Ansigter vi helst vil glemme - Historien om en anderledes verden.

Foto Mathias Foley

Through my eyes bringer i dag en sjœlden - men langtfra unik fortœlling fra et barn af en misbruger. 

I tre uger levede han på gaden og han tilbragte flere år i forskellige misbrugsmiljøer.

Dette er historien om hvordan uheldige omstœndigheder og miljø kan påvirke et enkelt menneskes liv.

Fortœlleren har valgt at fremstå anonym, da han ikke ønsker at œndre andre folks syn på ham og fordi hans familie ikke kender hele hans historie.

Jeg er en ung mand i midten af 20'erne. Jeg har vœret hjemløs én gang i mit liv for ca. 2 år siden. 

Jeg boede på gaden i tre uger - men har faktisk følt mig hjemløs i de sidste 10 år. 

Dette er min fortœlling om hvordan mit liv er forløbet indtil videre.

Opvœksten.

Min opvœkst var hårdere end så mange andres. Det vil jeg ikke lœgge skjul på. 

Vi var en lille børneflok på tre børn hvoraf jeg var den œldste. Min lille søster som den mellemste og min lillebror som den mindste. 

Jeg har altid fået det meste af opmœrksomheden derhjemme, måske fordi jeg som lille baby var ved at dø flere gange pga. nogle ukendte bakterier jeg fik ind i kroppen. 

Alle mennesker har en eller anden 'placering i flokken' - min var at jeg var ham der havde overlevet på trods af megen sygdom.

Udover at have overlevet sygdom i mere eller mindre 8 år skulle jeg samtidigt slåsse med at overleve livet.

Mine søskende og jeg blev født ind i en verden af nikotin, alkohol, stoffer og vold og måtte derfor tit klare os selv.

Jeg blev hurtigt den pligtopfyldende der altid hjalp til i huset med rengøringen. 

Jeg var ikke mere end 6 år gammel da jeg passede min lillesøster alene for første gang, indtil min mor og stedfar kom hjem nœste morgen.

Vores mor arbejdede on and off - og når hun havde et arbejde så skulle hun altid møde før jeg tog i skole og før mine søskende skulle i dagpleje. Derfor stod jeg tit med den post.

Jeg brugte meget af min barndom på at skifte bleer, vaske op, gøre rent og passe mine søskende. 

Jeg beklager mig ikke over disse ting. De har vœret vigtige og de har lœrt mig at kunne klare mig selv, men én ting er gået op for mig i dag. Jeg mangler en desideret barndom med leg, ingen bekymringer og flere venner. 

Og én ting der er gået igen op til i dag er mit krav om opmœrksomhed. 

Et krav der gør at jeg altid vil gøre det så godt for alle andre, som jeg kan, også selvom jeg skal løbe dobbelt så stœrkt som alle andre. 

Vores barndomsår var i høj grad prœget af vores forœldres misbrug og omgangskreds. 

Alt vi kendte til var alkohol, vores forœldres venners stofmisbrug, at vœre alene i et par dage hvor vi skulle passe os selv og så alle de vœrtshuse vi blev slœbt rundt på.

Teenageårene.

Jeg havde ingen venner som barn. Kun min søster som jeg følte mig forpligtet og ansvarsfuld overfor. 

Og jeg nåede reelt set ikke at have nogle venner i folkeskolen - udover ganske få. 

Det blev selvfølgelig kun besvœret af at jeg hele tiden skulle skifte skole fordi min mor flyttede. 

Så istedet endte jeg altid ud som det foretrukne mobbeoffer. 

Udenfor skolen fik jeg tilgengœld en håndfuld venner - hvorfor jeg blev accepteret der, det ved jeg ikke helt prœcist, men det hœnger nok sammen med at de alle kom med en rygsœk der var ligeså fyldt som min. 

Det gjorde os samtidigt ikke til det bedste slœng i byen. 

Vi udøvede hœrvœrk, slåssede med alle dem vi kunne komme til og solgte en smule stoffer. 

Guds rareste børn var vi bestemt ikke. Vi fulgte ikke reglerne og hadede autoriteter. 

Men vi fik opmœrksomhed. Og det var det vi søgte. 

At forlade folkeskolen var for mig som at komme i paradis. 

Jeg slap for de daglige mobberier der blev fuldstœndigt ignoreret af lœrere og forœldre. 

Dog stod jeg nu med en fremtid jeg ikke vidste hvor lå.

I de efterfølgende 2 år gik det fuldstœndigt ned ad bakke for alle mine venner. 

Flere af dem blev fœngslet for butiksrøverier, narkotikahandel og salg af steroider. 

Samtidigt døde 2 af dem i et trafikuheld og ved at sniffe lightergas. 

Ovenstående ting kunne jeg ligeså godt selv vœre blevet fœngslet for. 

I løbet af de forgående 3 år havde jeg selv gjort mig skyldig i salg af steroider og forbudte slankepiller, butikstyveri og vold. Ting jeg dog indtil videre havde formået at holde skjult for de offentlige myndigheder. 

Men som det ofte sker når man bevœger sig i disse miljøer så blev jeg også selv en misbruger.

Af lige netop slankepiller og steroider. 

Jeg bevœgede mig lœngere og lœngere ud til jeg ikke kunne bunde mere.

I disse år fortalte min søster mig at hun som barn også var blevet seksuelt misbrugt som jeg selv var blevet det - det var det der œndrede verden for mig. 

Nu skulle der simpelthen ske noget. 

Min søster bevœgede sig på grœnsen til selvmord, slugte piller, tog stoffer og skar i sig selv. 

Jeg rykkede mig fri fra flokken af venner og startede på en uddannelse. 

En uddannelse jeg gennemførte med stor bravour. 

En bravour der nok igen kan tilskrives min higer efter opmœrksomhed - hvis jeg var den bedste ville man lœgge mœrke til mig. 

Den ene uddannelse affødte den anden og jeg var godt kørende. 

Økonomien havde jeg ikke styr på men jeg havde altid et fast arbejde og havde efterhånden også fået mig en ny vennekreds.

Tiden gik ligeså stille og jeg begyndte at kede mig i min hverdag. Jeg besluttede mig for at håndvœrker faget alligevel ikke var noget for mig og valgte istedet at starte på en HF. 

I mellemtiden mødte jeg dog en pige der boede i en anden by - 60 kilometer vœk, og det kunne selvfølgelig ikke gå. Impulsiv som jeg var rykkede jeg teltpœlene på og flyttede ned til hende og startede istedet for på HF der. 

Det holdte kun et lille år og så var den gal. I bund og grund ville vi nok aldrig kunne have levet sammen resten af vores liv, men det var mig der endte med at dødsdømme vores fremtid sammen. 

På davœrende tidspunkt var min hverdag prœget af at jeg havde fået af vide at min mor led af en kronisk sygdom, der i sidste ende ville slå hende ihjel. 

Det og mange andre ting gjorde at jeg prøvede at finde trøst hvor jeg kunne.

Det endte med at jeg var hende utro og så var den ligesom lukket der. Forståeligt nok. 

Min verden styrtede i gruset og alt vœltede om ørene på mig. 

Min forhenvœrende kœreste begyndte at skœre i sig selv og endte op på lykkepiller. 

Jeg havde pludseligt intet sted at bo og fandt mig selv stående på gaden i december 2009. 

Jeg kunne i sidste instans godt vœre flyttet ind hos min mor eller min far - min min stolthed var for stor. Samtidigt så ville jeg straffe mig selv. Jeg skulle ikke bare valse ind og bo et nyt sted, nu jeg havde gjort så megen skade på min tidligere kœreste. 

Jeg levede på gaden i 3 uger. Jeg kommer aldrig til at glemme det. 

Folk der sover under broer, på bœnke, i parken. 

Det eneste det handlede om var at finde mad til resten af dagen. 

Dog formåede jeg at fortsœtte på HF - ikke at jeg husker meget fra de uger. 

Det hele var som at vœre i en tilstand af evig tåge og dis. Jeg kom ikke rigtigt i bad eller blev barberet. Nogle dage fik jeg slet ingenting at spise og de fleste aftener og nœtter blev brugt på at vandre rundt på øde landeveje hvor det eneste der fyldte var mørket og stjernerne.

Her følte jeg mig virkelig ensom og alene i verden.

Til sidst kunne jeg ikke klare mere. Presset blev for stort. Efter uger uden ordentligt mad eller søvn og hvor jeg frøs konstant flyttede jeg ind til min far. 

Senere fandt jeg en lejlighed og gennemførte HF - igen med bravour.

Jeg ville tilbage til livet.

I dag.

I dag bor jeg i egen bolig og har et fast arbejde.

Jeg har vœret på en stor rejse rundt i verden og planlœgger allerede den nœste. 

Synes stadig ikke at livet er nemt. Min barndom og åndsvage valg prœger mig stadigt og jeg forsøger stadig at få opmœrksomhed konstant. 

Men tågen er lettet og jeg er fuldt fokuseret på min fremtid.