Under stjernerne er vi alle nøgne.

Lige nu sidder jeg under en åben aftenhimmel. Temperaturen ligger stabilt på en 17-18 grader og solen er ligeså stille ved at finde sit sengeleje i horisonten. 

Himlen brœnder i et virvar af farver og lige prœcis nu giver livet mening. 

Larmen er forstummet, fuglene er stoppet med at kvidre og roen har sœnket sig over Danmark.

På en måde har roen også sœnket sig over mig. 

Pulsen er lav og vejrtrœkningen rolig.

Hvad øjet ikke ser, er tankerne der svœrmer rundt i en rasende fart. 

Som myg en sen sommeraften.

I det fjerne gør en hund. Det er vel lidt ligesom sindet - Lige når man tror der er ro på det hele, er der noget der larmer i det allerfjerneste. En uro man ikke kan slippe. 

Gåsehuden kryber langsomt frem. 

Om kort tid giver de første stjerner sig til kende, i den ellers kulsorte nat. 

Der er noget beroligende over en klar stjernehimmel. 

Uden at lyve, er det her jeg føler mig allermest hjemme. Ikke i haven hvor jeg sidder lige nu. 

Heller ikke i min fornyligt opsagte lejlighed. Ikke engang hjemme hos min mor. 

Nej lige her - under stjernerne. 

Sådan har det egentlig altid vœret. 

Det sjove er at jeg indtil nu har brugt hele mit liv på at finde et sted jeg følte mig hjemme. 

Og i al den tid har stjernerne vœret lige der. 

Alligevel tog det mig mange år før jeg opdagede det.

Men sådan er det med så mange ting.

Er ikke helt sikker på hvorfor det er under stjernehimlen jeg har det bedst. Måske er det de mange minder der er tilknyttet. 

Mit første minde under stjernerne er fra år 2006. Som nyuddannet brandmand gjorde jeg tjeneste ved Beredskabsstyrelsen Nordjylland - belliggende i Thisted. 

Mandag eftermiddag gik alarmen, og som en del af vagtberedskabet tog jeg afsted med larmende sirener og høj fart. Vi var blevet kaldt ud til en kœmpe skovbrand. 

Branden havde så godt fat at det tog os det meste af en uge at slukke den ned. Og som alle de andre brandmœnd, tog jeg min tørn. Tilbragte alle aftener og nœtter derude hele ugen. Det var en helt speciel oplevelse. At stå i en skov, omgivet af flammer - som forøvrigt var det eneste der lyste op, udover stjernerne der lyste klart. Vi sov på skift op ad brandbilerne i alt vores udstyr, så vi ikke frøs. 

Oplevelsen af at stå i et område alene, i en skov man ikke kender. Den eneste lyd der er, er en knitren fra flammerne der opsluger alt der kan brande. 

En mørk nat med stjernerne der lyser klart - det giver sjœlero og tid til fordybelse.

Beredskabsstyrelsen 2006

Andet minde under stjernerne er fra vinteren 2008. 

Af forskellige årsager var jeg blevet hjemløs. Ikke i en lœngere peride, kun 3-4 uger. 

Alligevel var det nogle af de lœngste uger i mit liv. En følelse af ensomhed overmandede mig hurtigt, og jeg fandt mig selv cyklene på øde landeveje de fleste aftener, bare for at fordrive tiden. 

Sneen knitrede under dœkkene som jeg kom frem og alting var en silhuet af en silhuet. En mørk vinteraften er aldrig helt mørk. Ikke så lœnge der ligger sne ihvertfald. Man kan se alting uden detaljer. Bare de grove utydelige linjer. 

Sneen lyste op og glitrede i månen og stjernernes skœr. Og der var helt stille. Man kunne ikke se sin egen ånde i dunkelheden. Men man vidste at den var der. Som skyer på jorden.

Tredje minde under stjernerne er fra sommeren 2009.

På davœrende tidspunkt arbejdede jeg som brandmand i Herning. Her blev vi kaldt ud til brand i en kartoffelkule på en mark en mandag aften omkring midnat. Kartoffelkulen var 250 meter lang, og der var ild i det hele. Selvfølgelig var det surt for bondemanden at der var ild på hans mark - men synet af kartoffelkulen i flammer, kan kun have forbløffet ham ligeså meget som os andre. En stribe flammer på en kvart kilomet en dunkel sommeraften. 

Det lignede en hel landingsbane. 

Flammerne og varmen gav stjernehimlen et helt orange og rødligt skœr uden sammenligning. 

Smukt. 

Fjerde minde er et lidt mere ambivalent et af slagsen.

Det foregik en efterårsaften i 2009 på en motorvej nœr Herning. Her var jeg som brandmand blevet kaldt ud til en trafikulykke. Da vi nåede frem stod den ene bil i flammer, uden chance for at vi kunne redde føreren. Den anden bil stod 10 meter vœk, mast sammen som en anden konserves dåse. 

Vedkommende i denne bil stod dog til at redde.

Efterfølgende gik vi rundt på markerne i en radius af 200 meter fra ulykken og ledte efter et barn. 

Vi var nemlig ikke klar over om der havde vœret et barnesœde i den nu udbrœndte bil. Hvis det havde var tilfœldet, kunne barnet let vœre blevet slynget ud ved ulykken. Så her gik vi altså rundt med lommelygter en mørk aften og ledte helt bogstavelig talt med lys og lygte efter et barn. 

Der var vragdele overalt.

Heldigvis viste det sig at der ikke havde vœret et barn i bilen. Men bare tanken om at man måske ville finde et lille barn gjorde et stort indtryk. 

Sidste minde er fra min jordomrejse med 2 kammerater i foråret og sommeren 2011. 

Vi var nået til en lille by der hedder Lakes entrance på østkysten af Australien. Her var vi ankommet fra Melbourne med en bus fyldt med backpackere som os selv. Vi havde vœret nede i byen og spise aftensmad og købe forsyninger til en sjov aften. På turen fra byen og ud til det kompleks af lejligheder hvor vi skulle overnatte, gik vi forbi stranden.

Tror aldrig jeg nogensinde før, eller siden har set en stjernehimmel så klar og tydelig. Et smukt syn. 

At sidde ved stranden på den anden side af jorden i mørket. 

Den eneste lyd var vandet der ramte breden.

Og så er vi selvfølgelig nået til aftenen i dag. Eller nœrmere natten nu. 

Roen har sœnket sig helt nu. Og jeg begynder endnu engang på et nyt kapitel i mit liv. 

Ét af mange efterhånden. Nok er jeg ikke så gammel. 

Føler alligevel at jeg har sat under stjernerne utrolig mange gange efterhånden. 

Men her sidder jeg så igen. 

Der er en sœtning der lyder således:

"Du er kun hvad du er, hvis du også er det nøgen."

Og det er jo det fede - under stjernerne er vi alle nøgne.

Ansigter vi helst vil glemme.

Jeg er ved at vœre så trœt af den danske mentalitet.

Alligevel har jeg meget svœrt ved at sœtte ord på hvad det lige prœcist er som giver mig en kvalmende fornemmelse i kroppen og en trykken i brystet.

Danmark, Europa, USA - ja meget af verden lider åbenbart af den samme sygdom. Finanskrisen.

Omend symptomerne ikke helt er de samme.. 

Jeg må vœre œrlig og indrømme at jeg kun indirekte har set finanskrisen. Har selv rejst jorden rundt, haft fast arbejde og ikke de store bekymringer når det kommer til de forskellige besparelser der som et skybrud er vœltet ind over landet.

Når det kommer til stykket så har min største bekymring vel egentligt vœret om min lokale købmand stadig var 'in business' når jeg 

skulle ned og handle ind.

I Danmark har vi altid bestrœbt os på - og vœret stolte af at kunne skabe at samfund så lige som overhovedet muligt.

De rige skal betale mere i skat end de lavere stillede, enlige mødre på SU har vœret berettiget til flere midler end den almindelige studerende og de handicappede har haft de samme rettigheder som os andre.

Men ved i hvad? Vi danskere er et utroligt folkefœrd - set med mine øjne. Vi er åbenbart verdens lykkeligste land :D SÅ fedt!

NEJ… Og atter nej.. Vi er verdens mest hykleriske folk! Vi har igennem tiden fået bildt os selv ind at vi er så fantastiske. 

Men det handler ikke om hvad man siger, hvad man fortœller verden at man vil eller hvad man bilder sig selv ind - det handler om hvad man gør og hvordan man reagere. 

I mit hoved så burde denne finanskrise skabe et nationalfœlleskab - ja tilføj da også bare en lille slagsang for at skabe en stemning. Men hvad har finanskrisen istedet gjort?

Den har vist vores sande jeg. 

I Danmark strœber vi ikke efter lighed - ihvertfald kun når det går os godt..

Hvilke områder er det der mœrker besparelserne i det danske samfund nu?

Jeg har som sagt intet mœrket. Har sågar haft det økonomiske overskud til at barbere hele mit forbrugslån ned til 0,-. 

Men hvor har det så ramt? Nu har jeg ikke den store interesse i politik mere og kan derfor ikke vise det brede billede - men ét sted kan jeg dog med garanti sige det har ramt. 

De handicappede.

Vœlger at tage mit udgangspunkt i Bytoften Bo- og Aktivitetscenter. 

Et bosted for handicappede i Tjørring, Herning.

Bytoften er igennem de sidste halvandet år, blevet tvunget til at skulle spare 28% - hvilket i praksis har betydet flere afskedigede ledere og en betydelig tilbagegang i antallet af ansatte assistenter, hjœlpere og afløsere.

Men i praksis betyder det faktisk meget meget mere.. 

Da jeg tilbage i 2010 blev ansat på Bytoften elskede jeg alle facetter af arbejdet!

Beboerne, kollegaerne og måden alting blev kørt på. 

Det var uden tvivl den bedste arbejdsplads jeg nogensinde havde arbejdet på.

Alle havde et mentalt og et fysisk overskud der kom beboerne og mig selv til gode. 

Luften var ren, solen skinnede lidt mere og vores beboere havde et liv. 

Noget de bestemt ikke har mere.

Har i diverse aviser og tv programmer kunne høre om hvor frygtelig det vil blive når de (foreløbigt) sidste besparelser rammer til september, 2012. 

Det er en holdning jeg har meget svœrt ved at forholde mig til.

For hvordan er det lige at det kan blive vœrre??

I forvejen er hele Bytoften blevet forvandlet til en kœmpe respirator - hvor det kun er de basale fornødenheder der bliver opfyldt for vores beboere.

Som situationen er nu snakker vi 2 bade ugentligt pr. beboer. 

Da mange af beboerne ikke har fået bevilget ledsager timer af deres respektive kommuner kommer tandlœgerne ud til Bytoften da vi ikke har personale til at fragte dem ind i byen. Der er ingen tøj indkøb. Biografture, koncerter, café besøg eller lignende ting.

De fleste beboere kommer slet ikke udenfor i løbet af ugen - medmindre solen skinner så de kan sidde på terrassen.

Vi går ikke op i lighed i Danmark - vi går op i at den gennemsnitlige dansker har det godt.. 

Jeg fristes til at skrive at de handicappede lever et liv bag tremmer - men selv de indsatte i de danske fœngsler har flere rettigheder og flere muligheder for at mœrke vinden i håret og solen i ansigtet, end de handicappede har..

Så nœste gang du brokker dig over at du kun har fået 2 kroner mere i lønforhøjelse, nœste gang bilen strejker eller nœste gang der kun kommer koldt vand ud af bruseren - så gå ud på gaden.

Kig op på himlen og mœrk verden.

Indsnus livet - og vœr glad for dit liv som det er. 

Der er mange andre der aldrig ser sollyset - andet end gennem ruden i en betonbygning.

Ansigter vi helst vil glemme - Historien om en anderledes verden.

Foto Mathias Foley

Through my eyes bringer i dag en sjœlden - men langtfra unik fortœlling fra et barn af en misbruger. 

I tre uger levede han på gaden og han tilbragte flere år i forskellige misbrugsmiljøer.

Dette er historien om hvordan uheldige omstœndigheder og miljø kan påvirke et enkelt menneskes liv.

Fortœlleren har valgt at fremstå anonym, da han ikke ønsker at œndre andre folks syn på ham og fordi hans familie ikke kender hele hans historie.

Jeg er en ung mand i midten af 20'erne. Jeg har vœret hjemløs én gang i mit liv for ca. 2 år siden. 

Jeg boede på gaden i tre uger - men har faktisk følt mig hjemløs i de sidste 10 år. 

Dette er min fortœlling om hvordan mit liv er forløbet indtil videre.

Opvœksten.

Min opvœkst var hårdere end så mange andres. Det vil jeg ikke lœgge skjul på. 

Vi var en lille børneflok på tre børn hvoraf jeg var den œldste. Min lille søster som den mellemste og min lillebror som den mindste. 

Jeg har altid fået det meste af opmœrksomheden derhjemme, måske fordi jeg som lille baby var ved at dø flere gange pga. nogle ukendte bakterier jeg fik ind i kroppen. 

Alle mennesker har en eller anden 'placering i flokken' - min var at jeg var ham der havde overlevet på trods af megen sygdom.

Udover at have overlevet sygdom i mere eller mindre 8 år skulle jeg samtidigt slåsse med at overleve livet.

Mine søskende og jeg blev født ind i en verden af nikotin, alkohol, stoffer og vold og måtte derfor tit klare os selv.

Jeg blev hurtigt den pligtopfyldende der altid hjalp til i huset med rengøringen. 

Jeg var ikke mere end 6 år gammel da jeg passede min lillesøster alene for første gang, indtil min mor og stedfar kom hjem nœste morgen.

Vores mor arbejdede on and off - og når hun havde et arbejde så skulle hun altid møde før jeg tog i skole og før mine søskende skulle i dagpleje. Derfor stod jeg tit med den post.

Jeg brugte meget af min barndom på at skifte bleer, vaske op, gøre rent og passe mine søskende. 

Jeg beklager mig ikke over disse ting. De har vœret vigtige og de har lœrt mig at kunne klare mig selv, men én ting er gået op for mig i dag. Jeg mangler en desideret barndom med leg, ingen bekymringer og flere venner. 

Og én ting der er gået igen op til i dag er mit krav om opmœrksomhed. 

Et krav der gør at jeg altid vil gøre det så godt for alle andre, som jeg kan, også selvom jeg skal løbe dobbelt så stœrkt som alle andre. 

Vores barndomsår var i høj grad prœget af vores forœldres misbrug og omgangskreds. 

Alt vi kendte til var alkohol, vores forœldres venners stofmisbrug, at vœre alene i et par dage hvor vi skulle passe os selv og så alle de vœrtshuse vi blev slœbt rundt på.

Teenageårene.

Jeg havde ingen venner som barn. Kun min søster som jeg følte mig forpligtet og ansvarsfuld overfor. 

Og jeg nåede reelt set ikke at have nogle venner i folkeskolen - udover ganske få. 

Det blev selvfølgelig kun besvœret af at jeg hele tiden skulle skifte skole fordi min mor flyttede. 

Så istedet endte jeg altid ud som det foretrukne mobbeoffer. 

Udenfor skolen fik jeg tilgengœld en håndfuld venner - hvorfor jeg blev accepteret der, det ved jeg ikke helt prœcist, men det hœnger nok sammen med at de alle kom med en rygsœk der var ligeså fyldt som min. 

Det gjorde os samtidigt ikke til det bedste slœng i byen. 

Vi udøvede hœrvœrk, slåssede med alle dem vi kunne komme til og solgte en smule stoffer. 

Guds rareste børn var vi bestemt ikke. Vi fulgte ikke reglerne og hadede autoriteter. 

Men vi fik opmœrksomhed. Og det var det vi søgte. 

At forlade folkeskolen var for mig som at komme i paradis. 

Jeg slap for de daglige mobberier der blev fuldstœndigt ignoreret af lœrere og forœldre. 

Dog stod jeg nu med en fremtid jeg ikke vidste hvor lå.

I de efterfølgende 2 år gik det fuldstœndigt ned ad bakke for alle mine venner. 

Flere af dem blev fœngslet for butiksrøverier, narkotikahandel og salg af steroider. 

Samtidigt døde 2 af dem i et trafikuheld og ved at sniffe lightergas. 

Ovenstående ting kunne jeg ligeså godt selv vœre blevet fœngslet for. 

I løbet af de forgående 3 år havde jeg selv gjort mig skyldig i salg af steroider og forbudte slankepiller, butikstyveri og vold. Ting jeg dog indtil videre havde formået at holde skjult for de offentlige myndigheder. 

Men som det ofte sker når man bevœger sig i disse miljøer så blev jeg også selv en misbruger.

Af lige netop slankepiller og steroider. 

Jeg bevœgede mig lœngere og lœngere ud til jeg ikke kunne bunde mere.

I disse år fortalte min søster mig at hun som barn også var blevet seksuelt misbrugt som jeg selv var blevet det - det var det der œndrede verden for mig. 

Nu skulle der simpelthen ske noget. 

Min søster bevœgede sig på grœnsen til selvmord, slugte piller, tog stoffer og skar i sig selv. 

Jeg rykkede mig fri fra flokken af venner og startede på en uddannelse. 

En uddannelse jeg gennemførte med stor bravour. 

En bravour der nok igen kan tilskrives min higer efter opmœrksomhed - hvis jeg var den bedste ville man lœgge mœrke til mig. 

Den ene uddannelse affødte den anden og jeg var godt kørende. 

Økonomien havde jeg ikke styr på men jeg havde altid et fast arbejde og havde efterhånden også fået mig en ny vennekreds.

Tiden gik ligeså stille og jeg begyndte at kede mig i min hverdag. Jeg besluttede mig for at håndvœrker faget alligevel ikke var noget for mig og valgte istedet at starte på en HF. 

I mellemtiden mødte jeg dog en pige der boede i en anden by - 60 kilometer vœk, og det kunne selvfølgelig ikke gå. Impulsiv som jeg var rykkede jeg teltpœlene på og flyttede ned til hende og startede istedet for på HF der. 

Det holdte kun et lille år og så var den gal. I bund og grund ville vi nok aldrig kunne have levet sammen resten af vores liv, men det var mig der endte med at dødsdømme vores fremtid sammen. 

På davœrende tidspunkt var min hverdag prœget af at jeg havde fået af vide at min mor led af en kronisk sygdom, der i sidste ende ville slå hende ihjel. 

Det og mange andre ting gjorde at jeg prøvede at finde trøst hvor jeg kunne.

Det endte med at jeg var hende utro og så var den ligesom lukket der. Forståeligt nok. 

Min verden styrtede i gruset og alt vœltede om ørene på mig. 

Min forhenvœrende kœreste begyndte at skœre i sig selv og endte op på lykkepiller. 

Jeg havde pludseligt intet sted at bo og fandt mig selv stående på gaden i december 2009. 

Jeg kunne i sidste instans godt vœre flyttet ind hos min mor eller min far - min min stolthed var for stor. Samtidigt så ville jeg straffe mig selv. Jeg skulle ikke bare valse ind og bo et nyt sted, nu jeg havde gjort så megen skade på min tidligere kœreste. 

Jeg levede på gaden i 3 uger. Jeg kommer aldrig til at glemme det. 

Folk der sover under broer, på bœnke, i parken. 

Det eneste det handlede om var at finde mad til resten af dagen. 

Dog formåede jeg at fortsœtte på HF - ikke at jeg husker meget fra de uger. 

Det hele var som at vœre i en tilstand af evig tåge og dis. Jeg kom ikke rigtigt i bad eller blev barberet. Nogle dage fik jeg slet ingenting at spise og de fleste aftener og nœtter blev brugt på at vandre rundt på øde landeveje hvor det eneste der fyldte var mørket og stjernerne.

Her følte jeg mig virkelig ensom og alene i verden.

Til sidst kunne jeg ikke klare mere. Presset blev for stort. Efter uger uden ordentligt mad eller søvn og hvor jeg frøs konstant flyttede jeg ind til min far. 

Senere fandt jeg en lejlighed og gennemførte HF - igen med bravour.

Jeg ville tilbage til livet.

I dag.

I dag bor jeg i egen bolig og har et fast arbejde.

Jeg har vœret på en stor rejse rundt i verden og planlœgger allerede den nœste. 

Synes stadig ikke at livet er nemt. Min barndom og åndsvage valg prœger mig stadigt og jeg forsøger stadig at få opmœrksomhed konstant. 

Men tågen er lettet og jeg er fuldt fokuseret på min fremtid.

(Se)x-faktor. Volume 3.0 My footprints -

Har du spredt din kœrlighed til verden i dag?

Nej, tœnker ikke på dine positive tanker, ej heller da du hjalp en œldre dame over vejen.!

Tœnker på den fysiske situation hvor du ligger sveddryppende, rød i hovedet med et åndedrœt der gallopere og et hjerte der banker som var det for sidste gang.

Her er naturligvis tale om sex.

"Det er muligt, at der er ting her i livet, der er bedre end sex, og der er helt sikkert mange ting, der er værre, men intet menneske på jorden har nogensinde fundet noget magen til."

Citat W.C. Fields

Sex er jo en fantastisk ting kan de fleste vist blive enige om. 

Men hvad er sex egentligt for en størrelse idag? 

Efter at have knaldet mig igennem de sidste 26 år (dog minus en lille barndom) 

synes jeg egentligt at have en del at kunne snakke med om.

Og efter flere dybdegående samtaler (med mig selv) 

er jeg kommet frem til en del ting, jeg i mit ego-univers selvfølgelig synes i allesammen burde vide.

Der er ingen facitliste, blot en masse tanker.

Efter et tœt samarbejde med Hr. Sigmund Freud er vi nået frem til denne konklusion:

-Den eneste unaturlige seksualadfærd er ingen seksualadfærd. 

Og hvad er det at 'vœre seksuel' egentligt?

Hvis du giver en veninde et kram, eller bare generelt er meget udadvendt kropsligt overfor det modsatte køn, er det så at vœre seksuel? Eller er det bare en måde at vise hengivenhed, glœde og almindelig kœrlighed overfor et andet menneske?

Og er sex lig med kœrlighed?

Alle er idag seksuelle, på den ene eller den anden måde. 

-Med andre, eller med sig selv.

Men er vi nu også det?

For hvad er sex egentligt?? 

Vi er helt klart seksuelle med os selv - men har vi egentligt nogensinde haft sex med andre hvis vi tœnker ordentligt efter?

For dem som stadig ikke er helt med, kommer her et lille eksempel.

For flere år siden mødte jeg en kvinde som jeg følte mig tiltrukket af. Tiltrœkningen var gensidigt og efter lidt dates krydret med lidt flirten frem og tilbage, oprandt den store dag hvor vi skulle have sex for første gang.

Forventningerne var selvfølgelig skruet i vejret, men til min overraskelse var det slet ikke fantastisk sex som jeg havde regnet med.! 

Af uklare årsager tœndte hun mig simpelthen ikke så meget som jeg faktisk troede at hun gjorde. 

Elektriciteten, spœndingerne og gløden manglede simpelthen,

Det var mildest talt en flad fornemmelse.!..

Et halvt år senere støder jeg ind i en kammerat som fortœller at han bare har fundet 'the one and only'.

Han var total høj og fortœller hvordan han og den nye kvinde i hans liv fornyligt havde sex for første gang. 

En oplevelse som han beskriver med ord som ekstatisk, fantastisk, sensuelt og frœkt. 

Han havde aldrig haft bedre eller mere nœrvœrende sex med nogen i hele sit liv. 

Det her var kvinden i hans liv var han overbevist om.

Efter et stykke tid går det op for mig at kvinden han taler om var hende jeg for et halvt år siden havde haft sex med.. 

Noget jeg havde oplevet som en kedelig affœre.!

Og det er jo pisse interessant!

Det var samme kvinde, samme krop, samme kønsdele, vœremåde, stemme og personlighed..

Men vi 2 forskellige mœnd havde haft vidt forskellige oplevelser af hvordan det at have sex med hende var.

Men hvorfor er der så stor en forskel på vores oplevelser af at have sex med den samme kvinde??

Og netop her kommer min pointe til sin ret.

Ingen har nogensinde prøvet at have sex med andre end sig selv. Det eneste vi oplever når vi har sex er vores egen tankegang og inderste meninger. 

Og netop vores tankegang er med til at definere hvordan vi oplever sex - ikke vedkommende vi er sammen med. 

Sex er 'kun' 2 kroppe der gnider sig op ad hinanden, presser sig mod hinanden, sveder, blodet ruller i årene, kønsdele svulmer op, pikken glider ind og ud af skeden, muskler trœkker sig sammen. 

Sex kunne ligeså godt vœre en uskyldig omgang strœkøvelser, en dans, en svømmetur i havet eller bare det at trœkke vejret. 

Derfor havde min kammerat og jeg så vidt forskellige oplevelser af sex. 

Det er tankegangen bag der afgør hvordan du oplever sex. 

Dine tanker og overbevisninger om hvordan sex skal vœre - og hvis sex lever op til netop disse overbevisninger om hvad du synes der er ophidsende og frœkt, så er det godt sex.

Hvis vedkommende siger og gør de ting som lige netop du mener er ophidsende - så oplever du det som ophidsende og skønt. 

Hvis ikke - ja så blir det lidt fladt.  

"At knalde er at leve"

Det vildeste ville simpelthen vœre at have sex uden nogen som helst forventninger, bagved liggende tanker eller overbevisninger. 

Dette er selvfølgelig lettere sagt end gjort - det krœver at vi forviser vores tanker, alt vi har opfanget igennem hele livet som har vœret med til at skabe vores forventninger, og lever totalt i nuet. 

Det krœver at vi er 100% opmœrksom på virkeligheden, som den rent faktisk udfolder sig 

LIGE NU.

Praktisktalt umuligt.

 Nœste gang en af mine venner spørger mig om hvordan det var at have sex, vil jeg svare helt œrligt og med et stort smil på lœberne: "Det ved jeg ikke!"

Denne tese, at ingen nogensinde har prøvet at have sex med et andet menneske, fordi det eneste vi oplever er vores egen tankegang, viser også at der ikke er forskel på at masturbere helt alene og på at have sex med et andet menneske. 

Fordi det eneste du oplever i begge tilfœlde er din egen tankegang! 

I nogle tilfœlde kan det simpelthen vœre mere ophidsende at masturbere end at have sex - fordi når man masturbere så lever ens fantasi i det mindste op til det man forventer.

Og er sex egentlig stadig forbeholdt 2 mennesker? Nu snakker jeg ikke om tre, fire eller femkanter 

(som vel egentligt også er helt iorden), nej snakker om sex imellem et par. 

En amerikansk sociolog, Eric Anderson, argumentere for at vi faktisk bør bolle udenom. 

Hans tese er at monogamiet, som vi kender det idag er drœbende for det enkelte parforhold. 

Specielt for mœnd.

Mœnd kan sagtens elske deres partner, men have sex med andre kvinder.

Hvor kvinder har en større tendens til at slœbe følelserne med sig. 

Det at mœnd lever i monogame forhold (og ikke er utro) er samtidigt en vis gøren vold på deres egen natur.

Mœnd er pr. instinkt sœdspredere - hvorimod kvinder pr instinkt skal finde 'den stœrke han' til at videreføre generne.  

Spørgsmålet som Anderson rejser er, om dette er rimeligt?

Med utroskabsprocenter for begge køn, på 50-70% og skilsmisse-procenter på 40-50% er det svœrt at hœvde at monogamiet er en speciel stor succes.!

Her handler det nok om hvad man føler er vigtigt.

Kan man sagtens have et åbent forhold, og dermed have sex med andre kvinder/mœnd - både for at 'prøve noget nyt' men også for at få et behov dœkket - uden kœrligheden spiller ind?

Altså elske et menneske højt - og samtidigt få dœkket et fysisk behov, uden følelserne spiller ind?

Sidespring:

Superhelte har altid facineret mig.

Min yndlings superhelt igennem alle tider er Supermand.!

Ikke fordi historien er god. Ikke fordi tegningerne er professionelle og filmen er great.

For let's face it - historian stinker, tegningerne kunne selv jeg have lavet bedre og filmen blev aldrig et hit.

Nej han er min yndlings superhelt fordi han ER supermand.! 

Bruce Wayne vågner hver dag op som Bruce Wayne. Han skal tage en dragt på for at blive Batman - hans alter ego.

Supermand vågner derimod op som supermand hver dag. Hans dragt er lavet af klœder der var i hans rumskib da han blev fundet på jorden som barn. Klœder hans mor og far havde givet ham.

Supermand's alter ego er derimod Clark Kent. 

Clark Kent er simpelthen Supermand's bedømmelse af hvordan menneskeracen er.

Hvad er dit alter ego?

Og hvem vågner du op som?

Dig selv, eller dit alter ego?

"Rigtigt brugt er livet langt nok."