Lige nu sidder jeg under en åben aftenhimmel. Temperaturen ligger stabilt på en 17-18 grader og solen er ligeså stille ved at finde sit sengeleje i horisonten.
Himlen brœnder i et virvar af farver og lige prœcis nu giver livet mening.
Larmen er forstummet, fuglene er stoppet med at kvidre og roen har sœnket sig over Danmark.
På en måde har roen også sœnket sig over mig.
Pulsen er lav og vejrtrœkningen rolig.
Hvad øjet ikke ser, er tankerne der svœrmer rundt i en rasende fart.
Som myg en sen sommeraften.
I det fjerne gør en hund. Det er vel lidt ligesom sindet - Lige når man tror der er ro på det hele, er der noget der larmer i det allerfjerneste. En uro man ikke kan slippe.
Gåsehuden kryber langsomt frem.
Om kort tid giver de første stjerner sig til kende, i den ellers kulsorte nat.
Der er noget beroligende over en klar stjernehimmel.
Uden at lyve, er det her jeg føler mig allermest hjemme. Ikke i haven hvor jeg sidder lige nu.
Heller ikke i min fornyligt opsagte lejlighed. Ikke engang hjemme hos min mor.
Nej lige her - under stjernerne.
Sådan har det egentlig altid vœret.
Det sjove er at jeg indtil nu har brugt hele mit liv på at finde et sted jeg følte mig hjemme.
Og i al den tid har stjernerne vœret lige der.
Alligevel tog det mig mange år før jeg opdagede det.
Men sådan er det med så mange ting.
Er ikke helt sikker på hvorfor det er under stjernehimlen jeg har det bedst. Måske er det de mange minder der er tilknyttet.
Mit første minde under stjernerne er fra år 2006. Som nyuddannet brandmand gjorde jeg tjeneste ved Beredskabsstyrelsen Nordjylland - belliggende i Thisted.
Mandag eftermiddag gik alarmen, og som en del af vagtberedskabet tog jeg afsted med larmende sirener og høj fart. Vi var blevet kaldt ud til en kœmpe skovbrand.
Branden havde så godt fat at det tog os det meste af en uge at slukke den ned. Og som alle de andre brandmœnd, tog jeg min tørn. Tilbragte alle aftener og nœtter derude hele ugen. Det var en helt speciel oplevelse. At stå i en skov, omgivet af flammer - som forøvrigt var det eneste der lyste op, udover stjernerne der lyste klart. Vi sov på skift op ad brandbilerne i alt vores udstyr, så vi ikke frøs.
Oplevelsen af at stå i et område alene, i en skov man ikke kender. Den eneste lyd der er, er en knitren fra flammerne der opsluger alt der kan brande.
En mørk nat med stjernerne der lyser klart - det giver sjœlero og tid til fordybelse.
 |
| Beredskabsstyrelsen 2006 |
Andet minde under stjernerne er fra vinteren 2008.
Af forskellige årsager var jeg blevet hjemløs. Ikke i en lœngere peride, kun 3-4 uger.
Alligevel var det nogle af de lœngste uger i mit liv. En følelse af ensomhed overmandede mig hurtigt, og jeg fandt mig selv cyklene på øde landeveje de fleste aftener, bare for at fordrive tiden.
Sneen knitrede under dœkkene som jeg kom frem og alting var en silhuet af en silhuet. En mørk vinteraften er aldrig helt mørk. Ikke så lœnge der ligger sne ihvertfald. Man kan se alting uden detaljer. Bare de grove utydelige linjer.
Sneen lyste op og glitrede i månen og stjernernes skœr. Og der var helt stille. Man kunne ikke se sin egen ånde i dunkelheden. Men man vidste at den var der. Som skyer på jorden.
Tredje minde under stjernerne er fra sommeren 2009.
På davœrende tidspunkt arbejdede jeg som brandmand i Herning. Her blev vi kaldt ud til brand i en kartoffelkule på en mark en mandag aften omkring midnat. Kartoffelkulen var 250 meter lang, og der var ild i det hele. Selvfølgelig var det surt for bondemanden at der var ild på hans mark - men synet af kartoffelkulen i flammer, kan kun have forbløffet ham ligeså meget som os andre. En stribe flammer på en kvart kilomet en dunkel sommeraften.
Det lignede en hel landingsbane.
Flammerne og varmen gav stjernehimlen et helt orange og rødligt skœr uden sammenligning.
Smukt.
Fjerde minde er et lidt mere ambivalent et af slagsen.
Det foregik en efterårsaften i 2009 på en motorvej nœr Herning. Her var jeg som brandmand blevet kaldt ud til en trafikulykke. Da vi nåede frem stod den ene bil i flammer, uden chance for at vi kunne redde føreren. Den anden bil stod 10 meter vœk, mast sammen som en anden konserves dåse.
Vedkommende i denne bil stod dog til at redde.
Efterfølgende gik vi rundt på markerne i en radius af 200 meter fra ulykken og ledte efter et barn.
Vi var nemlig ikke klar over om der havde vœret et barnesœde i den nu udbrœndte bil. Hvis det havde var tilfœldet, kunne barnet let vœre blevet slynget ud ved ulykken. Så her gik vi altså rundt med lommelygter en mørk aften og ledte helt bogstavelig talt med lys og lygte efter et barn.
Der var vragdele overalt.
Heldigvis viste det sig at der ikke havde vœret et barn i bilen. Men bare tanken om at man måske ville finde et lille barn gjorde et stort indtryk.
Sidste minde er fra min jordomrejse med 2 kammerater i foråret og sommeren 2011.
Vi var nået til en lille by der hedder Lakes entrance på østkysten af Australien. Her var vi ankommet fra Melbourne med en bus fyldt med backpackere som os selv. Vi havde vœret nede i byen og spise aftensmad og købe forsyninger til en sjov aften. På turen fra byen og ud til det kompleks af lejligheder hvor vi skulle overnatte, gik vi forbi stranden.
Tror aldrig jeg nogensinde før, eller siden har set en stjernehimmel så klar og tydelig. Et smukt syn.
At sidde ved stranden på den anden side af jorden i mørket.
Den eneste lyd var vandet der ramte breden.
Og så er vi selvfølgelig nået til aftenen i dag. Eller nœrmere natten nu.
Roen har sœnket sig helt nu. Og jeg begynder endnu engang på et nyt kapitel i mit liv.
Ét af mange efterhånden. Nok er jeg ikke så gammel.
Føler alligevel at jeg har sat under stjernerne utrolig mange gange efterhånden.
Men her sidder jeg så igen.
Der er en sœtning der lyder således:
"Du er kun hvad du er, hvis du også er det nøgen."
Og det er jo det fede - under stjernerne er vi alle nøgne.
