det der goer at vi supplere hinanden saa godt :)
Saa ja, i bund og grund er i kvinder jo gode nok ;)
onsdag den 9. marts 2011
Kritik af en verden jeg ikke forstår
Det er ekstremt let at kritisere verden.
Noget af det letteste her i livet er vel sådan set at kritisere ting?
Fremfor at forstå dem.
Fremfor at forstå dem.
Jeg ser mig selv som en rimelig forstående person.
Jeg er meget empatisk og kan derfor "fungere" blandt de fleste mennesker.
Jeg møder sjældent nogen hvor jeg tænker at jeg ikke kunne få et eller andet venskabeligt forhold til vedkommende.
Politisk har jeg i flere år været total splittet. Har altid kunnet se fordele og ulemper hos både rød og blå blok. I dag er jeg så nået til det punkt hvor jeg ikke gider stemme mere. Vil ikke engang prøve på at sætte mig ind i tingene, - så jeg ellers kunne lyde I så klog og belæst når emnet engang imellem lander på det politiske
( hvilket det utvivlsomt vil gøre igen ).
( hvilket det utvivlsomt vil gøre igen ).
Men det er ikke kun det politiske jeg boykotter. Synes efterhånden jeg er begyndt at se mere og mere kritisk på hele verdensbilledet.
Ta de kongelige foreksempel. Måske tjener de deres løn ind i form af promotion af Danmark. Måske.
Og hvis det er tilfældet så synes jeg da bestemt også at de er værd at beholde - men jeg kan simpelthen ikke få ind i hovedet hvorfor de skal promoveres så meget i vores presse??
De bliver jo fremstillet som de rene rockstjerner, og groft sagt - så er det eneste de har gjort jo sådan set bare at blive født..
Generelt så forstår jeg ikke så meget af samfundet i dag..
Er hele verden i opløsning eller hvad?
9 ud af 10 mennesker lever jo et samlebåndsliv.!..
- Man bliver født og går igennem folkeskolen
- Man afslutter folkeskolen og starter på en decideret uddannelse - enten med det samme eller efter nogle sabbatår.
- Man afslutter uddannelsen, arbejder og finder sig en kæreste.
- Man får børn, bliver gift og køber hus/lejlighed i vilkårlig rækkefølge
- Rouletten starter forfra med ens egne børn og på et tidspunkt bliver man skilt
- Pension, børnebørn, villa, volvo og vovse
I løbet af ovenstående liv bruger man groft sagt halvdelen på at arbejde.
Man ser tv i tusindvis af timer og bruger 12 måneder på at holde for rødt lys, hente børn osv..
Man bruger tonsvis af tid på at bekymre sig over om man ser godt nok ud, om man er sund nok og på at følge de tusindvis af råd der konstant kommer om hvad man skal gøre for at undgå kræft.
By the way - var i klar over at det kostråd som vi har hørt igen og igen hele det sidste år "6 om dagen" der referere til at man skal spise 6 stykker frugt om dagen for at være sund - er løgn og bedrag?
I virkeligheden var det en gruppe amerikanske forskere der fastslog at 3 stykker frugt om dagen ville være sundt og forebyggende. Man valgte bare at ændre det til "6 om dagen" da SEX jo sælger - og derfor ville folk have lettere ved at huske det..
Og det er jo nærmest det eneste man får ud af medierne - PROPAGANDA..
Synes det er utroligt så bundet alle mennesker er af samfundets normer.
Og tror desværre vi er langt ovre ´Point of no return´. Specielt taget i betragtning af hvor globaliseret verden er blevet i dag.
Jeg har selv i alt for mange år være bundet af de samme ritualer som alle andre.
Både fysisk men ikke mindst psykisk. Og jeg ved faktisk ikke hvad der er sket siden jeg pludselig har ændret mig. Jeg er ihvertfald blevet inspireret af folk i min omgangskreds
- men hvad der har gjort det sidste udfald ved jeg ikke.
Jeg er nået til det punkt hvor hjernen koger og blodet fosser rundt med 110km/t.
Jeg gider ikke være en del af den store roulette mere.
Jeg vil fandeme bare have det sjovt og lave det jeg selv har 100% lyst til.
Gider ikke uddanne mig, for bare at ende som et tal i en eller anden samfundsnyttig statistik.
Hvis jeg vælger at tage en uddannelse skal det være fordi det er ligepræcis det jeg har lyst til.
Vil styre mit liv udfra dette simple kodeks:
"Jeg træffer mine egne valg - jeg skaber min egen værdi - jeg er passioneret og drevet fordi jeg laver hvad jeg elsker"
Jeg bestemmer over mig selv - HVIS jeg vil have sex for sjov, så har jeg det. Uden at ta hensyn til hvad andre mener.
HVIS jeg vil sælge min krop for 1 million - så er det hvad jeg gør. Jeg bestemmer over min egen krop.
Men hvad elsker jeg så? Hvad har jeg lyst til?
Som jeg har det lige nu vil jeg ihvertfald ikke uddanne mig mere. Vil arbejde med det jeg synes er sjovt og spændende - om det er bag en bar, som brandmand, vicevært eller noget helt fjerde er fuldstændig irrelevant.
Det eneste jeg forventer af livet er at have det sjovt. Forventer at verden aldrig står stille for mig - og at jeg vil få det bedste ud af det.
Lige nu er det eneste jeg har lyst til, at rejse verden tynd. Efter jordomrejsen vil jeg arbejde i Skotland og tjene penge ind så jeg kan blive totalt gældfri - totalt uafhængig. Derefter vil jeg rejse igen. Måske Afrika. Måske Grønland - igen underordnet.
Jeg har aldrig nogensinde følt mig hjemme nogen steder - og det er efterhånden ved at gå op for mig hvorfor det har været sådan.
Det er ekstremt svært at føle sig hjemme i en verden der er bundet op omkring regler, normer, kultur og tradition - hvis man er bare en smule anderledes.
Efter at være brudt ud af det mentale fængsel som de fleste kalder samfundet føler jeg mig stadig ikke hjemme noget sted. Men har fundet ud af at det er helt iorden.
Jeg føler en kæmpe trang til ikke at være afhængig af noget mere. Alt afhængighed er progressiv. Mere vil ha mere.
Derfor har jeg også fået et stort ønske om at droppe alt den slags.
- Fjernsyn
- Smøgerne
- Kaffen
- Banken og staten
Nu kan man sige at man også er afhængig af en kæreste - så det burde også være på listen over ting der skal boykottes. Men jeg tror ikke at man nødvendigvis behøver være afhængig af en anden - bare fordi man er kærester. Det handler om at give hinanden friheden til at udleve sine drømme og tanker.
Samtidigt så er jeg begyndt at tro på skæbnen - ikke sagt at jeg tror at hele mit liv er udformet på forhånd. Men jeg tror et eller andet sted på at vi alle er født med et mål. Og at vi så selv vælger hvilken sti vi vil tage derhen.
Og jeg vil fandeme leve mit liv på kanten.
Ved ikke hvorfor jeg altid har haft et behov for det - måske for at føle at jeg er i live.
Måske for at bevise noget for mig selv.
Kartoffel/kartoffel - det er ligegyldigt
Livet skal leves - og det eneste jeg vil være afhængig af er mig selv.
lørdag den 5. marts 2011
Kritik af en verden jeg ikke forstår!!
Hellig krig
Miljø nedsmeltning
De danske svin
Tibet
Dalai Lama
Mellemøsten
Jøder
Afganistan
Iran
Atomvåben
Kold krig
Helbred
Kultur krise
Samfunds nedbrud
Tjernobyl
Racekrig
Religionskrig
Generation X & Y
Sex, Drugs & Rock´n Roll
Morgendagens bekymringer
Autonome
Fattigdom
Udryddelse
Sult, tørst og terror
Globalisme
Populisme
onsdag den 23. februar 2011
Frivilligt arbejde og nødhjælp - hjælper det?
Ja det er den super smarte overskrift til et emne jeg (for at sige det lige ud) overhovedet ikke har styr på.. Og nej jeg orker faktisk heller ikke at bruge endeløse timer på at sætte mig ind i det..
Jeg tror det her indlæg kommer til at handle om hvad der lige falder mig ind - så forbered dig på et virvar af rod.!.
MEN - min holdning er helt klart at man skal hjælpe de folk der har brug for hjælp.
Kort og godt.
Ja der er mange der bruger pengene ufornuftigt, og ja vi andre ved da helt sikkert hvad der ville være bedst for dem, og ja mange af pengene ender ikke lige de rigtige steder etc etc.. Men nej!
Kort og godt - dem der har brug for hjælp - skal hjælpes.
Ting der kan pisse mig af er at se folk der støtter en eller anden åndsvag gruppe på facebook - fx med titlen "Hvorfor skal vi hjælpe mellemøsten når de brænder vores flag af?? Lad os hellere bruge pengene i Danmark".. Flot smarte.. For ja i har jo helt ret - samtlige mennesker i mellemøsten render rundt og tramper på danske flag med ild i..
Fordi de viser 5000 mennesker der gør det i tv, kan man vel ikke udlede at det er alle dernede der har det sådan??
5000 - ud af mange mange mange millioner..!.
Det er lidt det samme som at sige at alle danskere er nazister - fordi Jonni Hansen og 25 paphoveder render rundt og spiller smarte én gang hver 3. uge..
SUK..!..
Det at hjælpe andre kan betyde mange forskellige ting. At være der for dine venner når de har behov for det (tak til Mads, Michelle, Victor og Cathrine da jeg var hjemløs i en kortere periode).
Det at man ved at man kan stole på hinanden.
Forleden dag stod jeg i Fakta et sted midt i køen (dvs halvvejs nede i butikken!) - og kunne ikke forstå hvorfor det hele gik så langsomt. Jeg kigger ned mod kasserne og kan se en ældre dame der står og bakser med 45 mere eller mindre halvstore varer - imens køen bare bliver længere og længere.
Køen er fyldt med mødre og fædre der skal hente børn og hjem og lave mad - hveranden kigger desperat på deres armbåndure imens man bare kan se frustrationen brede sig i deres ansigter. En del rømmer sig, og folk giver igennem deres lyde og kropssprog udtryk for at nu må den ældre damen egentligt godt se at skynde sig.
Og jeg bliver simpelthen så arrig..!.. Ikke på den ældre dame - men på alle de mennesker der bare står og bliver mere og mere frustrerede, uden at gøre noget ved det. Jeg marchere ned til kassen og spørger om jeg ikke skal hjælpe hende, da jeg kan se at det er nogle store varer som hun står med.
Hun var så taknemmelig at man skulle tro at det var løgn. Hun kunne da ligeså let som jeg fornemme at folk var irriterede. Det tog 20 sekunder og så var hendes ting pakket og hun gik en anelse gladere ud fra butikken..
Et enkelt butiks besøg kunne have endt med at ødelægge hendes dag.. Det synes jeg betyder noget.
De små ting. Hvis det store flertal mener at vi skal smide milliarder af kroner i det danske samfund så vi alle sammen får det godt - hvad så med at starte nede ved din lokale købmand? Hvad med at udvise almindelig høflighed og hjælpe personen der står lige foran dig?
Men ja hjælp kan være mange ting. Alting kan ikke gøres op i penge. Det at lytte til hvad folk siger er ihvertfald et skridt i den rigtige retning.
Og en ting man skal gøre op med sig selv er - man kan ikke hjælpe hele verden (taler af erfaring).
Og man skal heller ikke prøve på det. Det er en alt for stor mundfuld.
Jeg tror det her indlæg kommer til at handle om hvad der lige falder mig ind - så forbered dig på et virvar af rod.!.
MEN - min holdning er helt klart at man skal hjælpe de folk der har brug for hjælp.
Kort og godt.
Ja der er mange der bruger pengene ufornuftigt, og ja vi andre ved da helt sikkert hvad der ville være bedst for dem, og ja mange af pengene ender ikke lige de rigtige steder etc etc.. Men nej!
Kort og godt - dem der har brug for hjælp - skal hjælpes.
Ting der kan pisse mig af er at se folk der støtter en eller anden åndsvag gruppe på facebook - fx med titlen "Hvorfor skal vi hjælpe mellemøsten når de brænder vores flag af?? Lad os hellere bruge pengene i Danmark".. Flot smarte.. For ja i har jo helt ret - samtlige mennesker i mellemøsten render rundt og tramper på danske flag med ild i..
Fordi de viser 5000 mennesker der gør det i tv, kan man vel ikke udlede at det er alle dernede der har det sådan??
5000 - ud af mange mange mange millioner..!.
Det er lidt det samme som at sige at alle danskere er nazister - fordi Jonni Hansen og 25 paphoveder render rundt og spiller smarte én gang hver 3. uge..
SUK..!..
Det at hjælpe andre kan betyde mange forskellige ting. At være der for dine venner når de har behov for det (tak til Mads, Michelle, Victor og Cathrine da jeg var hjemløs i en kortere periode).
Det at man ved at man kan stole på hinanden.
Forleden dag stod jeg i Fakta et sted midt i køen (dvs halvvejs nede i butikken!) - og kunne ikke forstå hvorfor det hele gik så langsomt. Jeg kigger ned mod kasserne og kan se en ældre dame der står og bakser med 45 mere eller mindre halvstore varer - imens køen bare bliver længere og længere.
Køen er fyldt med mødre og fædre der skal hente børn og hjem og lave mad - hveranden kigger desperat på deres armbåndure imens man bare kan se frustrationen brede sig i deres ansigter. En del rømmer sig, og folk giver igennem deres lyde og kropssprog udtryk for at nu må den ældre damen egentligt godt se at skynde sig.
Og jeg bliver simpelthen så arrig..!.. Ikke på den ældre dame - men på alle de mennesker der bare står og bliver mere og mere frustrerede, uden at gøre noget ved det. Jeg marchere ned til kassen og spørger om jeg ikke skal hjælpe hende, da jeg kan se at det er nogle store varer som hun står med.
Hun var så taknemmelig at man skulle tro at det var løgn. Hun kunne da ligeså let som jeg fornemme at folk var irriterede. Det tog 20 sekunder og så var hendes ting pakket og hun gik en anelse gladere ud fra butikken..
Et enkelt butiks besøg kunne have endt med at ødelægge hendes dag.. Det synes jeg betyder noget.
De små ting. Hvis det store flertal mener at vi skal smide milliarder af kroner i det danske samfund så vi alle sammen får det godt - hvad så med at starte nede ved din lokale købmand? Hvad med at udvise almindelig høflighed og hjælpe personen der står lige foran dig?
Men ja hjælp kan være mange ting. Alting kan ikke gøres op i penge. Det at lytte til hvad folk siger er ihvertfald et skridt i den rigtige retning.
Og en ting man skal gøre op med sig selv er - man kan ikke hjælpe hele verden (taler af erfaring).
Og man skal heller ikke prøve på det. Det er en alt for stor mundfuld.
tirsdag den 1. februar 2011
Er mit liv en dårlig ide?
Har du nogensinde fået en så dårlig ide at det nagede dig bagefter?
Var ham fyren eller hende pigen du tog med hjem fra byen en dårlig ide?
Uddannelsen du hoppede fra som du skulle have gjort færdig?
Den fede lejlighed du flyttede i - som alligevel ikke var så fed?
Rejsen du tog på, eller hoppede fra igen?
Noget du ikke fik gjort som ung?
Ja der er vist mulighed for at vi alle kan ærgre os over et eller andet.
Dårlige ideer er der bestemt nok af!
Men har det lidt sådan at jeg hader at ærgre mig.
Kender i følelsen? Følelsen af fortrydelse?
Hader følelsen.!.
Hader når kroppen gennemsyres af afsky og panik forårsaget af en fortrydelse der bare bruser igennem kroppen. Nær bristepunktet hvor det føles som om halsen snører sig sammen i et forsøg på at lade en forsvinde fra overfladen ved kvælning..
Den underlige virkelighed hvor det går op for en at det her faktisk er en følelse forårsaget af en selv.
Når man fortryder noget rejses der ofte en slags eksistentielt spørgsmål, idet vi tænker,
”Hvad nu hvis?”.
Hvis jeg havde handlet anderledes i denne situation, havde mit liv så været anderledes eller havde jeg været en anden person? Der tænkes i baner som vi ikke er i stand til at begribe. Vi har friheden til at tænke, måske endda ligefrem filosofere lidt over hvordan livet kunne have været, men vi har ikke friheden til at tage tilbage og ændre det der allerede er sket.
Nu snakker vi selvfølgelig i de store baner her. De punkter i livet der betyder meget.
Man kan sige at samvittighed og fortrydelse er tæt forbundet. - Uden samvittighed ville de færreste fortryde noget. Jeg har det alligevel sådan at jeg fortryder meget få ting.
Dog mener jeg selv at jeg har masser af samvittighed.
Jeg tror faktisk kun at jeg fortryder 2 ting. Ihvertfald 2 store ting.
Fortryder at jeg ikke har været der nok for min lillesøster og min lillebror.
Og så fortryder jeg min egoisme.
Min egoisme i det store verdensbillede - men også på det almindelige plan.
Det lyder altsammen så fornemt og helligt ja - kald mig bare guddommelig ;)
Men nej ellers har jeg det privilegie at jeg ikke fortryder ret meget.
Selvom jeg os får min del af dårlige ideer. Men tror jeg vælger at se konstruktivt og ikke mindst positivt på mine valg igennem livet.
Var det en dårlig ide at blive uddannet maskinsnedker - selvom jeg sandsynligvis aldrig kommer til at arbejde indenfor det fag igen?
Nej - jeg lærte mange ting jeg stadig bruger den dag i dag. Fik masser af venner og udviklede mig.
Var det en dårlig ide at tage stoffer, drikke konstant og slåsse for til sidst at finde mig selv helt ude på grænsen til.. Ingenting? Nej selvfølgelig var det ikke det. Har været med til at definere mig som den jeg er i dag. Det har lært mig værdifulde ting om kammeratskab, tillid og lært mig om følelsen af at ´høre til´.
Var det en dårlig ide at flytte til Herning på grund af en pige, hvor alting bare endte endnu mere i lort end det var i forvejen?
Slet ikke. Selvom det nok er en af de beslutninger der har skabt mest ´røre´ i mit liv - så er det bestemt også en af de bedste jeg har truffet.
Ellers havde jeg aldrig mødt alle de fantastiske mennesker som jeg arbejder sammen med på Bytoften.
Ellers havde jeg ikke mødt de 2 venner jeg nu skal på jordomrejse med. Jeg ville ikke have mødt min ´gamle klasse´ fra HF og jeg havde aldrig truffet valget om at flytte til Skotland.
"En god idé er lige så meget værd som en dårlig, hvis den ikke udføres i praksis. ..."
Man kan sige at det er lidt noget andet med handlinger der sårer andre mennesker. Jeg fortryder på et eller andet plan ikke ret meget. Selvfølgelig er jeg ked af at jeg sårede min eks kæreste. At vi sårede hinanden. Selvfølgelig er jeg ked at have såret nogen som helst. Men et eller andet sted ikke ret meget.
Det lyder virkelig kold og kynisk - for vil hellere end gerne undgå at såre folk. Men det kan bare ikke undgåes altid. Man bliver også selv nød til at have det godt.
Jeg har haft en stor tendens til at ville gøre alle mennesker glade - det er bare gået op for mig at den eneste der ikke blev glad var mig så. Og sådan kan man ikke leve et liv.
Jeg tror at en af årsagerne til at jeg ville gøre alle glade - var for at gøre mig selv glad.
Jeg har altid ´jagtet lykken´ - men selfølgelig er det med lykke som det er med alle andre ting i livet. Det man jagter og indædt prøver at få, det får man ikke.
En god kammerat skrev fornyligt til mig - efter at jeg havde fortalt at jeg skulle flytte til Edinburgh:
"Selv tak Kim, pas godt på dig selv! Husk på at slå dig til ro på et tidspunkt, og ikke jage luftkasteller! Livet leves her og nu, og roen findes blot ved at være til stede, og vide at man er på det rette sted, lige der hvor du er, og ikke jage efter noget der er bedre, længere fremme, eller på et andet sted! God vind på din færd, og glæder mig til at følge dig!"
I en eller anden grad har det været åbenlyst at jeg har jagtet noget bedre. Ikke fordi jeg ikke har det godt nok her hvor jeg er nu. Har bare altid stræbt efter ´mere og mere´.
Det med at jeg vil flytte til Skotland er nu ikke noget jeg vil lave om alligevel. Skal det prøves så skal det prøves nu. Og trænger til luftforandring.
Trænger til at komme væk fra dårlige minder.
Det der bare er med at komme væk - er at man desværre også rejser væk fra de gode minder.
Heldigvis bestemmer man selv hvad man vil fokusere på.
Jeg vælger at beholde de gode minder og glemme de dårlige.
Var ham fyren eller hende pigen du tog med hjem fra byen en dårlig ide?
Uddannelsen du hoppede fra som du skulle have gjort færdig?
Den fede lejlighed du flyttede i - som alligevel ikke var så fed?
Rejsen du tog på, eller hoppede fra igen?
Noget du ikke fik gjort som ung?
Ja der er vist mulighed for at vi alle kan ærgre os over et eller andet.
Dårlige ideer er der bestemt nok af!
Men har det lidt sådan at jeg hader at ærgre mig.
Kender i følelsen? Følelsen af fortrydelse?
Hader følelsen.!.
Hader når kroppen gennemsyres af afsky og panik forårsaget af en fortrydelse der bare bruser igennem kroppen. Nær bristepunktet hvor det føles som om halsen snører sig sammen i et forsøg på at lade en forsvinde fra overfladen ved kvælning..
Den underlige virkelighed hvor det går op for en at det her faktisk er en følelse forårsaget af en selv.
Når man fortryder noget rejses der ofte en slags eksistentielt spørgsmål, idet vi tænker,
”Hvad nu hvis?”.
Hvis jeg havde handlet anderledes i denne situation, havde mit liv så været anderledes eller havde jeg været en anden person? Der tænkes i baner som vi ikke er i stand til at begribe. Vi har friheden til at tænke, måske endda ligefrem filosofere lidt over hvordan livet kunne have været, men vi har ikke friheden til at tage tilbage og ændre det der allerede er sket.
Nu snakker vi selvfølgelig i de store baner her. De punkter i livet der betyder meget.
Man kan sige at samvittighed og fortrydelse er tæt forbundet. - Uden samvittighed ville de færreste fortryde noget. Jeg har det alligevel sådan at jeg fortryder meget få ting.
Dog mener jeg selv at jeg har masser af samvittighed.
Jeg tror faktisk kun at jeg fortryder 2 ting. Ihvertfald 2 store ting.
Fortryder at jeg ikke har været der nok for min lillesøster og min lillebror.
Og så fortryder jeg min egoisme.
Min egoisme i det store verdensbillede - men også på det almindelige plan.
Det lyder altsammen så fornemt og helligt ja - kald mig bare guddommelig ;)
Men nej ellers har jeg det privilegie at jeg ikke fortryder ret meget.
Selvom jeg os får min del af dårlige ideer. Men tror jeg vælger at se konstruktivt og ikke mindst positivt på mine valg igennem livet.
Var det en dårlig ide at blive uddannet maskinsnedker - selvom jeg sandsynligvis aldrig kommer til at arbejde indenfor det fag igen?
Nej - jeg lærte mange ting jeg stadig bruger den dag i dag. Fik masser af venner og udviklede mig.
Var det en dårlig ide at tage stoffer, drikke konstant og slåsse for til sidst at finde mig selv helt ude på grænsen til.. Ingenting? Nej selvfølgelig var det ikke det. Har været med til at definere mig som den jeg er i dag. Det har lært mig værdifulde ting om kammeratskab, tillid og lært mig om følelsen af at ´høre til´.
Var det en dårlig ide at flytte til Herning på grund af en pige, hvor alting bare endte endnu mere i lort end det var i forvejen?
Slet ikke. Selvom det nok er en af de beslutninger der har skabt mest ´røre´ i mit liv - så er det bestemt også en af de bedste jeg har truffet.
Ellers havde jeg aldrig mødt alle de fantastiske mennesker som jeg arbejder sammen med på Bytoften.
Ellers havde jeg ikke mødt de 2 venner jeg nu skal på jordomrejse med. Jeg ville ikke have mødt min ´gamle klasse´ fra HF og jeg havde aldrig truffet valget om at flytte til Skotland.
"En god idé er lige så meget værd som en dårlig, hvis den ikke udføres i praksis. ..."
Man kan sige at det er lidt noget andet med handlinger der sårer andre mennesker. Jeg fortryder på et eller andet plan ikke ret meget. Selvfølgelig er jeg ked af at jeg sårede min eks kæreste. At vi sårede hinanden. Selvfølgelig er jeg ked at have såret nogen som helst. Men et eller andet sted ikke ret meget.
Det lyder virkelig kold og kynisk - for vil hellere end gerne undgå at såre folk. Men det kan bare ikke undgåes altid. Man bliver også selv nød til at have det godt.
Jeg har haft en stor tendens til at ville gøre alle mennesker glade - det er bare gået op for mig at den eneste der ikke blev glad var mig så. Og sådan kan man ikke leve et liv.
Jeg tror at en af årsagerne til at jeg ville gøre alle glade - var for at gøre mig selv glad.
Jeg har altid ´jagtet lykken´ - men selfølgelig er det med lykke som det er med alle andre ting i livet. Det man jagter og indædt prøver at få, det får man ikke.
En god kammerat skrev fornyligt til mig - efter at jeg havde fortalt at jeg skulle flytte til Edinburgh:
"Selv tak Kim, pas godt på dig selv! Husk på at slå dig til ro på et tidspunkt, og ikke jage luftkasteller! Livet leves her og nu, og roen findes blot ved at være til stede, og vide at man er på det rette sted, lige der hvor du er, og ikke jage efter noget der er bedre, længere fremme, eller på et andet sted! God vind på din færd, og glæder mig til at følge dig!"
I en eller anden grad har det været åbenlyst at jeg har jagtet noget bedre. Ikke fordi jeg ikke har det godt nok her hvor jeg er nu. Har bare altid stræbt efter ´mere og mere´.
Det med at jeg vil flytte til Skotland er nu ikke noget jeg vil lave om alligevel. Skal det prøves så skal det prøves nu. Og trænger til luftforandring.
Trænger til at komme væk fra dårlige minder.
Det der bare er med at komme væk - er at man desværre også rejser væk fra de gode minder.
Heldigvis bestemmer man selv hvad man vil fokusere på.
Jeg vælger at beholde de gode minder og glemme de dårlige.
torsdag den 13. januar 2011
Hvad jeg vil være?.... Hmm.. Er det ikke nok bare ´at være´?
Hvad vil DU være når du bliver stor??
Det er et spørgsmål som vi alle med sikkerhed har hørt mange gange i løbet af vores liv. Men hvorfor er spørgsmålet egentligt så vigtigt?
Burde spørgsmålet ikke hedde "hvordan vil du være når du bliver stor?"
Nej for de 2 spørgsmål hænger sammen idag. Vi bruger vores job som en indikator for hvem vi er.
Tøjet vi går i. Skoene vi køber. Indretningen af vores hjem. Bilen der står i carporten.
Altsammen elementer vi i dag benytter til at vise ´hvem er JEG´.
Men hvem er du så egentligt? Hvis vi alle er et produkt af hvad vi køber og hvad vi laver - hvad ville der så ske hvis vi fik frataget alle vores materielle ting?
Jeg har ingen anelse om hvad jeg vil være når "jeg bliver stor" - måske det er fordi jeg ikke ved hvem jeg vil være?
Jeg er slet ikke i tvivl om at jeg har lyst til at være en person som de fleste folk kan li.
Nej fuck det - jeg vil være en person som allesammen kan li.!.
Jeg vil være en der er til at stole på. En man kan regne med, og en som er der for folk.
Men - det synes jeg måske allerede at jeg er? At det så ikke er alle folk der kan se det, er jo så noget andet noget.
Små børn - hvad vil de helst være i dag? Da jeg var knægt ville drengene være politimænd og brandmænd. Pigerne ville være prinsesser:)
-Måske et udtryk af de eventyr som vi nok alle har fået læst op, eller hørt andre steder som børn?
Et eller andet sted handler mange af dem jo om en eller anden form for helt der skal redde prinsessen, kongeriget eller verden.
Hvorfor er der ingen eller MEGET FÅ børn der drømmer om at blive vicevært? Pedel? Taxachauffør eller andet? Det er jo ikke fordi man som barn har nogen som helst forudsætning for at vide hvad jobbet præcist indebærer af udfordringer og opgaver?
Måske det bare er en del af miljøet vi vokser op i. Måske er vi slet ikke inspireret af eventyr - men fødes bare med en underliggende holdning, der fortæller os at det er bedst at være ´den gode´.
Da jeg var barn ville jeg bare være voksen i en helvedes fart. Nu drømmer jeg mest om at få lov til ikke at være så voksen.
Jeg har jo sådan set prøvet en smule af mange forskellige ting.
Avisdreng, opvasker, bilvasker, maskinsnedker, bogbinder, projektleder, gruppeleder, fitness instruktør, bartender, afrydder, brandmand og nu omsorgsmedhjælper.
Der er da lidt at vælge imellem - og de 2 jobs jeg har haft det bedst med må siges at være omsorgsmedhjælper og brandmand.
Men alligevel - ingen af de jobs kunne jeg forestille mig at lave de næste 40 år. Men det er selvfølgelig heller ikke et kriterie at man har det samme job hele livet igennem.
Mit valg af forskellige uddannelser synes jeg måske er et produkt af tilfældigheder. Jeg har aldrig haft en decideret drøm eller ønske om hvad jeg ville være som voksen. Jeg har derimod haft nogle klare linjer i forhold til hvad jeg ihvertfald ikke ville være..
Men det er jo pisse let. Det er let at være Mr. nice guy. Det er let at have et job. Det er let ikke at drikke mere end til fester. Det er let at sige nej tak til stoffer. Det er let at være et ordentligt menneske.
Det er derimod ikke let at have ligepræcis én drøm. Et ønske - og så udleve det. Jeg kan ihvertfald ikke finde ud af det.
Jeg har 1000 ønsker som jeg ikke kan få udlevet hurtigt nok. Måske derfor jeg har prøvet så meget forskelligt. Men tror faktisk at jeg efter 25 år er ved at falde lidt til ro. Prioriterer ihvertfald anderledes i dag end jeg gjorde tidligere. Nu handler det for mig om bare at nyde livet. Have det sjovt. Være sammen med så mange venner og veninder som muligt.
Har absolut ikke den fjerneste ide om hvad jeg ender med at lave. Og et eller andet sted så er jeg faktisk blevet pisse ligeglad. Om jeg laver det ene eller det andet kan vel være ligegyldigt - så længe jeg har penge til at overleve og ellers har det godt i min situation.
Hvad ville du være da du var barn?
Kunne faktisk være interessant at høre.
Jeg ville et eller andet sted nok bare have respekt. Have at folk kunne li at tilbringe tid med mig.
Jeg ville redde hele verden - (Hvilket jeg faktisk stadig vil) og så ville jeg være glad.
Det er et spørgsmål som vi alle med sikkerhed har hørt mange gange i løbet af vores liv. Men hvorfor er spørgsmålet egentligt så vigtigt?
Burde spørgsmålet ikke hedde "hvordan vil du være når du bliver stor?"
Nej for de 2 spørgsmål hænger sammen idag. Vi bruger vores job som en indikator for hvem vi er.
Tøjet vi går i. Skoene vi køber. Indretningen af vores hjem. Bilen der står i carporten.
Altsammen elementer vi i dag benytter til at vise ´hvem er JEG´.
Men hvem er du så egentligt? Hvis vi alle er et produkt af hvad vi køber og hvad vi laver - hvad ville der så ske hvis vi fik frataget alle vores materielle ting?
Jeg har ingen anelse om hvad jeg vil være når "jeg bliver stor" - måske det er fordi jeg ikke ved hvem jeg vil være?
Jeg er slet ikke i tvivl om at jeg har lyst til at være en person som de fleste folk kan li.
Nej fuck det - jeg vil være en person som allesammen kan li.!.
Jeg vil være en der er til at stole på. En man kan regne med, og en som er der for folk.
Men - det synes jeg måske allerede at jeg er? At det så ikke er alle folk der kan se det, er jo så noget andet noget.
Små børn - hvad vil de helst være i dag? Da jeg var knægt ville drengene være politimænd og brandmænd. Pigerne ville være prinsesser:)
-Måske et udtryk af de eventyr som vi nok alle har fået læst op, eller hørt andre steder som børn?
Et eller andet sted handler mange af dem jo om en eller anden form for helt der skal redde prinsessen, kongeriget eller verden.
Hvorfor er der ingen eller MEGET FÅ børn der drømmer om at blive vicevært? Pedel? Taxachauffør eller andet? Det er jo ikke fordi man som barn har nogen som helst forudsætning for at vide hvad jobbet præcist indebærer af udfordringer og opgaver?
Måske det bare er en del af miljøet vi vokser op i. Måske er vi slet ikke inspireret af eventyr - men fødes bare med en underliggende holdning, der fortæller os at det er bedst at være ´den gode´.
Da jeg var barn ville jeg bare være voksen i en helvedes fart. Nu drømmer jeg mest om at få lov til ikke at være så voksen.
Jeg har jo sådan set prøvet en smule af mange forskellige ting.
Avisdreng, opvasker, bilvasker, maskinsnedker, bogbinder, projektleder, gruppeleder, fitness instruktør, bartender, afrydder, brandmand og nu omsorgsmedhjælper.
Der er da lidt at vælge imellem - og de 2 jobs jeg har haft det bedst med må siges at være omsorgsmedhjælper og brandmand.
Men alligevel - ingen af de jobs kunne jeg forestille mig at lave de næste 40 år. Men det er selvfølgelig heller ikke et kriterie at man har det samme job hele livet igennem.
Mit valg af forskellige uddannelser synes jeg måske er et produkt af tilfældigheder. Jeg har aldrig haft en decideret drøm eller ønske om hvad jeg ville være som voksen. Jeg har derimod haft nogle klare linjer i forhold til hvad jeg ihvertfald ikke ville være..
Men det er jo pisse let. Det er let at være Mr. nice guy. Det er let at have et job. Det er let ikke at drikke mere end til fester. Det er let at sige nej tak til stoffer. Det er let at være et ordentligt menneske.
Det er derimod ikke let at have ligepræcis én drøm. Et ønske - og så udleve det. Jeg kan ihvertfald ikke finde ud af det.
Jeg har 1000 ønsker som jeg ikke kan få udlevet hurtigt nok. Måske derfor jeg har prøvet så meget forskelligt. Men tror faktisk at jeg efter 25 år er ved at falde lidt til ro. Prioriterer ihvertfald anderledes i dag end jeg gjorde tidligere. Nu handler det for mig om bare at nyde livet. Have det sjovt. Være sammen med så mange venner og veninder som muligt.
Har absolut ikke den fjerneste ide om hvad jeg ender med at lave. Og et eller andet sted så er jeg faktisk blevet pisse ligeglad. Om jeg laver det ene eller det andet kan vel være ligegyldigt - så længe jeg har penge til at overleve og ellers har det godt i min situation.
Hvad ville du være da du var barn?
Kunne faktisk være interessant at høre.
Jeg ville et eller andet sted nok bare have respekt. Have at folk kunne li at tilbringe tid med mig.
Jeg ville redde hele verden - (Hvilket jeg faktisk stadig vil) og så ville jeg være glad.
Abonner på:
Opslag (Atom)