Bekendelser

Sex & erotik?

Et af de elementer der ikke er blevet et tabu at tale om er helt klart sex!
Men hvad er det der altid har facineret os så meget ved sex? Sex har jo altid fyldt enormt meget i vores verden. For hundrede år siden handlede diskutionen bare om hvorvidt sex skulle være et offentligt emne eller et privat. Men facinationen har altid været der. Og når man tænker over det, så er det jo egentligt ret mærkeligt. Sex er en ligeså naturlig del af livet som at skulle på toilet, trække vejret og indtage mad. Alligevel er sex en del af det forbudte.
Er det mon de følelser der er forbundet til sex? Og er der egentligt følelser bundet til sex i dag?

I know what you did last summer!
- Det er sku ingenting i forhold til hvad jeg har lavet i weekenden..

Engangsknald er blevet en normal ting at tale om og praktisere i dag. Eller hylster sex som jeg vælger at kalde det. Sex udelukkende baseret på egoisme og en eller anden form for selviscenesættelse.
Og er det egentligt så skidt? Hvis begge parter er indforstået med at det KUN er sex og ikke andet?
Der er ingen der bliver såret ( Hvis man går ud fra at begge er singler ) og begge får dækket et fysisk behov som vi alle har?
Hvis man smider alle kortene på bordet så er der jo relativt mange der gør det. Det er så nok alligevel et af de emner der ikke snakkes om med alle vennerne. For hvem vil have titlen "skank", "slutty" eller "luder" printet på sig? Nu er jeg ikke en pige - og ja vi fyre har det jo nok lidt lettere når det kommer til det emne - men det er alligevel ikke fedt at man bliver presset til det punkt hvor man overvejer at lyve for en ny kæreste, omkring sine tidligere "erobringer". Ingen vil jo høre at man har kastet rundt med 10-20-30 kvinder før hende..
Og det kan vel et eller andet sted kun være en fordel for den nye kæreste? Et eller andet sted må man da have lært et par tricks eller 3, der kun kan gavne personen?
Men hvis jeg vender den om er det selvfølgelig os klart at man ikke føler sig så speciel mere hvis man bare er én ud af 50.
Men når alt kommer til at så tror jeg alligevel at jeg ´synes godt om´ princippet med hylster sex - så længe ingen bliver såret. Det kan selvfølgelig være at min holdning er en afspejling af mit ellers så kedelige single liv - som iøvrigt ikke blir krydret med engangsknald.!..
Så er det jo klart at jeg synes om det - så ved jeg at muligheden ihvertfald er der..

Men hvor ofte skal man egentligt have sex for at få dækket sit naturlige behov? Og hvor ofte skal man have sex for at få dækket det almindelige behov?
Og hvad er forskellen?
Det er jo ekstremt individuelt hvor meget man har lyst til sex. Der er så mange aspekter der tæller med her. Har man en fast kæreste? Er man lige blevet single? etc. etc.
For mig personligt betyder sex en stor del. Uanset om jeg er i et forhold eller ej. Og synes faktisk at mit behov er større når jeg har en kæreste. Her ville det ikke gøre mig noget at have sex en 5-10 gange i ugen - og tror det bunder i en form for bekræftelse jeg vil have. En bekræftelse af at jeg er åh så fantastisk på alle måder. Anderledes trist er det når jeg er single. Nu er det jo ikke sådan at jeg ikke har lyst til sex, og ikke har sex når jeg er single.. Jeg er sku ikke bedre en alle andre. Men mine forventninger til hvor ofte jeg skal have sex er helt anderledes nedskruet. Kan faktisk gå flere måneder uden jeg har en decideret lyst til det. Og arbejder trods alt sammen med 20 kvinder hver dag..

Når det kommer til sex er jeg nok lige så udforskende som jeg er i det virkelige liv ( ironi indsættes i passende mængde! )
Men har den holdning at jeg gerne vil have det bedste ud af det. Det vil vi vel alle? Og jeg synes det er svært at få det bedste ud af sex hvis man ikke er eksperimenterende - for hvordan lærer man ellers hvad man kan li?
Nu skulle jeg lige til at skrive at "alt skal prøves mindst én gang" sådan har jeg det nu ikke helt. Der er mange ting jeg aldrig kunne drømme om at prøve (trækors og dyr fungere bare ikke for mig)
Men synes alligevel at jeg er klar til at prøve det meste - og har prøvet en del. Og på nogle punkter tror jeg faktisk at det kunne være lettere med hylster sex her. Fungere lortet ikke så er det bare ærgerligt. Desuden tør man nok os kræve helt andre ting af vedkommende, end hvis det er kæresten.
Tror mange render rundt med nogle ting de gerne ville prøve - som de bare ikke tør fortælle deres kæreste. Tænker ikke på analsex eller andet ligeså (efterhånden normalt) men de lidt mere kinky ting.Hvad vil kæresten ikke tro om dig?
Men det kommer selvfølgelig an på hvilket forhold man har til sex - og til kæresten.

Nu fylder sex jo som sagt en stor del af mit liv - hovedsageligt fordi jeg nok gerne vil bekræftes. Uanset om det er i et forhold med kæresten - eller som single. Men hvorfor er bekræftelsen man får (Læs mig) af sex bedre end al mulig anden bekræftelse? Det at blive rost for et veludført arbejde, eller at der er mange der gerne vil tale og tilbringe tid med en er jo også en bekræftelse af at man er okay.

For mit vedkommende handler det nok om kropsfiksering. Jeg har brugt endeløse timer på at blogge om hvor pisse rasende jeg kan blive over samfundets holdning til kroppe, image, karakterer etc etc. men alligevel er jeg så pisse opslugt i det selv.!. For 2-3 år siden vejede jeg 15 kilo mere end jeg gør i dag. Jeg løb, styrketrænede og kørte en stram madplan og havde hvis jeg selv skal sige det, en kanon krop..
Og jeg havde det sku bedre med mig selv dengang. Andres mening om mig betød mindre, fordi jeg et eller andet sted godt kunne mærke at der blev set mere på mig. Jeg var mere afslappet og havde aldrig en desperation gemt i baghovedet. Jeg havde det faktisk super. I dag er jeg så nået til det punkt at jeg ikke orker det lige nu. Arbejdet fylder alt for meget. Men bare det at en bedre krop var lig med en bedre psyke fortæller jo alting. Jeg er ligeså fanget i samfundets spind omkring image og kropsfiksering. Og tror at det er derfor at bekræftelsen i sex fylder mere for mig end bekræftelsen i et veludført arbejde.
Her får jeg på et eller andet punkt en følelse af at jeg er attraktiv nok. At der er en der tænder på min stil og min krop.
Og ja - det betyder åbenbart meget for mig.. Og det er fandeme trist!

Tror jeg er i underskud af fysisk berøring. Ikke bare sex ( men ja-ja, okay, også det ), men også bare den helt almindelige, helt uskyldige slags. Der er vist noget med at spædbørn der ikke får nok kropskontakt bliver mærkelige i hovedet, måske er det hvad der sker med mig lige nu.

• Jeg vågner flere gange om natten med de vildeste og mest underlige drømme om folk jeg snakker med nu - og folk jeg ikke har set i mange år.
• Jeg bliver fuldstændig paf hvis veninder røre mig fx bare på armen, som en venlig gestus. Og skal næsten hindre mig selv i at råbe "MERE, MEEERE!!"

Gad vide hvor mange der har det på samme måde?
Det er jo ikke fordi det her er en helt ny ting - jeg har bare aldrig rigtig overvejet det før jeg hørte det med spædbørnene. Og hvad gør man lige ved det? Ynkeligt og klamt at opsøge massør, ikke på grund af ømme muskler, men fordi jeg har brug for at nogen rører ved mig... Ad.. Ser allerede overskrifterne for mig: "Små-pervers omsorgsmedhjælper udnytter intetanende klinikassistent!"
Har prøvet at kigge min telefonbog igennem, men der er sku ikke nogen jeg er nusse-okay med som kan hjælpe her og nu.. Hvilket sku da er en fejl. Og hvordan skulle man lige bringe det op? Uden frygt for at blive misforstået. Det er jo ikke bare sådan noget man smækker op på facebook.

Ved godt det mest holdbare ville være at finde en kvinde der kan holde ud at være sammen med mig. Men det kommer jo tydeligvis ikke til at ske lige nu.. Måske det der med at betale sig fra det ikke er nogen dårlig ide..

Et glimt

Jeg tror jeg rider den fede ambivalens-bølge igennem livet! Jeg er fyldt til randen med modstridende følelser og modstridende holdninger til - alting..
Det betyder selvfølgelig at jeg har let ved at forstå folk og deres ideologi, fordi jeg let kan se tingene fra deres perspektiv - men samtidigt aner jeg ikke hvor jeg har mig selv henne..

Prøv at se! Selv det at være ambivalens - har jeg en ambivalens følelse til..

Nu hedder min blog jo "Through my eyes" og jeg vil derfor ikke undskylde på forhånd, for et nok temmelig rodet indlæg.
Det afspejler bare mine fucked up tanker lige i tiden..

Jeg bruger virkelig meget af min tid på at spekulere over hvem jeg er - og hvorfor jeg er som jeg er. Ikke fordi jeg nødvendigvis er en idiot. Jeg tænker bare over hvilke resultater der har gjort mig til den jeg er. Hvad der har skabt ´min person´.

Jeg er sikker på at jeg udefra virker som en okay fyr med fod på det meste. En betænksom fyr der vil noget med livet.
Dem der kender mig bedre ved nok godt til en vis grad at ikke altid er sådan - at jeg ikke altid ved hvad jeg vil. At jeg langtfra har styr på alting.
Og sådan er det vel egentligt med alle mennesker. Vi skjuler vores sande jeg for omverdenen, og lukker kun de aller aller nærmeste helt ind.
95% af os græder ikke til begravelser - og det er jo ikke fordi at folk ikke er kede af det. Vi magter måske bare ikke at vise det. Det er et tabu at vise de negative følelser.
Hvis vi får besøg af nogle vi ikke har set i et stykke tid, og de starter ud med at spørge om hvordan det går - så siger vi jo altid at det går godt? Der er aldrig nogen der bryder grædende sammen og fortæller at de faktisk er kede af det..
Det var kun dengang man var et barn at man sagde tingene ligeud. Man græd hvis man slog sig eller var ked af det.
I dag er samfundet spækket op med alle mulige kulturelle regler og normer, der gør det noget nær umuligt at vise sit sande jeg. Uanset hvordan man har det.

Og det er jo fuldstændigt forkasteligt at det skal være sådan..

Men det er selvfølgelig let at give samfundet skylden for mine følelser og tanker om mig selv kontra verden.
Når jeg sådan sidder og tænker over mit liv - er det med en følelse af at jeg aldrig har gjort nok. Været nok. Eller er nok.

Men hvorfor?

I forhold til samfundets ideal, har jeg vidst opnået mere end rigeligt.
Jeg tror måske det bunder i en virkelig lav selvværdsfølelse.
Men igen så står jeg med den der ´hvorfor-følelse´..
Jeg har tonsvis af uddannelse..
Jeg har opnået flere ting end laangt størstedelen af andre på min alder.
Jeg har reddet flere liv - og har endda haft fornøjelsen af at se nogle af dem efterfølgende, hvilket har givet mig mulighed for at tænke tanken "de går kun der på grund af mig"..
Bruger juleaften med at hjælpe ved Blå kors, og 98% af alle julegaver jeg gav i år, var til fordel for nødhjælps organisationer..

Så hvorfor F...!. står jeg så stadig med en følelse af aldrig at slå til?
Der er sikkert flere der tænker at jeg klynker nu - men hey, min blog - mit problem.
Men det værste er jo at jeg godt ved at jeg klynker.. Der er nok ca. 2-3 milliarder mennesker der sikkert har det meget værre end mig på kloden..
Når det så er sagt - så betyder det jo ikke at jeg ikke skal prøve at få det bedre, bare fordi der er andre end mig der har det værre.

Et af mine største problemer er nok at jeg altid vil prøve at gøre alle glade - og ja lige umiddelbart lyder det nok lidt som et luksusproblem.
Men det stikker alligevel lidt dybere. Grunden til at jeg nok vil gøre alle glade er fordi jeg gerne vil have at alle skal kunne li mig.
Og det er netop her det første problem opstår for mig. Hvis alle ikke er glade for mig eller alle ikke er interesseret i mig. Ved ikke om det bunder i en total lav selvværdsfølelse, der simpelthen kræver at alle skal kunne li mig for at jeg føler jeg er noget værd.
Og det er jo totalt åndsvagt. Man kan ikke gøre alle tilfredse - og hvorfor skulle man også det?

Jeg synes efterhånden at det er oftere og oftere at jeg blir sur på mig selv over min tankegang. Som nævnt har jeg vist et liv hvor der ikke mangler noget. Alligevel render jeg rundt og har ondt af mig.
Og jeg er kommet frem til at det nok er fordi jeg mangler noget alligevel. En tryghed. Da jeg boede i Skive følte jeg mig ikke hjemme. Ikke engang hjemme hos min mor. Her i Herning føler jeg mig ikke hjemme. Og kan faktisk ikke huske at jeg har haft den der tryghedsfølelse nogen som helst steder. Derfor prøver at jeg skabe den alle steder. Derfor skal alle kunne li mig lige meget.

Ja jeg aner det ikke - er ikke psykolog.
Men var et lille glimt af mit liv.
Der kan stadig sendes forslag til hvad fremtidige indlæg skal handle om: Maskin18@hotmail.com
P.S ( Sex og erotik indlægget er på vej )

Chapter 1

Ville lige sige glædelig jul og godt nytår - og tak til alle læserne.
De fleste indlæg har i gennemsnit haft 3-400 visninger! :D
Og ser derfor endnu mere frem til 2011.
Som noget nyt kan i sende forespørgsler til hvad næste års indlæg skal omhandle, til min mail: maskin18@hotmail.com

Glædelig jul, og et fucking fedt nytår herfra;)

Religion er folkets opium

Jeg vil starte dette indlæg ud med at sige - der er ikke en skid værdigt ved døden..

Man ser ofte i film og tv disse enormt følelsesladede situationer hvor en far og datter siger farvel til hinanden, han lukker øjnene, går bort og alt er så fredfyldt.
Endnu en illusion som så meget andet.
Jeg tror ikke på at der er noget som helst værdigt eller fredfyldt ved at dø. Jeg tror ikke på at man genopstår som et dyr eller menneske.
Forestillingen om at man kommer i paradis eller lever videre er en kæmpe illusion hvis man spørger mig. En illusion skabt af? Ja en virkelig god forfatter. En god taler, en menneskekender eller os selv.

Mennesket er skabt med en fantastisk evne til at føle frygt. Og jeg siger fantastisk fordi selvsamme evne nok er en af forklaringerne på hvorfor vi er nået så langt som vi er i dagens verden. Vores frygt for det ukendte har altid skabt et incitament til at "søge videre". Studere alting og finde svar på alt.
Men samtidig tillader vores frygt os ikke at se 100 % objektivt på livet og hvad der sker i det. Tanken om at livet "kun" er en samling impulser og hjerteslag - som når disse ophører så vil ende, ligger så fjernt for de fleste mennesker at vi skaber en forhåbning om at ´det ikke kun var det´.

Karl Marx er manden bag min overskrift. Han mente at religion er opium for folk, fordi det giver øjeblikkelig lindring for den smerte eller håbløshed folk føler uden at fjerne grunden til den. Samtidig giver det drømme og fantasier om et bedre liv i himmelen og fjerner derved fokus på det dårlige og elendige liv her på jorden. Derfor er religion på en og samme tid udtryk for en reel lidelse, og en protest imod denne. Problemet er blot, at der ikke gøres noget for at fjerne årsagen til denne lidelse.


Religion bliver for Marx en slags virkelighedsflugt, hvor man i stedet for at gøre noget ved de dårlige materielle vilkår, søger trøst i religionens illusioner.

Dette er selvfølgelig ideer udsprunget i en tid hvor der var få der havde magten - og så alle andre som blev stampet på. Men kan alligevel godt sætte mig ind i hans tankegang.
Religion - eller en hvilken som helst anden "tro" på en form for liv efter dette, er en måde at flygte fra virkeligheden på. En måde at skærme sig overfor det uforklarlige på.
Tanken om at vi bare ophører med at eksistere og at livet så går videre på jorden i tusinde år efter er svært at bære for de fleste. Tanken om at man hurtigt er glemt igen.
For det er man jo.

Jeg har efterhånden oplevet min del af dødsfald.
Min oldemor og oldefar døde for nogle år siden - og for at være helt ærlig så tænker jeg da ikke på dem 10 gange om året.
Min bedstefar døde, min klassekammerat igennem 10 døde, min ven igennem 5 år døde og faktisk en del flere som jeg har haft nær er døde. Og selvom de alle betød utroligt meget for mig så tænker jeg da ikke på dem hver uge. Der går faktisk nogle gange måneder imellem at jeg skænker dem en tanke. Og det er jo ikke fordi jeg er en skidt person eller er ligeglad. Man bliver bare nød til at leve videre. Og det er jo det vi alle gør? Lever videre. Om 3 generationer er der ingen der skænker min afdøde oldefar en tanke - for alle os som kendte ham er selv borte. Ved du hvem din tip tip tip oldefar er?

Meget af indlægget er nu kommet til at handle om min holdning til om der er "noget" efter døden. Og det var faktisk ikke meningen. Istedet skulle det handle om det at have en værdig død. For er efterhånden kommet i tvivl om der overhovedet kan være noget værdigt ved at dø? Min oldefar og oldemor døde på hospitalet efter en relativ kort periode med sygdom. Min bedstefar faldt om af en blodprop. Én kammerat kørte galt og én døde af at sniffe lightergas. Én døde af alkohol og én af kræft.
Jeg kender ingen der er gået bort med værdighed. Og værdighed for hvem? For de efterladte eller for vedkommende selv? Og hvordan dør man en "værdig død?"
Hvis du døde idag - hvad ville dine efterladte så finde hjemme i din skuffe?

For de flestes vedkommende handler alderdommen fysisk om en tid hvor man er svagere. Man er oftere syg og brækker hoften ved at falde ud af sengen. Vejrtrækningen er dårligere. Og stille men sikkert svigter synet og hørelsen en (For de FLESTES vedkommende). Er man heldig falder man i søvn en aften - og så var det det. Man vågner ikke mere og opdager ingenting. Man når aldrig at tænke tanken "Ku jeg ha gjort noget anderledes? Fortryder jeg noget?" For ALLE uanset hvem man er vil altid fortryde et eller andet der er sket i ens liv.
Det er nok det umiddelbart tætteste jeg kan komme på en værdig død.
Så er der tilgengæld alle de andre tusinde og atter tusinde tilfælde hvor det ikke glider så let. Der er de tilfælde hvor man lever med sygdom i mange år. Man er tvunget til at spise 13 forskellige piller hver evig eneste dag resten af sit liv for at ku fungere. Nogle er indlagt igen og igen med diverse ting. De tilfælde hvor man konstant bliver svagere og svagere - og hvor man selv er klar over det og ved at tiden er ved at rinde ud. Jeg læste forresten den anden dag at deprimerede pensionister var en overset gruppe.!. Selvfølgelig er de deprimerede - jeg gruer selv for den dag jeg bliver 70 og kan tænke: "Kim, hvis du er heldig har du 20 år tilbage at leve i"..

Nu er døden ikke noget jeg tænker på hver dag - og dog har jeg en person meget nær der formentligt ikke overlever i mange år endnu på grund af sygdom. Men det der fik mig til at tænke på alt dette var en oplevelse jeg havde forleden.
Jeg kørte en person ud til sin far, som ikke havde mange dage tilbage at leve i. Da vi kom derud blev vi mødt af synet af en gammel afkræftet mand der knapt orkede at trække vejret. Faren kunne ikke kende vedkommende jeg kørte med, og jeg er i tvivl om hvor meget han overhovedet opfattede af noget som helst. Med alt respekt lignede han mest af alt, en af de jøder man så ofte har set i gamle optagelser, komme gående ud fra en nazilejr. Han var kun skind og ben med udhulede kinder og en tung vejrtrækning. Og et eller andet sted håber jeg ikke at han var i stand til at sanse noget. For så ville han uden tvivl være klar over at han ikke havde lang tid igen.
Efterfølgende var den første tanke der slog mig - at der intet yndefuldt eller værdigt var ved dette. Hende jeg kørte og mig selv var de eneste der sad inde hos ham. En gang imellem var der en hjemmehjælper der kiggede ind - men det var så os det. Der sad jeg så i hans lejlighed og kunne se på billeder fra hans storhedstid da han var ung. Det er lidt det samme med de trafikuheld jeg har været ude til i forbindelse med mit job som brandmand. Der var intet fredsfyldt over de personer der døde der. Blod, olie og afbrændte dæk når det var "bedst".

Det bedste ved døden er ikke alt muligt pjat med at man kommer i paradis - nej jeg tror det bedste ved døden er hvis den tanke om at man skal dø og ikke eksistere mere, kan være med til at man gør alt hvad man overhovedet kan for at få et godt liv.

Lige nu. Og lige her.